Aarhus - Bedre end Venedig? Helt ærligt...
Ifølge Lonely Planet rangerer Aarhus på lige fod med Venedig som rejsedestination. Kan det mon være pga. af åen? Og passer det overhovedet? Børsen besøgte Smilets By.
Foto: Tor Birk Trads
Udlandet står i kø for at rose Smilets By, der hitter på internationale lister, og ifølge verdens største rejseforlag er en bedre feriedestination end Venedig. Men hvorfor elsker alle pludselig Danmarks næststørste by?

Manden i baren har tre fjer i cowboyhatten, der dirrer hver gang, han knejser hovedet bagover og tømmer sit "Århus-sæt". Bogstavvalget er vigtigt, for her på bodegaen Kurts Mor, et stenkast bag cafégaden Åen, holder man fast i å'et, igå. Man holder i det hele taget godt fast - om traditionerne og om "sættet", der er byslang for en Ceres Top og en arnbitter.

"Alle rejselystne journalister har forelsket sig i Aarhus, og det seneste år har udenlandske medier som New York Times og The Telegraph nærmest stået i kø for at rose Smilets By"

Cowboyhatten er flankeret af to jakkesæt, der indlevende diskuterer ugens strabadser på kontoret og derfor helt glemmer at pulse på deres smøjar. Røgen hvirvler dovent op under LED-pærerne, mens kromutter, som ikke er Kurts mor, knapper øl op til 15 kr. stykket. Hun serverer også drinks. Ifølge vægkortet koster et Lyskryds 25 kroner og en Filur det dobbelte, mens Nye Patter står i 60 kroner. Det virker rimeligt.
 
Olafur Eliassons regnbue på Aros' museumstag er et symbol på det nye Aarhus.

I hjørnet sidder en somalisk mand alene i mangfoldigheden og nipper til sit Århus-sæt, mens han bladrer i Bibelen, tilsyneladende fordybet i store tanker.

Så har vi det tilfælles.

For alle rejselystne journalister har forelsket sig i Aarhus, og det seneste år har udenlandske medier som New York Times og The Telegraph nærmest stået i kø for at rose Smilets By. Lonely Planet, turismens svar på Michelinguiden, udråbte i maj Aarhus til dette års næstbedste feriedestination i Europa, kun overhalet af Peloponnes i Grækenland, men foran italienske Venedig, der ofte kaldes verdens smukkeste by.

 Kurts Mor virker som et godt sted at starte. Eller rettere: et sted at forlade. Bodegaen, tidligere kendt som Kahytten, har "kun" eksisteret under sit nuværende navn i 20 år, men for mange er den indbegrebet af det gamle Århus – det med "å". Flemming Bamse Jørgensens Århus. Herfra kan man kigge ud mod det nye Aarhus, det med dobbelt-a, som sidste år fik sine første michelinstjerner, hele tre af slagsen – og som er Europas Kulturhovedstad i 2017. De reklamerer for det alle vegne, og der bobler en begejstring i Midtbyen, som smitter og river dig med i slipstrømmen af turister, der sejler op ad Åen.

 
På Moesgaard Museum lokker Grauballemanden indenfor, mens det skrånende græstag er en attraktion udenfor.

Dobbelt-a'et

Kurts Mor er det, man i managementsprog kalder "baseline". Et udgangspunkt, man kan spejle byens aktuelle udvikling i. Aarhus er på vej væk fra steder som det her. Det er måske på mange måder en god

ting. Men til gengæld finder man ikke et billigere sted at få en lille fjer på – eller tre.

Å'ets udskiftning i bynavnet til fordel for to a'er var i 2010 et venstreorienteret politisk projekt, der skulle sætte byen på det internationale landkort. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti stemte nej, men var i mindretal.

 "Vi lever i en global verden, hvor internet, kommunikation og markedsføring har stigende betydning, og stavemåden må derfor følge med," sagde daværende borgmester Nicolai Wammen (S) dengang til Politiken. Mange lokale synes stadig, det er aandssvagt.

Navneskiftet var led i en mangeårig strategi for at hive Aarhus ind i globaliseringens 21. århundrede. Fra at være en stor lille by, skulle Aarhus blive en lille storby og et attraktivt alternativ til København. Og skal man pege på én skelsættende dato, der markerer overgangen fra det "gamle" til det "nye" Aarhus, er 7. april 2004 ikke et tosset bud. Det forklarer Hans Petersen, tidligere superligatræner for AGF og nuværende kulturjournalist på Århus Stiftstidende.

 
Købstadsmuseet Den Gamle By er i 2016 godt i gang med at slå sin egen rekord med over 500.000 besøgende.

"Det var den dag, kunstmuseet Aros åbnede og gav kulturlivet i Aarhus et nyt samlingspunkt. Jeg er 69 år og har boet næsten hele mit liv i Aarhus, men det er fra den dag, det virkelig begynder at rykke i byen," vurderer Hans Petersen over en kaffe på Stiften Café lige ved banegården, som den hedder – i bestemt form – ligesom i alle de andre danske byer, der ikke er store nok til at have mere end en af slagsen.

 Åbningen var for Hans Petersen tændingen for det, han kalder "de tre kulturmotorer" i Aarhus. Foruden Aros er det købstadmuseet Den Gamle By, der løbende er blevet gennemrenoveret og i 2013 kunne åbne en helt ny afdeling om 1970'ernes Danmark. Og så er det Moesgaard Museum, der i nybygget og udvidet form slog dørene op i 2014, og hvis mest berømte beboer er en ældre herre ved navn Grauballemanden.

Å'ets udskiftning i bynavnet til fordel for to a'er var i 2010 et venstreorienteret politisk projekt, der skulle sætte byen på det internationale landkort"

"De tre steder har internationalt format, og enhver, der besøger Aarhus, er nødt til at opleve dem," insisterer Hans Petersen.

Kulturmotorerne har sammen trukket resten af Aarhus op ved snørebåndene. Det er en by, der har fået ambitioner, mener han:

"Hver gang jeg er til et kulturarrangement, f.eks. i teatret her i Aarhus, tænker jeg: "Hvis du nu sad i et teater i London eller New York, ville du så synes, det her var godt?" Og der må jeg bare sige, at jeg i dag tit kan svare ja. Sådan har det ikke altid været i vores by."

 
Århus eller Aarhus? Den Gamle By møder den nye.

Danmarks dårligste slogan

Der er ellers blevet grinet meget af de store, aarhusianske armbevægelser – også i byen selv. Som da politikerne i 2011 hældte "Smilets By" ud med havnevandet og brugte en million kroner på at købe sloganet "Aarhus - Danish for progress", som udover at være meningsløst også er umuligt at udtale, hvis bare man har snerten af den aarhusianske dialekt. Her dyrkes de lange vokaaaler, og når o'et i progress hives op helt nede fra struben og ramler ind i konsonanterne, kortslutter det aarhusianske tungebånd simpelthen.

 Sloganet blev droppet forrige år, men afvisningen af det dumsmarte hænger ved, når man bevæger sig fra Stiften Café ned langs det kuperede hovedstrøg, forbi Salling stormagasin og når en tom butik med et skilt fra Colliers International. Overskriften lyder: "Butik i international klasse udlejes," hvilket irriterer et kærestepar i midt-20'erne, der går forbi.

"IN-ternational klasse?" pruster manden under skægget, mens kvinden ryster på hovedet.

"Aarhus har et særligt forhold til havet og til havnen. Den er spektakulær og meget mere inkluderende end i andre byer"

Her lægger man stolthed i en ydmyghed, som måske bunder i det evige mindreværdskompleks i forhold til den københavnske storebror, men måske også i at Aarhus frem til 1850'erne ikke engang var Danmarks næststørste by. Først da kom jernbanen med kvæg og korn fra oplandet, som dernæst blev trukket ned over strøggaden til havnen og videre ud i verden. Morgendagens Aarhus er måske en kulturhovedstad, men gårsdagens Århus er bygget af snusfornuftige købmænd. Hans Broge. Otto Mønsted. Ferdinand Salling.

 
Det prisvindende Isbjerget er det første, man ser, når man kommer sejlende til Aarhus.

Også i dag er havnen en hjørnesten i byens udvikling. Og måske er havnen også et bud på, hvor den gamle og den nye by kan fusionere og skabe noget endnu stærkere.

"Aarhus har et særligt forhold til havet og til havnen. Den er spektakulær og meget mere inkluderende end i andre byer," fortæller forfatteren og Aarhus-bysbarnet Jørgen Leth over telefonen.

"Inden Storebæltsbroen gik vores forhold til resten af Danmark jo gennem havnen. Det ligger i bevidstheden hos gamle århusianere, og det er en af grundene til, at den stadig er en levende organisme. Havnen."

Hitlisternes havneby

Port of Aarhus er Danmarks suverænt største containerhavn og også landets største bulkhavn, hvilket betyder, at en meget stor del af danskernes varer – både dem vi sælger, og dem vi køber – passerer forbi havnen, der hele tiden udbygges, og nu igen er én stor byggeplads op mod Kulturby 2017. Sådan har det været i årevis, og de lokale synes, det er ret træls. Men det kommer til at fortsætte lidt endnu, for Herman Sallings Fond (stiftet af føromtalte Ferdinands søn) har i august bevilget 40 mio. kr. til at bygge Aarhus Havnebad, der er tegnet af superstjernen Bjarke Ingels tegnestue, BIG Architects, med hjælp fra en anden mastodont, Gehl Architects. Jo, der sker noget.

 Det er også fra havnen, at over 60.000 krydstogtturister i år vil stige fra borde og to minutter senere befinde sig midt i byens centrum.

Det er en fordobling fra sidste år og en direkte udløber af byens internationale brandingstrategi. Sådan ser det i hvert fald ud fra toppen af Dokk1, det spektakulære nye kulturhus ved havnen, hvor Visitaarhus bor med udsigt over Midtbyen.

 
Dokk1 i Aarhus Havn er århusianernes bud på et moderne bibliotek.

"Vores udfordring – ja, i virkeligheden hele Danmarks udfordring – har været, at det enkelte hotel og det enkelte kulturelle fyrtårn ikke har været nok til at skabe vækst i turismen.

Men når vi samler og samarbejder om det hele, kan vi noget unikt, som er sjældent i udlandet," siger Visitaarhus-direktør Peer H. Kristensen, mens Olafur Eliassons Aros-regnbue flimrer i det fjerne bag vinduespartiet.

 "Når der kommer rejsejournalister til, og det gør der hver eneste dag fra udlandet for tiden, så har vi et stærkt netværk af kulturpersoner og institutioner, der står klar til at fortælle den rigtige historie om byen."

Den "rigtige historie" arbejder Aarhus i det hele taget hårdt på at fortælle. Måske også for hårdt. I august var historien, at det nye havnebibliotek i Dokk1 var blevet kåret til verdens bedste bibliotek. Men senere kom det frem, at lokalpatriotiske kræfter på tvivlsom vis nærmest havde foræret sig selv den såkaldte internationale pris.

Den slags er dog hurtigt glemt, og tilbage står en effekt, der er til at måle. Sidste år overnattede 774.521 gæster i Aarhus, hvilket er en stigning på 57 pct. i forhold til for fem år siden. Af de 120 storbyer i Europa, Aarhus sammenligner sig med, kan kun fire bryste sig af højere vækstrater: Leuven (Belgien), Reykjavik (Island), Rijeka og Split (Kroatien).

"Det er lykkedes os at få Kashyap Bhattacharya til Aarhus. Han er nok den største rejseblogger i verden"

En del af hemmeligheden er også, at Visitaarhus målrettet bruger sine omkring 20 mio. kr. på at ramme et nyt segment: rejsebloggere.

 "Lonely Planets liste, hvor vi blev nr. to, er drevet frem af bloggere, ikke rejsejournalister. New York Times' liste, hvor vi blev nr. 12 ud af 50 steder, man skal opleve i verden, er også lavet med input fra bloggere. Det betyder ekstremt meget, hvis du rammer de rigtige, vi inviterer jo ikke dem, der bare skriver om at købe sko," siger Peer H. Kristensen og får lys i øjnene.

"Det er lykkedes os at få Kashyap Bhattacharya til Aarhus. Han er nok den største rejseblogger i verden og skriver bl.a. budgettraveller.org. Han er et hotshot, og det er stort bare at få ham til Danmark. Han er sådan en, alle byer jager. Og nu får vi ham."

 

Sagen er en bøf

Følger man krydstogtturisterne fra Dokk1 og ind mod byen, ligger Kurts Mor gemt væk oppe til venstre. De fleste går dog videre op langs Åen, hvor perlerækken af turistvenlige caféer og restauranter serverer cæsarsalater og nachos med kylling, mens aarhusmødre trasker den modsatte vej med store brune bæreposer fyldt med happy ribs og bad boy burgers fra Bone's.

 Det kan godt være, at Michelinguiden er kommet til Aarhus, men provinsens smagsløg tager tid at ændre. Ifølge en københavnsk restaurantchef, som ønsker at være anonym, men som kender madscenen i Aarhus indgående, er det stadig svært at sammensætte en menu uden oksekød.

"Århusianerne forstår det ikke. Uanset hvor mange retter de får serveret. Hvis ikke der er okse, sidder de bagefter og spørger efter hovedretten. Selv Frederikshøj, der har skaffet en michelinstjerne til Aarhus, er nødt til at sætte oksekød på alle menuer. Ellers er de færdige."

"Før var det København, men det er slet ikke nødvendigt længere. Aarhus kan alt det samme, og så er den mere overskuelig"

Mindre velbeslåede byboere svinger fra Åen højre op på Store Torv, hvor det lokalberømte hard-rock-pizzeria Mackie's Cantina bryster sig af sloganet: "50 millioner fluer ka' ikke ta' fejl".

Indretningen ser ud, som om den er lavet af en antikvitetshandler, der er blevet tvangsfodret med syre og dernæst sluppet løs i alle delstaten Arizonas souvenirbutikker. Men pizzaerne er proppet med fyld og smager fremragende, forklarer kæresteparret Nana Sofie Laursen og Lise Damsgaard Andersen.

 "Og så har de det her koncept med, at man ikke får udleveret kniv og gaffel. Man skal sidde og hapse det. Det er lidt hyggeligt."

27-årige Lise Damsgaard er netop flyttet fra Aalborg og sammen med jævnaldrende Nana Sofie i Aarhus. For fem år siden var de nok flyttet til København i stedet, mener Lise Damsgaard.

"Opfattelsen blandt mine venner i Aalborg er, at man tager til Aarhus nu, hvis man gerne vil lave noget, der er lidt mere fedt. Før var det København, men det er slet ikke nødvendigt længere. Aarhus kan alt det samme, og så er den mere overskuelig," siger hun, mens Nana Sofie Laursen nikker ved siden af. Så hapser de en sidste slice og går hånd-i-hånd over broen ud mod gågadens mylder.

 
Badeanstalten Den Permanente ligger få km fra centrum omgivet af Risskov. her bader byens borgere med – men helst uden – tøj på.

Den nøgne sandhed

Hvis Århus Stiftstidendes kulturjournalist har ret, er det Aros' fortjeneste, at de to kvinders livsbaner har krydset bånd netop her. Det bybrandende kunstmuseum, der har propelleret Aarhus ind i det 21. århundrede, fortjener mindst et par timers opmærksomhed, men har du meget travlt, kan det i princippet klares på ti minutter: Gå forbi metalskulpturen "Hvalikopteren", navngivet af Dronningen, ind af slusedøren og betal entré. Mas dig sidelæns ind af elevatoren, og flyv op på øverste etage, gennem døren op af trappen til venstre og ind til "Your Rainbow Panorama" af Olafur Eliasson. Tag mindst 20 selfies i alle regnbuens farver, og spørg så, som den tyske familiefar, Børsen mødte: "Was sollen wir jetzt tun?"

 Regnbuen er, for at tyvstjæle kulturjournalist Hans Petersens ord, "tivoli, arkitektur og kunst i ét", og man kan næsten ikke overdrive Eliasson-effekten. Da Regnbuen blev indviet 28. maj 2011, fordoblede Aros samme år antallet af gæster til 532.442 besøgende. Tallet er kun steget siden, men en del af dem tager – desværre – kun ind for at udødeliggøre sig selv i den dansk-islandske farvelade. Dermed går de glip af Robert Mapplethorpes aktuelle fotoudstilling af store, mørke penisser, Nicolai Abraham Abildgaards malerier af nøgne hvide mænd og værket "Construction in Space", som er et videoloop af en nøgen herre, der har et modelfly snurret fast til penis, som flyver i cirkler om kønnet.

Selv om Freud måske kunne have sagt noget interessant om kuratorernes præferencer, er der masser af kvalitetskunst på museet. Og måske er det med nøgenheden bare et Aarhus-fænomen, eftersom byen har Nordens største klub for vinternøgenbadere. Vikingeklubben Jomsborg, som holder til på badeanstalten Den Permanente, har over 8000 aktive medlemmer, der alle frejdigt og bare hopper i bølgerne for så at lune sig i fællessaunaerne.

Intet seksuelt, bare frisind, fortæller Sarah Hansen, der i dag arbejder for DR i Ørestaden, men er uddannet i Aarhus og så ofte som muligt rejser tilbage for at besøge byen.

"Det, jeg savner mest ved Aarhus, er de vinteraftener, hvor jeg sad med veninderne i saunaen i vikingeklubben. Der er en særlig ro derude, og de har de her store vinduer, hvorfra du kan kigge ind mod Aarhus Havn. Det er nok det smukkeste syn i hele verden."

 
Nye og gamle vartegn for Århus - og Aarhus.


Hipsterne på højen

Anderledes pakket ind er Den Gamle By, hvor stokroserne kribler op langs de gamle bindingsværkshuse med stråtag. Indenfor går lokale skuespillere, ofte studerende fra Aarhus Universitet, rundt i tidstypisk tøj og siger "Guds fred, Lars" og "Skal herren bestemme over mit køkken?" mens nysgerrige unger fiser rundt mellem voksenben og roder med inventaret. Ved den åbne plads møder Børsen kinesiske Ping Li, der er udstationeret i Stockholm, men lige nu er på sviptur med familien i Danmark. Han mener, Aarhus er langt mere interessant end København, "som ligner alle andre storbyer".

"Mine børn elsker det her sted, som du kan se," siger han og peger over mod sine tre døtre, der leger en slags middelalderbowling med deres mor. Runde træklodser skubbes frem og tilbage over et bord, mens en lirekasse spiller middelaldertechno i baggrunden. Det her er næsten sjovere end Legoland, mener Ping Li.

"Men hvis jeg må foreslå noget, bør de have flere ting på kinesisk. Jeg forstår engelsk, men det er der mange kinesiske turister, der ikke gør."

Efter Den Gamle By er der kun en kort spadseretur til Latinerkvarteret, hvor hyggelige caféer gemmer sig i knirklede kroge langs de brostensbelagte gader. De hurtigste knallerter holder til på "Hipster-højen", som er lokalslang for en lille tjat græsplæne foran skoletandklinikken i Graven, som gaden hedder. Det regner, da Børsen kigger forbi, men et par modebaroner har demonstrativt sat sig i det våde græs alligevel. Det er et prægtigt syn, men bedst set inde fra barstolene på Le Coq, hvor man kan nøjes med at fugte sig indvendigt. Her er et "Aarhus-sæt" i øvrigt en Ceres-øl og en chartreuse, en fransk likør på 69 pct., som karteusermunkene har brygget i 300 år. Det grønne ildvand flosser stemmebåndet, men det gør ikke noget, for i karteuserordenen er man alligevel pålagt fuldstændig tavshed.

Sexede sølvræve

I hele taget er det nemt at blive fuld i Aarhus, for alting ligger i gåafstand. Fra Hipsterhøjen kan man på tre minutter svinge forbi Under Masken, Yahya Hassans gamle stamsted, hvor guldfiskene svømmer dovent rundt i store akvarier, og videre til Café Casablanca, Aarhus' svar på Café Victor. Her har tjenerne hvide skjorter og brillantine i håret, mens alle gæster er sølvræve i kashmir.

"Det her er det eneste sted, som er allergisk over for pubertetsknopper," joker Jørn Fuhlendorff, lokal forretningsmand, mens cavaflaskerne springer om ørerne på os. Udenfor forsøger to swahilitalende afrikanske kvinder at score drinks eller mænd. Måske begge dele. Efter et par minutter hiver den ene kvinde sin fangst om bag de høje buske på den anden side af vejen, foran Aarhus Domkirke.

"Man går kun derned for at tage coke eller for at kneppe," bemærker en lokal kvinde in the know. Et par minutter senere kommer parret tilbage til civilisationen og virker begge enormt energiske.

"Så er det nok ikke sex, han har fået," fniser den kvindelige gæst.

 
Aarhus har både skov og strand at byde på.

Bedre end Venedig? Helt ærligt ...

Dagen efter vågner byen langsomt i solskinnet. Aarhus er grundlæggende en lækker by, og så er vi ikke engang nået til Moesgaard Museum, der ligger idyllisk syd for byen med sit græsbeklædte tag og arkitektur i verdensklasse og huser udstillinger om alt fra gladiatorerne i Rom til De Dødes Dag i Mexico. Det er enestående at gå rundt derude, det føles slet ikke som Aarhus. Det føles ikke engang som Danmark.

 Men trods alt det. Er Aarhus en bedre turistby end Venedig? Er det her, man skal tage hen for at dø?

Kim Lundgren ryster afvisende på hovedet, mens hans tyske kæreste Stella Hundige kigger til. De er netop flyttet hjem fra London til Aarhus, som de kan sige meget pænt om.

"Men man skal være pænt fuld for at kalde Aarhus bedre end Venedig. Der er ingen tvivl om, at Aarhus er en superhyggelig by, lidt provinsiel... men ej, jeg kan slet ikke finde ord for det. De må være på jagt efter en god historie," vurderer Kim Lundgren.

En anden forklaring er, at tiden bare er moden for Aarhus. I rejsebranchen er man i stigende grad optaget af begrebet "second cities", de næststørste byer i et land, som potentielle rejsemål.

 "Det er til de turister, der har været i Barcelona ni gange. De tager til Paris hvert forår, du ved, og nu vil de efterhånden gerne prøve noget nyt. Det kommer os til gode," vurderer Visitaarhus-direktør Peer H. Kristensen.

"Men," understreger han, "turisterne havde ikke valgt at besøge netop os, hvis ikke det var for Aros, Den Gamle By og Moesgaard."

Mens byens tre kulturmotorer gasser op mod 2017, og Aarhus-politikerne læser op på, hvem det nu liiige var, der var kulturhovedstad året før, er det tid for andre at takke af. På Kurts Mor sidder cowboyhatten med de tre fjer, mens krydstogtturisterne går intetanende forbi udenfor. Han bestiller sit sidste Århus-sæt. Og siger noget boblende. Det lyder som "Farvel". Til Århus med å.

  



Læs seneste udgaver

Cxense Display
Cxense Display