Tulum er et paradis med postkortværdige strande og krystalklare cenoter
Mange bungalows i Tulum ligger vitterligt helt nede på stranden. Fotos: Kristian Sjøgren
AVISEN Af
Tulum i Mexico er stedet, man skal holde ferie i disse år. Vandet, stranden og stemningen gør det svært at forstå, at den lille by på Mexicos caribiske kyst kunne flyve under radaren indtil nu

Vejret er varmt, vandet blåt, og hvidvinen kold. Jeg læner mig lidt længere tilbage i min liggestol under palmeskyggen og krammer sandet med tæerne på sådan en "nu føler jeg mig forbundet med naturen"-agtig måde.

Sandet er fint og hvidt som flormelis og gør alle andre "hvide" sandstrande til skamme. Faktisk er de fleste hvide strande slet ikke hvide, men grå eller brune, men i Tulum er de hvide, og man fristes til at tro, at en smuglerbåd på et tidspunkt er sunket ud for kysten, og sandet under mine fødder derfor slet ikke er sand, men snøfteslik. Det lader jeg dog være med at teste, for jeg er høj nok på udsigten ud over det krystalklare vand, som jeg i store armbevægelser kun skal dele med delfiner og skildpadder.

En solbrændt pige i midten af tyverne - jeg gætter på, at hun er argentiner eller italiener - slentrer forbi mig og spørger henkastet, om jeg vil købe nogle af hendes hjemmelavede smykker af fjer og perler. Jeg kigger på dem, men takker nej, og hun fortsætter ned ad stranden.

Jeg følger hende med øjnene. Små bølger slår op om hendes ankler, mens hun afslappet går forbi den ene samling små bambushytter efter den anden. Hun vil ganske vist sælge noget, men hun vil formentlig hellere end det bare være her i Tulum ligesom alle os andre.

Jeg kan ikke lade være med at blive forundret over, hvor få mennesker der er her på stranden i Tulum. Mange steder i verden ville så perfekt en strand være omdannet til et Hjallerup-marked af alt for mange mennesker, billige plastiksolstole, fake bambusparasoller og aggressive sælgere, som insisterer på, at man skal købe deres kinesiske import-tingeltangel.
 
Stranden i Tulum er skabt til at slappe af på.
Det er dog meget anderledes i Tulum, hvor de fire kilometer strand, som jeg kigger ned af, er stykvist privatejet og smagfuldt bebygget med skæve og kulørte træhytter, der dukker frem under palmerne. Der er en ung pige med en bog derovre i hængekøjen, en familie derhenne i vandkanten og et ungt par på en dobbelt strandseng inde i skyggen.

På den helt høje klinge kan man på The Kitchen eller Hartwood spise sig mæt i barbecue-retter, der bliver grillet foran øjnene på en

Nede i den fjerneste ende af stranden ligger et par store luksushytter, som cater til folk på et lidt højere løntrin end mit. Leonardo DiCaprio, Al Pacino og Demi Moore er tre blandt mange kendisser, der i ny og næ holder ferie i denne mexicanske kystflække, og jeg konkluderer, at når man har råd til at tage alle steder hen i verden, men alligevel vælger at tage til netop denne strand, så er den givetvis helt okay.

Ja, jeg har selvfølgelig været dernede i den anden ende af stranden med min selfiestang i hånden og instagram åben. Det blev dog kun til et "se mig, jeg har det varmt, mens i andre pisse fryser"-billede, der skal være på min Facebook-profil det næste halve års tid.

Noget for enhver smag

Jeg kan dog ikke ligge her og pimpe hvidvin hele dagen, så jeg trækker en T-shirt over mit krebserøde legeme, stikker fødderne i klipklapperne og begiver mig dovent ud for at finde et sted at spise. Heldigvis er stranden i Tulum også fyldt med restauranter, der sandsynligvis kan tilfredsstille hver en kræsen gane.
 
Reglerne for at bygge bungalows og resorts på stranden i Tulum er, at man kun må bygge med naturmaterialer.
I starten af stranden ligger der restauranter på hver sin side af den lille vej, som følger stranden fra nord til syd, og der kan jeg få tacos, til det står mig ud af ørerne.

Lidt længere ned af vejen på Posada Magharita har en italiensk gut skabt en god forretning ud af at lave hjemmelavede pastaretter fra bunden. Der er også masser af muligheder for vegetarretter, veganermad og økologiske, biodynamiske superfood-retter - eller noget i den dur - men de er vist mest for Tulums mange yogier, der er lidt mere kropsligt fleksible end mig.

På den helt høje klinge kan man på The Kitchen eller Hartwood spise sig mæt i barbecue-retter, der bliver grillet foran øjnene på en. Det er så hipt og hot, at man ikke kan bestille bord, men kun dukke op og håbe på, at køen er kortere end en time lang. Min mave og mit temperament kalder dog på mad fra Ojo de Agua (vandets øje), der svinger nogle ganske anstændige tvists af mexicansk haute-cusine ud og samtidig konstruerer nogle umanerligt gode juicer i baljestørrelse. Jeg snupper tre tun-tacos, der har fået et pift af chili, sesamolie og kinaradiser for at gøre dem mere asiatiske mod tungen.
 
I Tulum ligger mayaruinerne lige i udkanten af byen, og det er de eneste mayaruiner i Mexico, der har udsigt over havet. Besøger man dem morgenen, kan man gå rundt i mayahistorien næsten helt for sig selv.
En kølig dukkert

Efter en smagfuld frokost beslutter jeg mig for, at min begyndende hvidvinsbrandet skal svedes ud, så jeg finder dykkermaske, badebukser og et håndklæde frem og kaster det i kurven på min lejede damecykel med bred saddel.

Cykler er det helt store hit i Tulum, hvor alle pedallerer fra byen til stranden, omvendt, til ruinerne eller til cenoterne. Jeg har to cenoter, der skal krydses af min todo-liste for Tulum, så jeg triller afsted. Yucatan har efter sigende mere end 1000 cenoter, og jeg kan huske, da en ven en gang kom hjem fra Mexico og viste mig billeder af dem. Den dag besluttede jeg mig for, at jeg måtte se dem med mine egne øjne, og jeg må sige, at de absolut ikke skuffer.

Det er næsten uretfærdigt, at ét sted på Jorden er begunstiget med både kridhvide og postkortværdige sandstrande samt cenoter, der om muligt er endnu mere tillokkende end sand og vand 

Min cykel bærer mig fra stranden op af den lange cykelsti til byen, hvorfra jeg drejer til venstre, cykler gennem byen, ud af den igen på den anden side og rammer to små cenoter et par kilometer ude. Cristal og Escondido er ikke særligt velbesøgte, men det skyldes ikke, at de halter bagefter de andre cenoter. Der er bare så mange af dem, at der er rigeligt til alle.
 
Den grønne og frodige bevoksning omkring Tulums mange cenoter skaber små grønne huler, der nærmest opfordrer til, at man tager en dukkert.
Jeg parkerer min cykel op af en palme og får skiftet til badetøj og maske, før jeg forsvinder ned i Cristals krystalklare vand. Vandet her er klart på et helt andet niveau. Det er mere klart end det vand, der kommer ud af hanen på Østerbro i København. 

Fisk napper til mine fødder. Der er en enkelt skildpadde ved vandkanten, og omkring mig trænger junglen sig på. Det er næsten uretfærdigt, at ét sted på Jorden er begunstiget med både kridhvide og postkortværdige sandstrande samt cenoter, der om muligt er endnu mere tillokkende end sand og vand. Sand og vand kan man få overalt i hele verden, men cenoterne finder man kun her.

Som om det ikke er nok, så har Yucatan og Tulum jo også en rig historie i form af mayaerne, der har spredt hundredvis af tempelbyer ud over det hele. Chichen Itza, der er på Unesco's verdensarvsliste, er et af dem, og der skal jeg ud i morgen. Mon ikke det bliver endnu en dag med masser af wow-faktor?

rejser@borsen.dk

TV'et er hjemmets nye kamæleon

Sponsoreret af
Samsung

Læs seneste udgaver

Cxense Display
Cxense Display