Tysk Tesla-udfordrer med 416 hybridheste
Bilen Af
Til hverdag kan man smyge sig lydløst rundt i trafikken med god samvittighed. Men kommer man i Porsche-humør, kan man med tryk på speederen få 416 hk sendt ud til de to bagerste hjul.

Festen buldrer derudaf i lastbilen 100 meter ude i horisonten. Den er fyldt med studenter, som ihærdigt prøver at overbevise de forbipasserende bilister om, at en studenterhue skal være rød.


"De 333 hk benzinheste tilfredsstiller de fleste danskeres fartbehov, men indtræffer Porsche-humøret, så er det nødvendigt at tilkalde el-assistance"


Normalt vil jeg kvittere med de obligatoriske tre dyt, men jeg beslutter at give mig selv en udfordring. Jeg vil så tæt på lastbilen som overhovedet muligt uden at blive opdaget af studenterne.

 Havde jeg siddet i en Ferrari FF, Maserati Quattroporte eller en Porsche Panamera S havde missionen været umulig. Den massive V8-buldren vil afsløre mig på stedet. Men jeg sidder i en Porsche Panamera S E-Hybrid, og cruiser lydløst 60 km/t ved hjælp af en elmotor på 95 hk.

Som en overvægtig hemmelig agent sniger jeg den fem meter lange Porsche op bag studentervognen. Først efter to dybe tryk på det læderbetrukne brune rat bliver studenten med megafonen opmærksom på den store Porsche.

 
Teslas elbiler er Porsche-hybridens største konkurrent. Med en pris på kun 713.000 kr. for en Model S P85 med 426 elheste, så er den kamp meget svær at vinde for Porschen.

"Feed bil," råber han i megafonen, og for en stund stjæler bilen opmærksomheden hos samtlige røde huer fra Falkonergårdens Gymnasium.

Fra 95 hk til 416 hk på et sekund

Med et tryk på sport-knappen aktiverer den 3.0 liter store V6'er, der yder 333 hk. Et diskret vræl bliver sendt ud igennem de fire store lydpotter. De nu 416 hk og momentet på 590 Nm forvandler den 2 tons tunge elbil til en kraftfuld sportslimousine.

 På få sekunder forsvinder Porschen forbi de festglade studenter, og lyden af den tunge bas og fællessang fader hurtigt ud.

En Porsche Panamera S E-hybrid forener to biltyper i samme karosseri. Den er en firepersoners Gran Turismo, der kan køre 270 km/t på den tyske autobahn og accelerere fra 0-100 km/t. på 5,5 sekunder. Og så er den en elbil, som kan cruise lydløst op til 135 km/t uden hjælp af fossile brændstoffer.

 
De kajkage-grønne bremseskiver, urindikatorer og E-hybrid logoer på siderne er det eneste, der afslører, at der tale om en hybrid version af Panameraen.

Men hvor fuldblods elbilen Tesla Model S P85 med 426 hk har fået det danske folketings velsignelse, så har hybrid-Porschen fået en syngende afgiftslussing. Det er selvom snitforbruget er opgivet til 32 km/l og Co2 udledningen 71 g/km. Derfor koster Porschen 2.280.234 kr. mod Teslaens pris på 713.200 kr.

 Var Teslaen pålagt samme afgift som Porschen, så havde den kostet omkring 2 mio. kr. Men det gør den ikke. Og det betyder, at du kan have tre Teslaer stående i garagen for samme pris som én Porsche Panamera S E-hybrid. Regnestykket gør, at den bil jeg låner af Semler Retail, er den eneste dansk indregistrerede af sin slags.

Spørgsmålet er, om det bliver ved sådan. Det er nemlig et bilprojekt, der vil få enhver tysk ingeniør til at blive blød om hjertet, som Porsche præsenterer i Panameraen. Det hele styres af tre knapper i den enorme midterkonsol, som giver føreren fornemmelsen af at sidde i en tætsluttet racerbil.

 
Det brune naturlæder, som er ekstraudstyr til 111.090 kr., passer perfekt til den stilfulde kabine, som er et skønt sted at opholde sig. Helst bag rattet. Er det ikke muligt, så er der også virkelig god plads på bagsædet.

Ved normal kørsel finder bilen selv ud af, om der er brug for mere kraft, end de 95 elheste, som lithium batteriet leverer. Sker det, så bliver de 333 benzinheste straks aktiveret ude foran.

 I E-mode kører bilen kun på el, med mindre man bryder den lille mur, som opstår på speederpedalen.

Trykker man højrefoden i bund møder man et "hertil og ikke længere" punkt midt på pedalen. Men presser du til, bryder du let igennem muren, og de 416 hk er igen til rådighed.

Tysk kraftværk på fire hjul

Efter ca. 25 kilometers lydløs kørsel i den Københavnske myldretrafik på ren el, er batteriindikatoren i bund. Det tal er officielt angivet til at være 36 kilometer.

 
De fire enorme udstødningsrør indikerer, at der er buldren på vej, når Porschen kommer kørende. Kører man i E-mode er der dog helt stille, og når man fyrer op for V6'eren udebliver den intense lydoplevelse en smule.

I det venstre side af bilen kan man tilslutte Porschen til en stikkontakt, men det kræver adskillige kopper kaffe, inden batteriet igen når op på 100 pct.

 Den tålmodighed har jeg ikke. I stedet trykker trykker jeg på E-charge knappen. Nu producerer Porschen pludselig elektricitet, som et mindre kraftværk i Ruhr-distriktet.

Accelerationen, bremseeenergien og benzinmotoren sørger for, at al fokus er på at lade batteriet op igen.

 
Med omformerstikket i bagagerummet kan man altid lade Porschen op i en helt normal stikkontakt. Derfor har Porschen to benzindæksler. Det til venstre er til el. Og til højre er det 95 oktan, der skal i.

Og hele energiproduktionen kan følges på den store skærm i midterkonsollen. Det giver bilkørslen en ny dimension. Fokus nu er på at være så effektiv i energiproduktionen som muligt, samtidig er stressen over at finde den nærmeste ladestation ikke eksisterende.

El-boost skyder Porschen afsted

Ved et af strandvejens lyskryds med plads til to biler forsvinder opmærksomheden på el-produktion for en stund. Der holder en BMW 335i cabriolet til højre, og Porsche-humøret indtræffer.

 Jeg er glad for at batteriet er fuldt opladt. Med et tryk på sport-knappen er der nu 416 hk. klar til at sende al kraft til baghjulene og skyde mig ud af krydset.

Lyden er ikke overvældende, men det er accelerationen til gengæld. Kroppen bliver presset hårdt tilbage i det brune læder, og BMW'en må i de næste par kilometer finde sig i positionen bagved Porschen.

 

Det tager ca. en times kørsel i E-charge mode før batteriet er helt opladt. Og det er en skøn følelse, når det sker. De 333 hk benzinheste tilfredsstiller de fleste danskeres fartbehov, men indtræffer Porsche-humøret, så er det nødvendigt at tilkalde el-assistance, hvis man vil have den fulde oplevelse af fart.

GTS til samme pris

Et kig i Porsche Panamera kataloget afslører dog, at der ikke er nogen økonomisk belønning for at vælge den politisk korrekte hybrid-version.

 For nogenlunde samme pris som hybrid-Panameraen kan du f.eks få en Panamera GTS.

Her har du hele tiden 440 hk fra en 4.8 liters V8 motor til rådighed. Lyden fra V6-motoren når ikke GTS'erens V8-buldren til sokkeholderne. Til gengæld må du nøjes med at køre 9,3 km/l mod Panamera S E-Hybrids 32 km/l.

Er det derimod en hurtig bil med el-motor, som man drømmer om, så er slagtilbuddet på en Tesla Model S P85 svært at konkurrere med. Man kan ikke lade være med at stå en smule undrende tilbage, når en luksus sportslimousine, der kører 32 km/l i snit, ikke bliver belønnet med bare en smule lavere afgift, når Teslaen er fuldstændig fritaget for afgift.

Men det er der jo kun én gruppe mennesker, der kan ændre på. Og de holder sommerferie fra det politiske arbejde i øjeblikket.

  

Andre læser dette lige nu

Sådan kan et sabbatår blive en vigtig karriere-investering

Annoncørbetalt
indhold af Dansk Studie Center

Læs seneste udgaver

�