Cxense Display

Audis nye elbil er i København
Kabinen i Audi e-tron er fuldt digital med en skærm bag rattet og to i midten. Stilen er inspireret af Audi A8.
Foto: Heinrich Hülser
Bilen Af
Børsen får en eksklusiv tur i prototypen til Audis første elbil, der er på visit i København. Den batteridrevne e-tron er første model i bølgen af nye elbiler fra tysk bilindustri.

Der er en særlig glød i øjnene på de medarbejdere hos Audi, der arbejder med koncernens store comeback-projekt efter Dieselgate. Audis elbil er første model i den nye generation af elbiler fra tysk bilindustri, og der anes mere end almindelig interesse for prototypen i det indre København.

Bilnørder gennemskuer, at det ikke er en forklædt Q5, men noget helt andet, mens børn og turister peger på camouflagen og spørger, "hvad er dét?"

Svaret er, at det er en helt ny Audi-model. Det er først og fremmest en Audi, og at den så er batteridrevet er ikke så væsentligt – føreren og passagererne skal med det samme vide og føle, at de kører i en Audi. Sådan lyder oplægget.

Børsen får som det eneste danske medie en tur som passager i prototypen (bilproducenter låner ikke prototyper ud til pressen, og slet ikke når de er så væsentlige som den her). På en tur/retur fra Københavns Lufthavn til Skuespilhuset en varm sommerdag får vi et første indtryk af modellen.
 
Prototypen er camoufleret, da e-tron først har verdenspremiere i august. Den er i Danmark inden nytår, men ydeevne, rækkevidde og pris er endnu ikke oplyst.
-Heinrich Hülser

Derfor er e-tron en høj bil

Udefra ligner e-tron umiddelbart en opdateret og lidt lavere udgave af Audi Q5. Prototypen er længere, bredere og lavere end Q5, men 15 cm kortere end den store Q7.

På grund af det helt flade gulv og den lange akselafstand er her lige så meget plads i kabinen som i Q7. Kort fortalt er det en ny model, der minder om Q5, men har plads og pris som en Q7.

Høje biler sælger over hele verden, så derfor er e-tron højere end en almindelig bil og lavere end en SUV – det gælder om at ramme bredt.
 
Designmæssigt læner den fuldt digitale kabine i e-tron sig tæt op ad A8 med digitale instrumenter og to skærme i midten.
-Heinrich Hülser
 
Gearvælgeren og den øverste del af instrumentbordet er unik for e-tron. Målet har været, at en nuværende Audi-ejer skal føle sig hjemme med det samme.
-Heinrich Hülser

På køreturen har vi eksperter med fra udvikling af akustik og betjening af kabinen. Ingeniør Michael Wieldt fortæller, at det ikke har været et mål at lave en lydløs bil, fordi føreren af en Audi ikke skal være afskåret fra omverdenen.

"Vi har derimod forsøgt at identificere, hvilke lyde vi gerne vil have ind i kabinen, og hvilke vi vil have sorteret fra," siger han.

Målet er, at man skal kunne høre de to elmotorer arbejde, mens støj fra hjul og vind skal dæmpes mest muligt. Man kan faktisk høre elmotorerne arbejde i baggrunden, da vi fletter ind på motorvejen i Kastrup, men det er også de eneste lyde op til 80 km/t.

Herfra og til 110 km/t er der en svag hvislen fra vinden, der synes på niveau med en A8 med akustiske sideruder. Lavt støjniveau i kabinen har den sidegevinst, at det modvirker træthed hos føreren.
 
Læder og elstole bliver standard. Herudover kan der tilvælges alt komfort- og sikkerhedsudstyr fra Audis nuværende modelprogram, og der vil også være features, som er unikke for elbilen.
-Heinrich Hülser

Udramatisk fremfærd

E-tron glider udramatisk videre ind mod city uden at føreren bruger bremsen. Som andre elbiler kan den indstilles til at opføre sig som en almindelig bil med "motorbremse", når man slipper speederen, eller til maksimal regenerering af energi, som kan genbruges næste gang, man træder på speederen.

Rækkevidden i e-tron er ikke angivet endnu, men det ligger fast, at den får en assistent mod rækkeviddeangst. Navigationssystemet viser vej til næste ladestation, men er der lavvande i batteriet, kan man forlænge rækkevidden ved at slå al unødvendig elektronik fra og begrænse hastigheden til 90 km/t.

Herefter får man så en konkret reel rækkevidde. Vi får det demonstreret i prototypen, der går fra en aktuel rækkevidde på 345 km til 415 km.

Batteriet af litiumtypen er placeret i bunden af bilen og vejer 795 kg. Det har en kapacitet på mellem 70 og 105 kW og vil kunne oplades fra nul til 80 pct. på 30 minutter med en 150 kW-lader. Der er ingen øvrige oplysninger om drivlinen.
 
På grund af den lange akselafstand og det helt flade gulv er her god plads til tre voksne på bagsædet.
-Heinrich Hülser

Nægter at åbne døren

Det digitale skjold rundt om e-tron fungerer ligesom i Audi A8. Kommer der en cyklist bagfra, får man ikke lov til at åbne døren, før denne er passeret, og ved rødt lys i Holbergsgade gør bilen opmærksom på, at der holder en cyklist i den blinde vinkel skråt bagud til højre.

Visse markeder planlægger regler om, at elbiler skal afgive en varselslyd ved lav fart, men denne er ikke monteret på testbilen. Audi oplyser, at lyden fra en højttaler i højre forskærm kun vil kunne høres udefra.

Sådan fungerer de nye digitale sidespejle
 
Kameraet på siden af døren erstatter sidespejlet. Det er opvarmet, så man ikke skal bekymre sig om is eller dug.
-Heinrich Hülser

Med e-tron introducerer Audi en ny type sidespejle. Traditionelle spejle af glas er skiftet ud med et kamera udenpå døren, der på en skærm viser, hvad der sker. Målet er at øge sikkerheden og sænke vindmodstanden.

På en tur en sommereftermiddag gennem et travlt indre København med turister, cykler og fodgængere er det nye system sært fascinerende. Her er i praksis ingen forsinkelse på billedet takket været OLED-teknologien med en ultratynd film med strøm i, og opløsningen er i HD.
 
Fra førersædet kigger man 10 cm lavere end normalt for at se i sidespejlet. Indlæringskurven er ca. 20 minutter.
-Heinrich Hülser

Ingeniør Rupert Spielvogel er ansvarlig for udviklingen af systemet og fortæller, at omfattende test viser en indlæringskurve på omkring 20 minutter. Så lang tid tager det for en normal bilbruger at lære at sænke blikket fra det normale sidespejl til skærmen på døren.

Systemet passer sig selv, men kan også indstilles til motorvej, parkering eller bytrafik. Med en vidvinkellinse i kameraet kan føreren eller bilen zoome efter behov, så man altid vil kunne se cyklister og andre trafikanter i den blinde vinkel.

Nødbremsen går i aktion

Er der risiko for kollision, markeres det med røde felter, inden bilens nødbremse træder til og bremser eller undviger. På motorvejen kan kameraet zoome ud og identificere motorcykler og anden hurtigt kommende trafik bagfra, og under parkering hjælper systemet med at undgå fælgskader og Bilka-buler.

De digitale sidespejle reducerer bilens bredde med 15 cm og sænker vindmodstanden, med hvad der svarer til 35 km rækkevidde i WLTP-normen. Udover lavere vindmodstand er her også markant lavere vindstøj end fra almindelige sidespejle.

Ved lanceringen vil systemet være ekstraudstyr i e-tron, men Audis praksis er, at ny teknologi introduceres i dyre modeller for så at sive ned gennem modelrækkerne på kort sigt. Det er ved at ske for det nye kabinelayout med to skærme fra Audi A8, der nu er sivet ned i Audi A6 og forventes i flere modeller. Det samme vil ske med de digitale sidespejle.
 
Gearvælgeren er ikke strengt nødvendig, da e-tron ikke har nogen gearkasse. Audi har bevaret den for at gøre e-tron så Audi-agtig som muligt og for at have en hvileplads til håndfladen ved betjening af den nederste skærm.
-Heinrich Hülser

Aktiv aerodynamik

For at forlænge rækkevidden mest muligt har teamet bag projektet fokuseret på at sænke vindmodstanden.

Audi e-tron har helt flad bund, kameraer i stedet for sidespejle og standardmonteret luftaffjedring, der sænker bilen 26 mm ved hastigheder over 120 km/t. I fronten kan to låger i frontgrillen åbnes efter behov.

De 19" alufælge er også aerodynamisk optimerede, dækkene har lav rullemodstand og teksten på dæksiderne er imprægneret i stedet for trykt.



Meget høj fart uden problemer

Teknikerne fortæller, at der er tænkt på de strækninger af Autobahn, hvor der er fri hastighed. Audi er ikke interesserede i Tesla-specifikationer på 2,7 sekunder fra 0-100 km/t eller høj topfart, men da det er en tysk premiumbil, skal den kunne klare kortere stints med høj fart uden at løbe tør for strøm.

De vil dog ikke ind på, hvordan det skal kunne lade sig gøre.

Børsen rapporterer fra den officielle lancering af Audi e-tron senere på sommeren.
 
Udtrykket minder om en lidt lavere søster til Audi Q5. Den nye e-tron er 490 cm lang, 194 cm bred og 162 cm høj, mens målene for Q5 er 466/189/166 cm.
-Heinrich Hülser
 

-Heinrich Hülser


Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display