Cxense Display

Atletisk Ford med stærke priser
Priserne på den nye Focus begynder ved 198.345 kr. for en 100 hk 1,0 Ecoboost Trend Edition, mens dieseludgaven med 120 hk starter på 239.390 kr. På billedet ses det nye ST-Line-udstyrsniveau.
Foto: Charlie Magee
Bilen Af
Den nye Ford Focus bobler af køreglæde til folkelige priser. Vi får første indtryk på Napoleonsruten nord for Cannes.

Ford Focus har en plads i hjertet hos romantiske motorjournalister. Dem, der ikke kun måler en personbil på bagagerumsstørrelse, garantibestemmelser eller evnen til at trække en trailer.

Da den første model kom i 1998, ruskede den nemlig op i Golf-klassen med skarpt design og forfriskende køreegenskaber.

Også den forrige generation fra 2012 havde designmæssig kant – måske endda lidt for meget i den voldsomme RS-variant med "kør-sidelæns-mode", firehjulstræk og 350 hk. Nu står vi overfor den fjerde Focus, som er svær at blive klog på.
 
Den nye Focus er 438 cm lang, 183 cm bred og 147 cm høj. Bagagerummet er på 375-1354 liter.
-Charlie Magee

Pr-materialet fortæller om en ny "Human Centric"-designfilosofi, men i praksis ligner den altså noget, konkurrenterne kunne have fundet på. Især bagenden ligner noget fra Hyundai i30 – eller den nye Mercedes-Benz A-klasse, hvis man har finere fornemmelser.

Men under den strømlinede karosse gemmer sig noget interessant: Fords nye C2-platform, som er 20 pct. mere vridningsstabil, bedre til at absorbere kræfterne ved et sammenstød og forsynet med 5 cm større akselafstand til gavn for bagsædepladsen.

Ford lover klassens bedste bagsædeplads, og uden at lægge hovedet på blokken kan der faktisk være noget om snakken. Og allervigtigst: Der er tale om en bil, der selv med mindre motorer virker i godt humør på den berømte og snoede Napoleonsrute, der starter omkring Cannes og løber op i bjergene.
 
Instrumentbrættet er skubbet fremad i kabinen, mens midterkonsollen er slanket. Nyt er også den fritstående skærm på midterkonsollen og muligheden for at få et head-up display foran rattet.
-Charlie Magee
 
En 5 cm længere akselafstand har givet bedre benplads på bagsædet. De bagerste sideruder strækker sig længere bagud til gavn for udsynet – en detalje, særligt børn vil sætte pris på.
-Charlie Magee

Det er reelt en semi-GTI

Første testbil er den foreløbige topmodel med 182 hk fra en trecylindret 1,5-liters Ecoboost turbobenzinmotor. Den bruger over otte sekunder på at nå 100 km/t, hvilket ikke med tilnærmelse er nok til at gøre bilen til en GTI – men den underholder næsten som én.

Motoren roterer ivrigt med en sund snerren, den manuelle sekstrins gearkasse er en fornøjelse at bruge med korte og præcise vandringer, og undervognen har godt fat i asfalten, når den motioneres gennem en serie hurtige kurver. Styretøjet er præcist og informativt, og indstyringen er herligt skarp.

Som altid i en Focus er der lidt liv i bagvognen, når du bremser eller letter på speederen i et sving, hvilket giver følelsen af en legesyg bil frem for identitetsløst transportmiddel.
 
Til oktober kommer den mere familievenlige stationcar til Danmark. Her får man 608 liter bagagerum mod 375 liter i hatchbacken. Forventet merpris for pladsudvidelsen er 25.000 kr.
-Charlie Magee
 

-Charlie Magee

Trecylindrede turbomotorer
Udstyrsniveau ST-line giver Focus 10 mm sænket undervogn, men det er altså stadig en relativt komfortabel bil, som ikke vil drive køberen til vanvid under hverdagskørsel.

Men også længere nede i fødekæden på modelprogrammet er der noget at komme efter.

Vi har prøvet en Focus med 1,0 Ecoboost med 125 hk, standardundervogn og en mere simpel compoundaksel bagpå, som også leverer en god følelse af en solid og køreglad bil.

Tager man et kig under motorhjelmen kan man støde på en række opgraderede trecylindrede Ecoboost-benzinmotorer på 1,0 liter med 100 eller 125 hk – eller den føromtalte 1,5-liters turbobenziner med 150 hk eller 182 hk. Alle har fået cylinderfrakobling, så motorerne kun trækker på to cylindre for at spare benzin, når du kører med konstant hastighed og lav belastning.

Vælg automatgearkassen

Skal der diesel i tanken, er der kun én motor at forholde sig til: en firecylindret 1,5-liters Ecoblue-motor med 120 hk og et solidt drejningsmoment på 300 Nm. Et godt tip er at vælge dieselen med den nye ottetrins automatgearkasse i stedet for manuelt gear.

Det er en febrilsk kamp med gearstangen at holde gang i maskinen i bytrafik eller på vej op ad et bjerg, for under 1750 o/min sker der ingenting, når man træder på speederen. Automatgearkassen koster ca. 28.000 kr. til diesel- og ca. 12.000 kr. til benzinmotorerne.

Teknologisk opgradering

Generationsskiftet handler ligeså meget om det komfort- og sikkerhedsudstyr, som nu kan gøre Focus delvist selvkørende. Vejbaneassistenten virker nu også på veje uden striber som for eksempel en smal landevej.

Den automatiske nødbremse kan nu detektere cyklister og fodgængere – også om natten. Og bilen bremser selv efter et eventuelt uheld, så du ikke risikerer at blive puffet over i modkørende bane.

Med automatgear og udstyr kan fartpiloten holde bilen centreret på vognbanen og styre speeder og bremse, også når trafikken går i stå ved køkørsel. Og så kan fartpiloten også genkende vejskilte og justere hastigheden efter dem.

Med automatgear og teknologipakke kan parkeringsassistenten selv parkere bilen ved et tryk på en knap, uden at du rører rat, pedaler eller gearstang.

Man kan tillige få Focus med et 675 watt Bang & Olufsen Play-anlæg som en del af en audiopakke fra 11.640 kr. Uden at være hi-fi-ekspert blev jeg dog ikke blæst bagover af lydkvaliteten fra anlægget med ti højtalere og en subwoofer i bagagerummet.

Priser fra under 200.000 kr.

Focus fås som Trend Edition, Titanium, ST-Line, den luksuriøse Vignale og sidst på året crossover-udgaven Active med 30 mm højere fjedre.

Konklusionen? Særligt uden ST-Lines udstyr savner den nye Focus visuel karakter, men modellen har aldrig været i så godt humør eller budt på så højt et komfort- og sikkerhedsniveau.
 
Ford introducerer Focus med en privatleasingkampagne med priser fra 2295 kr. pr. måned for en femdørs 1,0 Ecoboost 100 hk Trend Edition med en udbetaling på 14.995 kr. og 3 år/30.000 km.
-Charlie Magee

Børsen var inviteret til Cannes af Ford.

Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display