Cxense Display

Velkendt Honda forsager diesel - fremover må du tage en benziner
Designsproget er en videreudvikling af Honda Civic, der kom i 2016. Europæiske versioner har fået modificeret undervogn og affjedring til europæisk smag.
Foto: Manuel Portugal
Bilen Af
Honda har en ny generation af den populære CR-V undervejs med moderne turbobenzinmotorer og et mildhybrid-system. Diesel er udfaset.

Der er et utal af biler i kategorien for mellemstore SUV'er, men få af dem har været på markedet i længere tid og solgt i samme antal som Honda CR-V.

Modellen blev første gang introduceret for 23 år siden og er netop præsenteret i Europa i sin femte generation.

Honda CR-V står for 24 pct. af Hondas globale salg og er samtidig, ifølge Honda, globalt set den mest solgte SUV i perioden 2013-2017. Med nyeste generation må køberne både se sig frataget og belønnet.

Honda har taget springet og helt sløjfet muligheden for dieselmotor i CR-V. Spørgsmålet om dieselmotorens eksistensgrundlag deler vandene hos bilfabrikkerne, men Honda spår tydeligvis ikke en særlig lysende fremtid for oliebrænderen.
 
Den nye CR-V er vokset, så der nu er mulighed for at tilkøbe en tredje sæderække.
-Manuel Portugal

Vil du køre CR-V, bliver det med den 1,5-liters VTEC benzinmotor med turbo og 173 hk kombineret med en sekstrins manuel gearkasse eller trinløst gear (CVT-gear) og 193 hk. CVT-gearet er normalt ikke blandt vores favoritter men elastikfølelsen ved hård acceleration er ikke udtalt i den nye model.

Det trinløse gear fås kun til versioner med firehjulstræk, og skulle vi vælge, ville vi tage bilen med manuel gearkasse.

I starten af næste år bliver CR-V desuden introduceret med endnu en benzinmotor med et mildhybridsystem.
 
På motorvejen er CR-V en behagelig rejsemakker med et rimeligt lavt støjnivveau og god retningsstabilitet. Der fås adaptiv fartpilot og aktiv vognbaneassistent.
-Manuel Portugal

Mulighed for syv sæder

I kabinen er der for første gang blevet mulighed for en tredje sæderække, så der nu er plads til op til syv personer. Adgangen til de bagerste sæder klares dog bedst af små passagerer ligesom pladsen også egner sig bedst til de mindste. De to ekstra pladser tilføjer en ekstra facet i forhold til konkurrenterne Peugeot 3008, Skoda Karoq og Volkswagen Tiguan, hvor der kun er plads til fem.

Sammenlignet med forgængeren er kvaliteten i kabinen blevet markant bedre, og pladsforholdene er stadig rigtig fine med 561 liter bagagerum i den fempersoners version og op til 1756 liter med bagsæderne lagt ned. Her er masser af aflægningsplads og gode løsninger i forhold til at få plads til både surfboard og barnevogn – lige hvad familien har brug for.

Men noget skæmmer øjet.
 
Skærmen i midten er velintegreret i instrumentbordet, men det skuffer lidt, at den ikke er det nyeste nye. CR-V-modellen blev introduceret i USA i 2016.
-Manuel Portugal

Kabinen virker ikke helt ny

Desværre er det ikke svært at se i kabinen, at bilen allerede har været på markedet siden slutningen af 2016 i USA. Skærmen i midten til bilens infotainment, der er standard i alle versioner, er egentlig flot integreret men grafikken ser gammel ud og specielt navigationen ligner noget, der for 10 år siden var moderne i din Garmin-navigation. Samme alderstegn viser sig også på gearvælger i både manuel og CVT.

Honda fortæller, at der er blevet optimeret på styretøj og undervogn til den europæiske lancering for en mere involverende køreoplevelse, selvom vi klart oplever CR-V til den komfortable side – ligesom en SUV fortjener det.

Samlet set tager den nye CR-V et stort skridt fremad i forhold til forgængeren. Det er stadig en fornuftig bil, der vil kunne opfylde mange familiers behov.
 
Muligheden for en tredje sæderækkea er en nyhed i CR-V. Med alle syv sæder i brug er her plads til 150 liter bagage; med de to sæderækker nede er her 1756 liter.
-Manuel Portugal

Prisgæt: Fra 330.000 kr.

De to benzinmotorer er som udgangspunkt forhjulstrukne, men firehjulstræk kan tilkøbes til versionen med trinløst gear. Frihøjden er hævet, så den nu er op til 20,4 cm.

De endelige priser er endnu ikke på plads men den danske Honda-importør forventer en frapris på omkring 330.000 kr. i Comfort udstyrsniveau med mulighed for opgradering til Elegance, Lifestyle eller Executive.

CR-V debuterer til åbent hus hos Honda 27.-28. oktober i år.
 
LED-lygter er standard for og bag, mens store fælge og tagræling følger med i dyrere versioner. Den nye CR-V må trække op til 1800 kg.
-Manuel Portugal

Børsen var inviteret til Østrig af Honda.

Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display