Cxense Display

BMW X4 med bomstærk dieselmotor
Den nye X4 er otte cm længere og fire cm bredere end første generation fra 2014. Det mærkes især på bagsædet og i bagagerummet. Den længere akselafstand bidrager til øget komfort.
Foto: Fabian Kirchbauer
Bilen Af
Den nye BMW X4 får bomstærk dieselmotor og udvider pladsen hele vejen rundt.

Salget af SUV'er buldrer fortsat derudaf og stort set alle bilproducenter har én eller flere i deres modelprogram.

Den høje efterspørgsel giver også bilmærkerne blod på tanden til at udvikle nye modeller på eksisterende platforme for at tiltrække nye kunder. BMW X4 er lige præcis et produkt heraf.

Det er basalt set en smart udgave af BMW X3. Sammen med X4 kommer der også en ny motor – BMW har valgt at kalde den M40d. Det lille "d" i enden afslører, at den kører på diesel. I nogle kredse er det et fy-ord, men ikke hos BMW – og gudsketak og lov for det.

BMW laver nogle af de lækreste sekscylindrede dieselmotorer på markedet og dette er ingen undtagelse. For med 326 hk og et drejningsmoment på 680 Nm, der allerede er til stede fra 1750 o/min, kan man ikke beskylde den for at mangle kræfter.
 
Full LED-forlygter er standard, mens adaptive LED-lygter, der kører med konstant langt lys og selv sørger for ikke at blænde andre trafikanter, kan tilkøbes. Fælge er 18", 19" eller 20".
-Fabian Kirchbauer

Vejene rundt om Greenville i South Carolina, hvor testen finder sted, er mildeste talt ikke på niveau med vores europæiske vejnet.

Her kommer BMW X4's sportslige undervogn på prøve. De store 20" hjul på testbilen gør ikke situationen bedre, men jeg glemmer det hurtigt, da jeg rammer en 20 km lang strækning af hårnålesving og bløde kurver. Her føles det som om, at den store SUV er på hjemmebane.
 
Automatgear med mulighed for ratbetjening er standard i alle varianter af den nye X4. Den produceres sammen med X3, X5 og den kommende X7 på BMW's fabrik i Spartanburg, South Carolina.
-Fabian Kirchbauer

Knusende stærk dieselmotor

Momentet fra den solide M40d-motor gør, at jeg sjældent behøver at bladre mellem gearene, for der er altid overskud til stede.

De små snoede bjergveje afslører også, at de dynamiske køreegenskaber er udfordret af bilens størrelse. Til trods for det faktum, er det stadig lykkes BMW at lave en bil, der kører mere dynamisk end konkurrenterne fra Audi og Mercedes-Benz.
 

-Fabian Kirchbauer

Du får ikke kun flere kræfter, hvis du vælger en M-performance som denne M40d. Der følger også en række forbedring med som M-undervogn, større bremser, 20" fælge og et M Sport-differentiale.

Sidstnævnte er ikke bare et fancy marketingsstunt, men et intelligent differentiale, som hjælper dig hurtigst og mest effektivt gennem kurver og sving. Systemet bliver mest udtalt, når du skifter offentlig vej ud med en racerbane – og BMW har præcis omgivelserne til dette.
 
På trods af den skrå hæk er her nu plads til op til 190 cm høje personer på bagsædet. Alle tre seler har selestrammere, og gardinairbags for og bag er standard. Rødt læder er ekstraudstyr.
-Fabian Kirchbauer

X4 presses på lukket testanlæg

Vi er inviteret ud på BMW Groups kuperede testanlæg med en række lækre svingkombinationer. I samarbejde med et effektivt firehjulstræk mærker man hurtigt, hvordan det elektroniske differentiale konstant fører kræfterne til det eller de hjul, der har mest greb.

Den store SUV understyrer minimalt og med al elektronik slået fra er det nemmere at lokke en overstyring frem.

For de, som ikke har en umådelig trang til at gøre livet farligt for andre på landevejen (eller har en racerbane i baghaven) findes der andre og mere fornuftige alternativer.

Selv med den mindste firecylindrede dieselmotor og 190 hk vil man i langt de fleste tilfælde køre rundt og være tilfreds.

Her er firehjulstræk og ottetrins automatgearkasse som standard på alle varianter.

Mere plads på bagsædet

Som det er også er tilfældet for X3 er X4 vokset en del sammenlignet med forgængeren. Den nye generation er vokset 81 mm i længden, 37 mm i bredden og akselafstanden er øget med 54 mm. Det har selvsagt givet mere plads i kabinen, som primært kommer passagererne på bagsædet til gode.

De tre individuelle bagsæder har i alt fået 27 mm mere benplads – og det kan mærkes. Det ændrer dog stadig ikke på, at bilens taglinje kan være en udfordring for høje folk. Mine 187 cm kan godt være der, men jeg skal ikke være meget højere, før min frisure bliver udfordret.

Bagagerummet sluger 525 liter med sæderne oppe og 1430 liter med sæderne nede. Til sammenligning har X4's nærmeste konkurrent, Mercedes-Benz GLC Coupé, plads til 500 liter bagage.
 
BMW's designere har især arbejdet med at gøre modellen mindre pukkelrygget og mere elegant. Med bagsæderne nede er her op til 1430 liter bagageplads. Brændstoftanken er på 68 liter.
-Fabian Kirchbauer

Den lille diesel er rigelig

Er du på jagt efter en standard X4 uden alt for meget lir og motorkraft, så starter prisen på 724.615 kr. For det får du en X4 xDrive20i benziner med 184 hk, men for bare 2000 kr. kan du opgradere til en 20d. Og hvis du er på udkig efter en stilsikker SUV med coupé-design, så er der rigeligt med kræfter i 20d med dens 190 hk og 400 Nm.

Næste trin er X4 30i med 252 hk fra en 2,0 turbobenziner, og X4 25d med 2,0 diesel med 231 hk og 500 Nm.

Du kan selvfølgelig også vælge at gå planken ud og købe den 360 hk stærke M40i benziner eller spendere 1.183.083 kr. på en X4 M40d, som er den dyreste X4 lige nu.

Den kommer som standard med opsamling af energi fra nedbremsninger, friløbsfunktion (coasting), automatisk styring af friehjulstrækket med sænkning af forbruget eller fordeling af kræfterne alt efter behov, automatisk start/stop og 20" fælge med dæk med lav rullemodstand.

Vil ikke bekræfte en X4 M

BMW vil hverken be- eller afkræfte, om der kommer rendyrkede M-versioner af X3 og X4. Men det er overvejende sandsynligt, specielt hvis de vil matche Mercedes-AMG GLC 63 og den nye Jaguar F-Pace SVR, som begge har væsentlig større overarbejde end nogen X4 kan prale af.
 

-Fabian Kirchbauer

Børsen var inviteret af BMW.

Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display