Cxense Display

Så meget luksusbil får du lige nu for 8500 kr. om måneden
Store SUV'er som BMW X5, Volvo XC90 og Audi Q7 er særdeles attraktive som lettere brugte lige nu, viser analysen fra Bilbasen.
Foto: Søren Juul
Bilen Af
Der er især kanongode køb af lettere brugte Volvoer på brugtmarkedet lige nu, viser en analyse, Bilbasen har foretaget for Børsen.

Det er kommet i gang igen efter afgiftsomlægningerne sidste efterår. Her faldt nybilpriserne på luksusbiler markant, og det skulle markedet lige korrigere for. I flere måneder faldet priserne, og det var først i juni, at prisfaldene fladede ud.

Derfor er status, at det klassiske prisspænd mellem nye og brugte luksusbiler er genoprettet, og man kan gøre nogle virkelig gode køb i øjeblikket, hvad enten man vælger køb eller leasing af en brugt, større bil.

Hvis man har et bilbudget på 8000-10.000 kr., hvordan beslutter man så, om man skal købe ny eller brugt?

"På dét budget ville jeg ubetinget købe brugt, fordi man får virkelig meget bil for pengene. Tag nu Volvo V90 – her har jeg fundet en ét år gammel D5 R-Design med en nypris på 930.000 kr. til 620.000 kr. Den er et glimrende eksempel på, at man med et månedligt bilbudget alt inklusive på ca. 8500 kr. kan blive virkelig godt kørende. Jeg vil faktisk sige, at afgiftsomlægningerne har medført, at man kan gå en klasse op for samme budget. Det er noget, danskerne kan bruge til noget," siger markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen.
 
Volvo XC90 markerede Volvos genstart med nye ejere i 2012. Modellen har en højt værditab de første år, og er ifølge Bilbasen et af de mest attraktive brugtkøb i luksusklassen lige nu.
-Søren Juul

Hvor får man mest for pengene?

"I den øvre ende af luksusklassen er der virkelig gode køb at gøre – er man så privilegeret at have en million kroner til en brugt bil eller et tilsvarende leasingbudget, så kan man få nogle biler, som tidligere var uopnåelige. Må jeg igen fremhæve et Volvo som eksempel. Her har jeg fundet en ét år gammel XC90 med kun 8000 km med en nypris på 1.450.000 kr., som nu står til salg til 900.000 kr. Det er unikt, og der er lignende eksempler med Porsche Macan, BMW X5 og de andre store SUV'er. Vi kan se på søgningerne, at der er stor interesse for bilerne i den dyre ende."
 
Mercedes-Benz S 500 Coupé kom til Danmark i 2014 og er særdeles attraktiv som leasingbil på grund af det store værditab og det faktum, at den er fyldt 36 måneder.
-Søren Juul

Kan du pege på en outsider, som er faldet ekstraordinært meget i værdi?

"Nu kan man jo ikke kalde Volvo for outsider, men der er virkelig gode køb at gøre her. Og så vil jeg sige, at de dyre kompakte sportsmodeller fra Mercedes, Audi og BMW har haft et højt værditab, og derfor er gode køb i øjeblikket. Her kan man få rigtig megen køreglæde for 700.000 kr. eller omtrent 8000 kr. om måneden – man skal dog lige sørge for, at forsikringsomkostningerne ikke stikker helt af."
 
S 500 Coupé er omfattende udstyret som standard, men danske biler er typisk hentet i Tyskland, hvorfor de er ekstra veludstyrede.
-Søren Juul


Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display