Cxense Display

Volvo XC40 vs BMW X2: Svensk design møder tysk effektivitet
Volvo XC40 (tv.) og BMW X2 er klar til at køre ud i sensommeren i vores test ved Sejerøbugten.
Foto: Søren Juul
Bilen Af
Hvis du har mod på at skifte til en høj bil, er udvalget enormt. Dagens duel står mellem to kompakte SUV'er fra Volvo og BMW.

'Kompakt' skal tages med forbehold, for med totallængder omkring 4,40 meter er her god plads til fire voksne.

Det er også nødvendigt at tage 'SUV' med forbehold, for BMW'en har ikke meget at gøre med en ægte SUV, men det er fløjtende ligegyldigt. Den forfører nemlig fra første meter uanset hvad, man kalder den.

Drop firehjulstrækket

BMW X2 er en smart udgave af X1, der fås med for- eller firehjulstræk, benzin- eller dieselmotor, og manuelt eller automatisk gear (dobbeltkobling). Firehjulstræk er spild af penge, så vi har fat i en forhjulstrukken bil med toliters turbobenziner og syvtrins dobbeltkoblingsgear. Det er en formidabel drivline i en bil, der overrasker.

Turbomotoren har et betydeligt sejtræk fra forhøjet tomgang og farer gerne op på de 5000 omdrejninger, hvor den maksimale ydelse på 192 hk leveres. Her er lyden afdæmpet, men sporty, og det er som om, motoren nyder at komme derop.

Der er ingen grund til at bekymre sig om, hvorvidt 192 hk er tilstrækkeligt – de føles af mere på grund af motorens ivrighed efter at tage omdrejninger.
 
BMW X2 springer fra sving til sving som en Mini, og på lande- og motorvejen kører den som en større bil. Komforten er bedre end i den større X3, og motoren er et mesterværk af en turbobenziner.
-Søren Juul

Udstyrstrim M Sport er en nyhed

Med X2 lancerer BMW det nye udstyrs-trim M Sport. I X2 er det en pakke med 19" fælge, sportsundervogn, M-rat, -pedaler, stole, -paneler, -lister -fælge og meget mere, men også en sportslig afstemning af den syvtrins gearkasse. Pakken giver bilen et lækkert og sporty udtryk, og det er svært at vurdere, om en pris på 81.581 kr. er høj eller fair, når der følger så meget udstyr med.

Motoren har endnu en trumf: Med et snitforbrug i testen på 16,9 km/l kører den længere på literen end nogle konkurrenter med dieselmotor.

I Danmark har X2 20i dobbeltkobling og Advantage udstyrsniveau med metallak, LED-lys, køreprogramvælger og elbagklap som standard.
 
BMW har klassens mest konservative kabinedesign, men alt fungerer til både hverdag og fest. Ekstraudstyr er dyrt, men ifølge Bilbasen er en veludstyret X2 en nichebil, som på trods af den høje pris vil have en fornuftig afskrivning.
-Søren Juul

Herudover skal du tilkøbe Innovation-pakke med BMW's fremragende køreassistentsystemer, der hjælper med at køre bilen og komme sikkert frem inklusive aktiv fartpilot fra nul til 210 km/t og køassistent, der kører bilen i træls køtrafik (38.813 kr.). Så er du kørende i markedets mest veloplagte høje bil for godt en halv million kroner.

Bilbasen oplyser til Børsen, at X2 vil blive betragtet som en nichebil på brugtmarkedet, men da det er en BMW med høj ydelse og lavt forbrug, vil afskrivningen ikke adskille sig mærkbart fra for eksempel en BMW 3-serie.

Volvo-kabine med wow-effekt

Volvo XC40 er en højere og mere SUV-agtig bil med to forcer: Design og komfort. Om man kan lide bilen udefra, er en smagssag, men kabinen har en wow-effekt, som BMW'en helt savner.

Det føles som at stige ind i et dyrere møbelhus med de feminime former og bløde kurver, der i øverste udstyrsniveau R-Design kan fås i ruskind med farver som i en Volvo 242 GT fra 70'erne. Det ser mærkeligt ud på billeder, men fungerer fantastisk.
 
Volvo-designet er gennemført i detaljen. Døren lukker med et tilpas tungt og overbevisende klonk, og ergonomi og udsyn er i topklasse. De syrede farver i øverste udstyrstrin R-­Design er inspireret af 1970'ernes Volvo 240-serie.
-Søren Juul

Det gør teknikken også. Skærmen i midten er simpelt og elegant udformet, og her er ingen indlæringskurve for at bruge den. Grafikken og typografien er enkel og elegant, og man bliver helt afslappet bare af at sætte sig ind i bilen. En opret førerposition betyder, at her også er godt udsyn.

Bravo, Volvo – visse andre bilfabrikanter burde se den svenske bilproducent over skulderen.

Kompakt Volvo-SUV fra 400.000 kr.

Som udgangspunkt er XC40 ikke voldsomt dyr. Med benzinmotor med 190 hk, automatgear og forhjulstræk fås den fra 458.980 kr. (T4), og der er endda en ny trecylindret variant med 156 hk og manuelt gear på vej til Danmark fra 402.980 kr. (T3).

Men skal den udstyres, så den lever op til den hype, der er omkring mærket og dets skandinaviske design, skal vi op i Momentum-udstyr plus tilkøb af læderkabine og adaptive forlygter med Thors Hammer-design.

Du skal også have den udvidede assistentpakke for at få aktiv fartpilot. Den understøtter bilens komfortable natur og skal med, men det er kun muligt at få den i en pakke med Volvo's delvist selvkørende funktion (Pro Pilot), som stadig er ubrugelig.
 
Volvo XC40 kører med overbevisende ro og ikke mindst komfort. Styretøjet er let sammenlignet med konkurrenterne, men dynamiske kvaliteter er der få af.
-Søren Juul

I BMW'en hjælper assistenten med at blive mellem vejstriberne, men Volvo's udgave arbejder konstant mod føreren, så man bliver træt af at sidde og styre kontra efter fem kilometer og slår funktionen fra, for aldrig at bruge den igen. Heldigvis kan den aktive fartpilot bruges uden styreassistenten.

Når XC40 er specificeret til den pragtfulde, moderne Volvo-oplevelse, er vi hurtigt over 700.000 kr. BMW X2 er mindst 150.000 kr. billigere, når den er udstyret, som den skal.

Til gengæld er Volvo'en mere rummelig, og selv om komforten i BMW X2 er god, så slår Volvo'en den på alt fra nylagt silkeblød asfalt over brosten til grusveje. På trods af store 20" fælge triller XC40 hen over huller og ujævn asfalt som om, det ikke vedrører den. Hvis du er til komfort, når ingen konkurrenter i nærheden af den nye Volvo.

Et fornuftigt kompromis kunne være en forhjulstrukken T4 med 190 hk benziner, Momentum-trim og automatgear til 493.980 kr.

BMW har født en vinderbil

Den kobberfarvede BMW vinder duellen. En kollega var i Stuttgart i testbilen og beretter, at motoren ikke engang går 3000 o/min ved 200 km/t. Her er der en smule vindstøj, men ikke noget at skrive hjem om. I X2 er der så lidt vindstøj, at ikke engang Volvo XC40 kan være med.

Om du skal tilkøbe den dyre, men lækre M Sport-pakke, er svært at svare på. Bruger du alligevel ikke bagsædet, kunne en løsning være at bestille bilen på gule plader, hvor M-pakken slipper billigere i afgifter.

Volvo er urørlig, når det handler om stil og komfort, og det er en magtdemonstration, at testbilen er så blid at køre på sine store 20" hjul. Volvo's priser er på Audi-niveau, og sådan er det.

Men BMW har en vinder, uanset hvad vi kalder X2. Jeg er sikker på, at de ­kommende danske ejere også vil være ligeglade med, hvilken kategori deres bil tilhører.
 
Det er misvisende at kalde BMW X2 for en SUV, for det er en blanding mellem en coupé og en høj, sportslig hatchback. Volvo's indslag i klassen er en klassisk SUV med høj førerposition og godt udsyn.
-Søren Juul

Fakta

BMW X2 20i sDrive Advantage DCT
 
Opbygning
Femsæders SUV, forhjulstræk, syvtrins dobbeltkoblingsgear

Motor
R4, 1998 cm3, 16V, turbobenzin
192 hk ved 5000 o/min
280 Nm ved 1500 o/min

Specifikationer
0-100 km/t 7,7 sek.
Topfart 227 km/t
Forbrug 18,2 km/l (test: 16,9)
L/B/H 436/182/153 cm
Vægt/påhæng 1615/1800 kg

Pris
489.214 kr. (testbil 702.894 kr.)


Volvo XC40 T5 AWD R-Design aut.
 
Opbygning
Femsæders SUV, firehjulstræk, ottetrins automatgear

Motor
R4, 1969 cm3, 16V, turbobenzin
247 hk ved 5500 o/min
350 Nm ved 1800 o/min

Specifikationer
0-100 km/t 6,5 sek.
Topfart 230 km/t
Forbrug 13,5 km/l (test: 11,7)L/B/H 443/186/165 cm
Vægt/påhæng 1684/2100 kg

Pris
696.980 kr. (testbil 864.967 kr.)

Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display