Cxense Display

Her er fremtidens superbil ifølge Audi
Den eldrevne PB18 e-tron er udviklet af Audi Sport på baggrund af mærkets mangeårige succes på Le Mans. Farven hedder Circuit Grey.
Foto: PR
Bilen Af
Erfaringer fra den mangeårige succes på Le Mans og i racing ligger bag konceptbilen Audi PB18 e-tron, der varsler fremtidens batteridrevne superbil.

Den eldrevne Audi PB18 e-tron er en ekstrem vision for en fremtidig lav, bred og muskuløs sportsvogn.

Designet er signeret Audi Design Studio i Malibu, Californien, som medvirker til at udvikle mærkets generelle fremtidige designudtryk, mens teknikken er skabt med inspiration fra Audis mangeårige deltagelse og succes i Le Mans og i WEC-verdensmesterskabet for prototyper.

Datterfirmaet Audi Sport GmbH har udviklet teknologi og drivline, og har været ansvarlige for at implementere den i konceptbilen. Navnet PB18 e-tron refererer til den eksklusive Pebble Beach-udstilling i Californien, hvor bilen fik premiere i weekenden, og den hybriddrevne Le Mans-vinder Audi R18 e-tron quattro.
 
Kabinen er som resten af bilen fremstillet i en kombination af aluminium, kulfiber og kompositmaterialer. Sæde, rat og pedaler kan skydes til venstre.
-PR

Føreren skal selv køre bilen

I modsætning til luksus-konceptbilen Audi Aicon fra 2017, som vi første gang så i Frankfurt for et år siden, og som er designet til at kunne køre selv, er PB18 e-tron fokuseret på sjov og ballade. Køredynamik og underholdning har første prioritet, og i modsætning til i Le Mans-raceren sidder føreren i midten af bilen.

Arbejdstitlen for projektet har været Level Zero – en reference, der skal adskille den fra kommende selvkørende biler på Level 3, 4 og 5. Føreren har fuld kontrol over speeder, bremse og rat, og her er ingen komfort- eller førerassistentsystemer.
 
Her er passagersædet fjernet, så føreren sidder i midten af bilen.
-PR

Et eller to sæder

Den skålformede førerstol er boltet på den centrale del af bilens kulfiberkonstruktion (monocoque), og har sin naturlige position i midten af bilen.

Skal der en passager med, eller foretrækker man at sidde i venstre side af bilen, kan førerstol, rat og pedaler skydes til venstre, så her er plads til et passagersæde i højre side.

Elektroniske drive-by-wire-systemer uden mekaniske forbindelser til styretøj og pedaler gør det simpelthen muligt at skifte mellem én eller to stole.

Konstruktionen er klassisk superbil med en centralt placeret motor og kabinen placeret helt oppe ved forakslen. Batteriets placering i bunden gør det muligt at opnå en optimal vægtbalance for/bag. Bilen er bygget i en kombination af aluminum, kulfiber og kompositmaterialer, hvilket giver en køreklar vægt på beskedne 1550 kg.

PB18 e-tron er 453 cm lang, 2 meter bred og 115 cm høj. Akselafstanden er 270 cm, og som noget usædvanligt i en superbil er her et anvendeligt bagagerum på 470 liter. Der medfølger et specialdesignet kuffertsæt, der passer perfekt ned i bagagerummet for at udnytte pladsen optimalt. Der er også en særlig plads til en styrthjelm.
 

-PR

Tre elmotorer med over 700 hk

Konceptbilen har tre elmotorer: Én foran og to bagi. Den forreste er placeret i midten, mens de to bageste sidder ved hvert sit hjul. Den samlede systemeffekt er op til 500 kW, der kortvarigt kan boostes til 570 kW. Det betyder ca. 670 til 760 hk. Det maksimale drejningsmoment er 830 Nm.

Audi angiver en 0-100-km/t-tid, der svarer til deres pensionerede Le Mans-racer R18 e-tron quattro: lige over 2 sekunder! Topfarten bliver sandsynligvis begrænset til 300 km/t, mens rækkevidden i WLTP-normen er angivet til 500 km på en opladning.

Audi-elbil på vej til Danmark

Audi viser konceptbilen få uger før verdenspremieren på deres første serieproducerede elbil, Audi e-tron, der får premiere i San Francisco om kort tid og kommer til Danmark inden nytår.

Der er ingen tidsangivelser eller indikationer for prisen på en eventuel serieproduceret udgave af PB18 e-tron, ligesom der heller ikke er aktuelle planer om at udfase mærkets nuværende superbil i modelprogrammet, R8.
 
Den lange, ubrudte taglinje skal give associationer til en shooting brake, og giver PB18 e-tron et helt anderledes udtryk end superbilen Audi R8.
-PR


Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display