Cxense Display

Opfrisket Mazda 6 stationcar har langturstalenter
Full LED-forlygter og 19" alu er standard på øverste udstyrstrin af den opdaterede Mazda 6. Den er et særdeles behageligt bekendtskab under 400.000 kr.
Foto: Mathias Brandt
Bilen Af
Mazda 6 er aktuel med mindre kosmetiske og tekniske opdateringer. En uges test afslører en type bil, man bliver mere glad for, des længere turen er.

Hvis dit bilbudget hedder 400.000 kr., og du er til klassisk stationcar, er udbuddet overvældende. Det er godt nok de høje biler, der fylder i salgsstatistikkerne, men der er stadig gode køb at finde for dem, der ikke har behov for at sidde højt.

En af de klassiske spillere er Mazda 6. Den nuværende model stammer fra 2012 og blev faceliftet i 2015, og her i efteråret har den så fået endnu en optimering med nye materialer i kabinen, lidt smalle LED-lygter og endnu mere udstyr.

På et marked, hvor udviklingen foregår i rivende hast, er en så relativt gammel bilmodel dømt ude på forhånd, men det er den sympatiske stationcar ligeglad med.

Den stiller først og fremmest med lav vægt, der både kan mærkes på antrittet og forbruget, et skarpt og moderne design og en liste af standardudstyr, der burde få visse tyske konkurrenter til at overveje, om de stadig kan være bekendt at sælge en ny bil til en halv eller en hel million kroner uden selvfølgeligheder som adaptiv fartpilot.

Det hele er simpelthen standard på testbilen fra starten af.
 
Headup-display, en udmærket skærm i midten med navigation og delvist digitale instrumenter følger med alle varianter sammen med adaptiv fartpilot.
-Mathias Brandt

Billigste udstyrsversion kommer med et velfungerende headup-display i forruden, en godt kalibreret og anvendelig adaptiv fartpilot, navigationssystem, der opdaterer i realtime, hvis man kobler sin smartphone til, og LED-forlygter med automatisk op/ned-blænd.

Her er nødbremse med fodgængerregistrering, skiltegenkendelse, blindvinkelalarm og en vejbaneassistent, der opleves som en hjælp uden at være irriterende. Hold da op.

Føles let og køreglad

Næste trin har også 360-graders kamera, p-sensorer for og bag og DAB-radio. Testbilen i øverste Optimum-trim fører sig frem med læderbetrukne elstole med køl/varme og hukommelse, adaptive full LED-forlygter, der kører med konstant langt lys og sender "skyggekegler" ud for ikke at blænde, Bose-lydsystem med 11 højtalere, 19" alufælge, varme i bagsæderne og delvis digital instrumentering.

Det ville koste en herregård i en Audi A4, men her er vi lige under premiumklassen, så det gør det ikke.

På små veje mærkes en sportslig tilgang til opsætning af undervognen, og med det seneste facelift synes 6'eren at være blevet mere komfortabel.

Bilen fås med et varieret udvalg af benzin- og dieselmotorer. Vi har her fat i den mindste diesel med 150 hk og op til 22,2 km/l.

Den gik 18,9 km/l i testugen med 800 km blandet kørsel, som primært bestod af motorvej med god fart og bykørsel. På motorvejen ligger bilen roligt, og den adaptive fartpilot reagerer kvikt og tilgivende, så der ikke er nogen grund til selv at betjene speeder og bremse. Sådan skal det være.
 
Faceliftet har givet ubetydelige kosmetiske ændringer, men Mazda 6 holder sig godt i betragtning af, at den originale model kom i 2012.
-Mathias Brandt

Meget høj gearing

150 hk lyder måske ikke af meget, men momentet på 380 Nm og den høje gearing fungerer godt og gør stationcaren til en ægte langtursbil. Her er masser af kræfter til danske forhold, og et hurtigt træk fra 100 til 130 km/t klarer den sagtens.

Jeg ser ingen grund til at bruge ekstra penge på den store variant af motoren, der nu har 184 hk – medmindre du skal bruge 6'eren som firmabil. Her har testbilen en beskatningsværdi på 339.115 kr., som kun stiger til 356.331 kr. for samme bil med 184 hk og automatgear.

Det bliver en anbefaling herfra med en vigtig tilføjelse: Du skal have automatgear, uanset om du køber privat eller som firmabil.

Den manuelle gearkasse fungerer udmærket med den begrænsning, at den adaptive fartpilot slår fra ved hastigheder under 30 km/t i stedet for at hjælpe med at køre bilen i køkørsel.

Hvis du køber, så tag en 150 hk Premium med automatgear til 372.998 kr. Så er du kørende.
Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display