Cxense Display

Danske udstillere i Paris: Giv os venligst arbejdsro
Kia e-Niro er en cross­over til fem personer, der kommer til Danmark efter nytår med elmotor, litiumbatteri og en rækkevidde på 485 km. Prisen er endnu ukendt.
Foto: S. Bachmann
Bilen Af
Hvorfor skal afgifterne på grønne biler sættes op, netop som efterspørgslen er ved at finde momentum? På Paris Motor Show 2018 efterlyser de danske udstillere en reform, så der kommer ro om bilafgifterne.

Kia Danmark oplever stor interesse for mærkets plug-in-hybrider. Kia har en markedsandel på 50 pct. af biltypen og sælger alle de biler, de kan skaffe fra fabrikkerne.

"Der er ligefrem en vis hype om vores biler med kabler, og det er kunder i alle aldre og indkomstgrupper, der lige nu kommer og spørger efter dem," fortæller adm. direktør Rasmus Haar Aagaard fra Kia Motors Danmark.

Fra nytår støder den rent eldrevne version af crossoveren Kia Niro til. Den får en rækkevidde op til 485 km, men er endnu ikke prissat. Så hvad skal den koste?

"Det er et godt spørgsmål. Vi kan slå fast, at det er gratis for Lars Løkke Rasmussen at påstå, at der kun må sælges batteri- og eldrevne biler fra 2030, for med den hastighed, nye hybrider og elbiler kommer på markedet lige nu, vil det ske helt af sig selv," siger Rasmus Haar Aagaard.

"Med hensyn til afgiften på hybrider og elbiler er vores ønske arbejdsro. Vi vil ikke have et kontant tilskud til hver solgt elbil, tværtimod. Vi accepterer de rammer og afgifter, politikerne vedtager. Vi ved godt, at der er tradition for afgifter på biler i Danmark, men vi håber, at der kan opnås enighed om rammerne, så vi kan få arbejdsro," lyder det fra Kias direktør.
 
Plug-in hybrid udgaven af Kia Niro med benzin- og elmotor kom på markedet for et år siden. Til nytår følger den 100 pct. batteridrevne udgave.
-S. Bachmann

Afgifter på miljøbiler stiger

Ifølge en flertalsbeslutning i Folketinget stiger registreringsafgiften på grønne biler fra 1. januar 2019. For en bil som Danmarks mest solgte plug-in, Kia Niro, vil det betyde en stigning på anslået 20.000-25.000 kr.

Hvordan hænger det sammen med et ønske om mere grønne biler?

"Vi tror ikke, afgiften stiger. Det virker som en vanvittig beslutning. Hvilken politiker fra regeringen vil stå i DR's Debatten op til et valg og forsvare, at man har hævet afgifterne på grønne biler, samtidig med at man vil have en mere grøn profil? Vi oplever interessen som en ketchupeffekt, der lige er kommet i gang. Det vil være uforståeligt, hvis man fra regeringens side arbejder på at stoppe den med højere afgifter," siger Rasmus Haar Aagaard.

Bilimportører tvivler også på afgiftsstigning

De Danske Bilimportører er også til udstilling i Paris, og fra brancheorganisationen tvivler man også på, at der kommer en stigning i afgifterne på grønne biler.

"Vi har en forventning om, at man finder en nulløsning inden nytår," siger adm. direktør Gunni Mikkelsen til Børsen.

"Vi efterlyser en reform af afgifterne, der går fem eller ti år frem, og det er helt urealistisk før et valg. Det vil ingen partier kunne få flertal for. Derfor vil det eneste rigtige være, at forlænge den nuværende ordning," lyder det.
Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display