Cxense Display

Nyt spansk bilmærke debuterer i Danmark med 300-hestes SUV
Den første model fra Seats nye undermærke hedder Cupra Ateca 2,0 TSI DSG. I 2019 følger flere Cupra-modeller.
Foto: Jordi Soriano
Bilen Af
Seat er i gang med en øvelse, hvor de sporty modeller får eget mærke, logo og prisskilte. Det nye brand hedder Cupra, og den første model i Danmark er en potent og alsidig SUV.

Cupra-navnet skal ikke længere betragtes som en variant af en Seat-model. De højtydende modeller får nu deres egen identitet under egne faner, farver og ikke mindst navn. Cupra lancerer en pumpet udgave af den populære, kompakte SUV-model, Seat Ateca som første udspil.

Bilen er støvsuget for Seat-logoer, og i stedet har SUV'en fået eget logo, der minder om en forsimplet guldsmed. Sammenlignet med andre Atecaer er for- og bagkofanger anderledes. Dertil kommer også unikke farvevalg, der i flere tilfælde har fokus på kobber.

Under karossen er der, hvor de største ændringer er sket. Fra en toliters turbomotor med fire cylindre har Cupra Ateca 300 hk og 400 Nm at gøre godt med – det er mere end en Volkswagen Golf GTI.

Motoren virker bestemt kraftfuld, og det er også tydeligt, at lydbilledet er noget, der er blevet arbejdet med.

Udstødningen sprutter i forskellige køreprogrammer, og lukker man øjnene, kan man hurtigt glemme, at man faktisk sidder i en femdørs SUV med et bagagerum på 510-1604 liter.

Kræfterne sendes til alle fire hjul gennem en dobbeltkoblingsgearkasse med syv trin. Undervognen har adaptive dæmpere og kan indstilles gennem et køreprogramsystem med både sne- offroad- og målflagspiktogrammer.
 
Sammenlignet med andre Atecaer er for- og bagkofanger anderledes. Cupra Ateca har unikke farvevalg, der i flere tilfælde har fokus på kobber.
-Jordi Soriano

0-100 på 5,2 sekunder

I tech-afdelingen har Cupra Ateca et launch control-system for optimalt vejgreb fra stående start. Det er knusende effektivt og kan sende SUV'en fra nul til 100 km/t på 5,2 sekunder.

Cupra Ateca kører effektivt, og firehjulstrækket sikrer den høje spanier et solidt fodfæste. Det er en af den type biler, der er let at køre hurtigt i – den har kræfterne, og langt hen af vejen har den også en undervogn, der makker ret.

Meget af bilens mekanik og elektronik fungerer og assisterer i det skjulte, hvilket er med til at støtte personen bag rattet. I sving kan SUV'en ikke helt skjule sin køreklare vægt på 1632 kg, der ikke gør den videre adræt.
 
Kabinen har et sportsligt udtryk med Cupra-rattet og faste stole med Alcantara og kontrastsyninger. I forhold til den billigere Seat Ateca FR er kabinen ikke unik.
-Jordi Soriano

Digitale instrumenter

I kabinen er det så som så med unikke Cupra-løsninger, men de digitale instrumenter bag rattet fungerer fint. Meget af oplevelsen herinde er vanlig Ateca omend i en lækker udgave.

Cupra Ateca er klar i Danmark omkring årsskiftet. Priserne begynder ved 650.000 kr., og inden 2020 er omme, planlægger Cupra at have fire separate modeller. Bilerne vil blive forhandlet fra fire stedet i landet og vil have særlige områder og personale tilknyttet.
 
Fire afgangsrør, tagspoiler og tonede ruder er blandt standardudstyret.
-Jordi Soriano

Børsen var inviteret af Cupra/Seat.

Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display