Cxense Display

Test: Topudstyret Alfa Romeo med 280 hk turbomotor er i festhumør
I forbifarten fristes man til at tro, at denne Giulia er den gale 510-hestes Quadrifoglio. Testbilen har dog "kun" fire cylindre og 280 hk, hvilket er rigeligt.
Foto: Anders Richter
Bilen Af
Trænger du til at få humøret i vejret, har Alfa Romeo en aktuel løsning på problemet i form af et sprudlende nyt udstyrstrin til sedanen Giulia.

Dieseludgaven af Alfa Romeo Giulia kører fantastisk, men kommer du fra en tysk premiumbil, kan du ikke undgå at bemærke den lille skærm i midten, den tarvelige plast omkring gearvælgeren og den firecylindrede dieselhakker, som er stærk, men også støjende.

Overtal i stedet forhandleren til at låne dig en benzindrevet Giulia Veloce med det nye Ti-udstyrsniveau, og du er solgt. Det var i hvert fald det, der skete under min test.

Giulia er en af de mest sexede biler i firmaklassen. Designet er klassisk, tidløst og smukt, og passer godt ind i Alfa Romeos modelhistorie. Det er en af de modeller fra dette årti, vi vil huske i fremtiden.
 
Bixenon-lygter med automatisk op/ned-blænd er standard, og fungerer fremragende i dansk vinter.
-Anders Richter

Testbilen er en Veloce, hvilket betyder, at den er udstyret med en toliters benzinmotor med turbo og 280 hk. Kræfter er der nok af, men du savner en mere distinkt lyd fra de to udstødningsrør.

Den automatiske gearkasse med otte trin fungerer upåklageligt. Skal du cruise, lader du elektronikken styre skiftene – skal der køres stærkt, kan du aktivere de lækre aluminiumspaler bag rattet.

Firehjulstræk egnet til vinterføre

Et lille Q4-logo bagpå afslører, at denne bil er udstyret med firehjulstræk. Den trækker normalt på baghjulene for at spare brændstof, men hvis de begynder at miste greb, sender bilen op til 60 pct. af kræfterne til det eller de forhjul, der har bedst fat i underlaget.
 
Giulia Veloce Ti har mere kulfiber, læder, Alcantara og aluminium i kabinen. Skærmen i midten begynder at virke lille.
-Anders Richter

Det sker på 60 millisekunder og betyder, at du kan presse bilen hårdt uden at gøre nogen fortræd.

Undervognen er sat lækkert op, og styretøjet er så direkte, at der næsten kommer en tåre frem i min øjenkrog. Det er sådan, en sjov bil skal køre.

Nyhederne i testbilen handler om, at Ti-udstyrsbetegnelsen – der står for motorsportsklassen 'Turismo Internazionale' og har været brugt af Alfa Romeo siden 1950'erne – er vendt tilbage.

Her er ekstra kulfiber og læder i kabinen, sportssæder i læder, parkeringssensor, xenonlys, sorte 19" fælge samt en stribe andet udstyr. Pakken koster 105.000 kr., hvilket får den samlede pris op på 749.000 kr. Det er mange penge.
 
Turbomotoren er effektiv, men måtte efter vores smag godt lyde af lidt mere.
-Anders Richter

Værditabet har historisk set været højt på Alfa Romeos modeller, og personligt ville jeg kunne nøjes med en 280-hestes Giulia Veloce uden Ti-trim; den koster 645.000 kr.

Beskatningsværdien for testbilen er 634.000 kr., og Alfa Romeo tilbyder også anskaffelse som leasing til privat og erhvervsmæssig brug.

Hvor er der nogle sving?

Skal vi fælde dom med hjertet, får bilen topkarakter, fordi den kører fantastisk. Der er alligevel et par ting, som taler imod den. På trods af, at den også ser fantastisk ud, er prisen for det nye udstyr høj.

Derudover er der flere detaljer i kabinen, som simpelthen ikke er lækre nok i en bil til den pris, og det giver et par hak i tuden.

Det er dog detaljer, der er glemt, lige så snart, der er et par sving forude.
 
Giulia Veloce TI er omfattende udstyret. Ekstraudstyr begrænser sig til en kulfiberpakke med hækspoiler og sideskørter i kulfiber.
-Anders Richter

Alfa Romeo Giulia 2,0 Turbo Veloce ti Q4 aut.
 

Opbygning
Sedan, firehjulstræk, ottetrins automatgear

Motor
R4, 1995 cm3, 16V, turbo
280 hk ved 5250 o/m
400 Nm ved 2250 o/m

Data
0-100 km/t 5,2 sek.
Topfart 240 km/t
Forbrug 13,0 km/l
L/B/H 464/187/144 cm
Vægt 1605 kg

Pris
749.000 kr.
(beskatning 634.000 kr.)

Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display