Cxense Display

Volvo V60 Cross Country giver dig det bedste fra to verdener
Vi tester den nye Volvo V60 Cross Country under noget køligere himmelstrøg. Her er der rig mulighed for at afprøve den sikkerhed, som et firehjulstræk giver i glat føre.
Foto: Lars Krogsgaard
Bilen Af
Volvo V60 trækker i fritidstøjet – også kaldet Cross Country. Det betyder firehjulstræk og øget frihøjde.

Volvo præsenterer deres seneste model højt mod nord i Sverige, hvor temperaturen sjældent kommer over minus 10 grader om vinteren og sne og is er en permanent del af trafikbilledet. Her er firehjulstræk ikke bare en nødvendighed – det giver også en dejlig følelse af tryghed, når vintervejene skal forceres.

V60 Cross Country kendes udefra på de større plastikskærme og den let øgede frihøjde. Det får den til at fremstå lidt mere rå, men stadig med de elegante linjer, som vi kender i forvejen. Selv om den ligner V90 til forveksling, så er den knap så langstrakt, og det klæder bilen. Udseendet er lidt mere "tight", som man ville have sagt i et funk-band i firserne.
 
Den vellykkede kabine er identisk med den i den almindelige V60.
-Lars Krogsgaard

Kabinen ligner også sine Volvo-søskende og ændringerne er minimale i forhold til den almindelige V60. Og godt det samme – det er et rigtig rart sted at opholde sig. Her er der plads til alle, og både materialer og design er velgennemført og lækkert.

Alle funktioner er samlet i den store skærm i midterkonsollen, som fungerer helt uden forsinkelser og har et godt og brugervenligt design.
 
V60 Cross Country kommer til Danmark i løbet af foråret, og vil også kunne leveres på gule plader.
-Lars Krogsgaard

Ikke en selvstændig model

Volvo betegner ikke Cross Country som en særskilt model, men som et udstyrsniveau. Udover træk på alle fire hjul, større plastikskærme og øget frihøjde, får du også et ekstra køreprogram til offroad-kørsel, hvor bilen selv finder ud af, hvis du er på vej ned ad en stejl bakke og hjælper med at bremse forsvarligt, så bilen ikke glider fra dig.

Når det går op ad bakke hjælper systemerne dig også hele vejen op, og det gør faktisk bilen ret effektiv i terræn – muligvis lige så effektiv som mange større og højere SUV'er.

På vejen gør Cross Country det også glimrende. Den øgede frihøjde gør bilen en smule mere blød i undervognen og det klæder den.

Volvo V60 Cross Country kommer med både diesel- og benzinmotorer. Henholdsvis en D4 diesel med 190 hestekræfter og 400 Nm og en T5 turbo-benzin med 250 hestekræfter og 350 Nm. Begge er velkendte motorer fra det øvrige modelprogram og gør et godt indtryk sammen med det ottetrins automatgear, som er standard.
 
Selv om V60 Cross Country ligner en almindelig stationcar, gemmer den på habile terrænegenskaber ved hjælp af øget frihøjde, beskyttelse af undervognen og avancerede assistentsystemer.
-Lars Krogsgaard

Merpris på 36.000 kr.

Så alt i alt en pakke med lidt af det bedste fra begge verdener. Men det kommer også til en pris.

591.250 kr. kommer V60 Cross Country D4 til at koste i Danmark og det er 36.000 kr. mere end den tilsvarende almindelige D4 Inscription med firehjulstræk som tilvalg. Og det er måske lidt meget for skærme, frihøjde og en del udstyr – dog kommer V60 med en attraktiv beskatningsværdi på 423.261 kr.

I Danmark bliver det begrænset, hvor meget Cross Country egentlig kommer til at køre i det terræn, som den er lavet til. Derfor handler merprisen nok mere om udseende og fremtoning – men den opgave løser Cross Country også.

Volvo V60 Cross Country D4 Inscription AWD aut.
 
Opbygning
Femsædes stationcar, firehjulstræk, ottetrins automatgear

Motor

R4, 1969 cm3, 16V, biturbodiesel
190 hk ved 4250 o/min
400 Nm ved 1750-2500 o/min

Præstationer
0-100 km/t 8,2 sek.
Topfart 210 km/t
Forbrug WLTP 19,6 km/l

Dimensioner
L/B/H 478/185/149 cm
Vægt/påhæng 1867/2000 kg
Bagagerum 529-1441 liter

Pris
529.250 kr.

Beskatningsværdi
423.261 kr.


Børsen var inviteret af Volvo.

Andre læser dette lige nu

Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display