17-årige Christian er det nye danske Formel 1-håb
Christian Lundgaard har aldrig prøvet at køre stærkt i en rallybil som sin far Henrik Lundgaard, for i rally kender man ikke underlaget og har ansvar for en codriver. I banesport har man kun ansvaret for bilen og sig selv, fortæller han.
Foto: Grand Prix Photo
Bilen Af
En 17-årig dansk kører var med helt fremme, da Renaults Formel 1-bil årgang 2019 blev præsenteret på fabrikken i England. Christian Lundgaard har blikket stift rettet mod et sæde i Formel 1. 

Det er så godt som umuligt for en kører med et dansk pas at få et sæde i Formel 1 – men ikke siden Kevin Magnussens debut i motorsportens fornemste klasse har muligheden været større.

Vi er til præsentationen af Renaults 2019 Formel 1-racer på fabrikkens Formel 1-fabrik i Enstone ved Oxford i England. Her er den internationale motorsports-presse samlet for at tale med teamets F1-kørere for 2019-sæsonen, tyske Nico Hulkenberg og australske Daniel Ricciardo.

Samtidig præsenteres en lille gruppe unge kørere som fremtidens Formel 1-håb, herunder 17-årige Christian Lundgaard, som er tilknyttet Renault Sport Academy.

Det, at du er professionel racerkører som 17-årig, må være kæmpestort?

"Jo, det kan du sige, men man bliver ret hurtigt professionel racerkører. I Formel 3 er der så mange penge involveret, at teams og kørere er nødt til at være professionelle. Jeg er bare ikke kommet så langt endnu, at jeg kan tjene penge på det," siger Christian Lundgaard.
 
Præsentationen af Renaults 2019 Formel 1-racer sker på fabrikkens Formel 1-fabrik i Enstone ved Oxford i England. Her bygger 1200 ansatte teamets biler fra bunden af.
-S. Bachmann

Målet er Formel 1

Din opgave i år er at køre Formel 3?

"Ja, men Formel 1 er målet. Der er kun 20 biler og 20 kørere i Formel 1, og nu om dage skal man gennem et akademi for at få en superlicens. Det er her, jeg er nu. Mit mål har altid været at køre Formel 1 og vinde et verdensmesterskab."

Skal du vinde Formel 3 for at få lov til at køre Formel 1?

"Jeg har ikke fået noget at vide endnu, men er sikker på, at Renault har sat et mål for mig. Når jeg kender det og målet for de andre kørere, kan jeg sætte mit eget mål for sæsonen. Det er selvfølgelig at vinde mesterskabet og at få de sidste point, der skal til for at få en superlicens til Formel 1. Det kræver minimum, at jeg kører fjerde- eller femtepladser hjem og gerne ender i top tre. Jeg skal være deroppe. Sidste år blev jeg nummer to, så der er kun en vej fremad, og det er at blive nummer et. Jeg gider ikke at være den første taber to år i træk."

Renault vil udvikle egne kørere

Pointen med at have et akademi for racerkørere er, at Renault vil udvikle deres egne kørere fra bunden af.

"I vores sport gælder det groft sagt om at komme fra Formel 4 til Formel 3, gerne forbi Formel 2, og så ende i Formel 1. Vi har et mål om, at en af de to kørere i vores Formel 1-team skal komme fra akademiet i 2021. Christian skal forsøge at gøre det godt igen i år i Formel 3 og gerne komme videre til Formel 2, for med de sidste point til en superlicens som Formel 1-kører er jeg sikker på, at han har potentialet til at nå til tops," siger Mia Sharizman, academy director for Renault Sport Racing.
 
Fra venstre er det Renaults nye Formel 1-kører, australske Daniel Ricciardo, de to danske investorer Henrik Lindberg og Hemming Van og Formel 3-kører Christian Lundgaard.
-Grand Prix Photo

Hvor kommer pengene fra?

Det sværeste for unge talenter i motorsport er at finde pengene.

"Jeg har været heldig ved at have budgettet på plads både i år og til næste år, og det gør det meget nemmere for mig, fordi jeg kan fokusere på at gøre det godt i stedet for at tænke på, hvor pengene skal komme fra. Jeg skal stadig være på, når der køres race, men det er en utrolig lettelse kun at skulle fokusere på dét," fortæller Christian.

Det er en gruppe danske investorer med forretningsmanden Hemming Van i spidsen, der bidrager til den unge mands karriere.

"Christian er ung, og han er i et talentudviklingsakademi hos en bilfabrik. Det er det længste, et dansk talent nogensinde er nået i sin karriere. Han har vundet to Formel 4-mesterskaber og blev nummer to for Renault i Formel 3 i 2018... inden han har fået kørekort. Det er ret godt gået! Jeg tror på, at han kan skabe et godt image for sig selv både på og uden for banen, og så har han jo vist, at han kan køre stærkt. Det er det, der har gjort, at jeg har investeret i ham," siger Hemming Van, der blandt mange andre poster er administrerende direktør for Daloon A/S.

Investering er altid usikkert

Kan det sammenlignes med andre former for investering – der er jo mildest talt en stor usikkerhed i at gå efter en Formel 1-karriere?

"Ja, men der er usikkerhed i alt. Der er mange ting omkring ham, Christian kan påvirke, og der er mange ting, han ikke kan, men man er nødt til at starte et sted. Jeg tror ikke, der er nogen danskere, der har haft et bedre afsæt til at komme helt til tops – og slet ikke som 17-årig."

Nøgternt set er det vel sjovere at stå her til den internationale præsentation af den nye Formel 1-bil end at sidde derhjemme og holde øje med kurser?

"Det er det, men spørgsmålet er ikke kun, om Christian kommer i Formel 1 eller ej. Hvis det ikke skulle lykkes, kan han så skabe sig en levevej i motorsport i nogle andre klasser? Det vil være fint for mig som investor, selv om Formel 1 ikke skulle lykkedes. Du kan jo tage Tom Kristensen. Han testede, men kom aldrig til at køre Formel 1, og det er jo tilsyneladende gået ham ganske udmærket alligevel."
 
Renault vendte tilbage til Formel 1 i 2015, og blev nummer i mesterskabet sidste år. I år er målet at komme på podiet med denne bil.
-S. Bachmann

Penge gør ikke en god kører

I gamle dage kunne man komme til en bilfabrik med en stor kuffert med penge og en talentfuld søn og købe et sæde i en Formel 1-bil.

Kan man stadig det?

"Vores filosofi her hos Renault F1 Team er, at du ikke kan bebrejde en kører, at han har en rig far. Hvis køreren er dygtig, skal det ikke være en ulempe for ham, at hans far er velhavende. Hvis du har penge, har du større muligheder for at teste og bruge tid og udvikle dig, men det er lidt det samme, som at de store teams som Mercedes har flere penge til rådighed end os. Ingen bebrejder Mercedes, at de har dobbelt så stort et budget som alle andre. Livet er ikke fair! Men når alt kommer til alt, ser vi ikke på, om køreren er rig eller fattig. Vi ser på, om han har potentiale til at komme helt til tops. Vi vil have kørere som Daniel Riccardo, der er blevet præsenteret her i dag, som kan begejstre, og som har noget helt specielt. Og det har han. Det er det, vi går efter. Når han så samtidig er hurtig, har vi en perfekt kører," siger Mia Sharizman fra Renault F1 Academy.

"Vi fremhæver ikke nogen kørere fra akademiet frem for andre, men Christian har det potentiale, der skal til."




Andre læser dette lige nu

Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display
�