Eldrevet Jaguar vandt dramatisk afstemning om Car of the Year 2019
Publikum var målløse under optællingen af stemmerne til Car of the Year. Før de seks britiske jurymedlemmer afgav deres stemmer som det sidste deltagende land, var det Kia Ceed, der førte, men det blev Jaguar I-Pace, der vandt.
Foto: FDM
Bilen Af
Elbilen Jaguar I-Pace er tildelt den internationale titel som årets bil efter en uhyggelig tæt afstemning.

Jaguar I-Pace løb med titlen som Car of the Year 2019. Årets kåring var historisk tæt, og der måtte fintælling til, inden Jaguaren kunne lade sig hylde ved kåringen, der traditionen tro skete i forbindelse med åbningen af årets store biludstilling i Genève i Schweiz.

Den store Jaguar vandt titlen foran den genfødte franske sportscoupé Alpine A110, der ligesom Jaguar I-Pace fik 250 point.

Fintællingen faldt dog ud til Jaguarens fordel, fordi den havde fået flere førstepladser af jurymedlemmerne end Alpine. Den nye Kia Ceed kom ind på en tredjeplads bare tre point efter.

"Jaguar I-Pace er et udmærket valg, men den var ikke min favorit Blandt andet fordi den er dyr, men jeg forstår godt, at folk bliver begejstret over den," siger redaktør på FDMs medlemsmagasin Motor, Søren W. Rasmussen, der er eneste danske medlem af den 60 mand store jury bag Car of the Year-kåringen.

Historisk sejr til en elbil

Han peger på, at den britiske elbils sejr er historisk.

"I år var der kun to elbiler med i det oprindelige felt (den anden var Nissan Leaf, red.), men til næste års Car of the Year vil det vrimle ind. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis alle syv finalister næste år er elektriske i en eller anden form. Vi står over for den største revolution, og det er Jaguars sejr et symbol på," siger Søren W. Rasmussen.

Juryen bag Car of the Year består af 60 uafhængige journalister fra 23 lande, og prisen er uddelt årligt siden 1964.

Jaguar I-Pace har en rækkevidde på lidt over 400 km i WLTP-normen, og selvom det i Børsens test i forrige uge nærmere var 320 km ved blandet kørsel i fem graders varme, er Jaguaren absolut anvendelig både til hverdag og fest.

Priserne herhjemme begynder ved 713.880 kr. for en I-Pace S med omfattende udstyr, firehjulstræk og 400 hk inklusive tre års gratis service.

Alpine til en million kroner

Nummer to i kåringen, centermotorsportsvognen Alpine A110, sælges slet ikke i Danmark, hvilket gør resultatet af kåringen endnu mere bizart.

Det genopstandne franske mærke er ejet af Renault og har fået ros for at ære de traditionelle Alpine-modeller med en moderne, let og sjov sportsvogn fuld af karisma.
 

Bil Revyen 2019 beskriver den nye Alpine således:

"96% af konstruktionen af A110 er udført i aluminium, hvilket bidrager til at holde den køreklare vægt nede på 1.178 kg. A110 er en ægte centermotorbil, hvor den 1,8-liters turbomotor er placeret lige bag de to sæder og foran bagakslen. A110 har meget livlige køreegenskaber, hvorfor der skal en erfaren chauffør til at holde bilen i ørerne, hvis det skal gå stærkt. Baghjulstræk og 6-trins dobbeltkoblingsgearkasse med skiftepaler bag rattet er standard."

Bilen kan købes online fra fabrikken, og kan serviceres af Renault i Danmark. Eventuelle danske købere kan få den til omkring 1,0 mio. kr. på danske plader, hvilket svarer til Porsche 718 Cayman.

Nummer tre i kåringen, den nye Kia Ceed, fås herhjemme fra 209.999 kr. for en femdørs hatchback med 1,0 turbobenziner med 120 hk og op til 17,9 km/l. Lige herefter kom Ford Focus, som i januar blev kåret som Årets Bil i Danmark 2019.

Andre læser dette lige nu

Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display
�