Dansk fabrikskører hos BMW har blikket stift rettet mod Le Mans
Mikkel Jensen fra Hasselager ved Aarhus er fabrikskører for BMW Motorsport.
Foto: Lars Krogsgaard
Bilen Af
Dansk motorsport klarer sig forbløffende godt i betragtning af manglen på racerbaner i Danmark. 25-årige Mikkel Jensen fra Aarhus har fået et internationalt gennembrud med en kontrakt hos BMW Motorsport, der åbner døren til Le Mans.

Man behøver ikke at have startet karrieren i motorsport som treårig for at have en chance i motorsport. Mikkel Jensen var 15 år, da han kørte sit første gokartløb, men ti år senere betragtes han som et af de mest realistiske emner til det næste danske sæde hos et fabriksteam i 24-timers Le Mans.

"Efter to år i Formel 3 løb jeg tør for penge, og i vinteren 2016 tænkte jeg på at stoppe med at køre race, for jeg havde ingenting. Jeg kontaktede BMW, der inviterede mig til en shooutout sammen med fem andre kørere. Vi kom alle fra formelbiler og var løbet tør for penge, og BMW kunne se, at vi havde potentiale," fortæller Mikkel Jensen.

BMW Motorsport havde en BMW M4 GT4 racerbil, som var under opbygning. Splitteren (læben nederst på frontspoileren) sad kun fast med popnitter, og da en af de andre kørere røg af banen, gik den i stykker, så BMW måtte bruge en hel dag på at lave en ny.

"Så gik den første dag med det. Vi var altså seks mand om én bil på én dag. Vi fik fem omgange til at lære bilen at kende, og 15 omgange, hvor vi blev målt. Altså hvor konstant, du kører, hvordan du bruger bilen, hvor du bremser, om du udnytter banens bredde og så videre. Mine omgange gik sindssygt godt, og jeg blev ringet op et par dage senere og fik et tilbud om at blive juniorkører hos BMW."
 
BMW M6 GT3 på Bathurst-banen marts 2019.
-BMW Motorsport

Sidste år kørte han en serie i Tyskland sammen med erfarne Timo Scheider. De blev nummer seks, hvor Mikkel Jensen blev nummer to i juniormesterskabet for kørere under 25 år.

I det hele taget kræver jobbet som racerkører, at man er på, når det gælder. Således også til en Mercedes-test på den tidligere Formel 1-bane i Jerez i Spanien af en ny racerbil til DTM-serien. Her deltog han sammen med Kevin Magnussen.

"Kevin Magnussen og jeg fik en omgang hver for at mærke bilen, og så fik vi hver udleveret tre sæt kvalifikationsdæk. Det er dæk, der er struktureret, så man kan give maksimal gas i én omgang, og så smider man det væk. Hvis man kan køre endnu hurtigere på næste omgang, er det, fordi man ikke har kørt stærkt nok. Det virker kun maksimalt på én omgang. Hvis man borer en finger ned i det lige efter omgangen sidder den fast, eller også følger dækket med, når du trækker den til dig," lyder det.

Mikkel forklarer, at kørerne fik lov til at gøre forsøget tre gange, fordi man er nødt til at få en føling med, hvornår dækket har bedst vejgreb. Hvis du rammer klimaks for tidligt eller for sent, har du ikke udnyttet dækkets potentiale godt nok.

Kør én omgang med maksimal speed

"DTM-testen gik godt. Vi brugte de to første omgange til at finde dækkenes og bilens grænser, og den sidste til at vise, hvad vi kunne. Herefter kørte vi en time på almindelig dæk, hvor man måler, hvor konstant køreren er, og hvor konstante tider han kan sætte. Man skal også kunne tilpasse sin kørsel til, at dækkene mister greb i løbet af en time. Der er meget taktisk spil i det, så vi blev også målt på, hvordan vi havde forudset situationen. I løbsserien gør man det efter hvert løb, men en del af den her test var at se, om vi selv kunne knække koden til at få et dæk til at holde en time," siger Mikkel.
 
Mikkel Jensen kørte senest for BMW i 12-timers løbet i Bathurst, Australien, i en BMW M6 GT3. Mikkel ko aldrig i bilen, der måtte udgå med en teknisk defekt efter 45 minutter.
-BMW Motorsport

Hvad med nerver?

"Jamen, det er ret enkelt. Hvis du kører af banen, er du ude, og i værste fald er karrieren slut. Men hvis du er for forsigtig, er der andre kørere, der vil foran, og så er du glemt i morgen. Det kan du ikke tillade dig. Målet er at nå toppen af vores sport, og det vil sige at køre Le Mans for et fabriksstøttet team."

Du var reservekører på Le Mans sidste år?

"Ja, jeg kørte – og vandt – et opvarmningsløb i 2018, og så var jeg officiel reservekører for BMW. Banen er kun åben en gang om året, så man kan ikke bare tilkalde en kører. Det skal være en, der har kørt den i forvejen, ellers kan man ikke få starttilladelse."

Hvad er drømmen?

"Den har været Formel 1, men det er den ikke mere. I Formel 3 har jeg kørt mod fire af de nuværende Formel 1-kørere, og der har kun været én, som var bedre end mig, nemlig George Russell, som kører for Williams i dag. At se ham på banen var ligesom at se et urværk. De andre var på niveau med mig, men det er simpelthen for svært at få succes på grund af økonomien i Formel 1."

Hvad skal Børsen-læsere, der har mod på at opleve motorsport, tage til i den kommende sommer?

"Mange danskere er interesserede i Formel 1, og det er også fedt, hvis du har penge eller forbindelser. Hvis ikke, kan du sidde bagerst, og kørere og biler kommer du ikke i nærheden af. Jeg synes, det er mere interessant at tage til Le Mans, hvor du er tæt på det hele og bor i lejr med andre danskere. Men i virkeligheden er det mest vilde 24-timers løbet på Nürburgring i Tyskland. Her kan enhver stille op med en godkendt bil og en racerlicens, og så går den vilde jagt. Der er ingen lukkede VIP-områder eller hegn, og de lokale beboere bakker op, fordi motorsport er en del af deres kultur. Forskellen i bilklasserne er helt vild. Der kan komme et felt af professionelle kørere i GT3-biler, der overhaler Opel Corsaer og Renault Clioer, og det regner ofte voldsomt."

"På en almindelig racerbane er det træls at køre på slicks, hvis man lige er kørt forbi pitten, og det begynder at regne. Men her er det en katastrofe! I en GT3-bil kan man køre en omgang på Nürburgring på omkring syv minutter, men på slicks i regnvejr kan det tage 18 minutter! Det er virkelig hårdt som kører, og det skal man være trænet i. Det mentale betyder meget, men det er også her, man kan få en fordel over for andre kørere."
 

-Lars Krogsgaard

Hvilke løb er der på to-do-listen?

"24-timers Nürburgring! I GT3 må fabrikkerne ikke stille op, fordi man gerne vil holde omkostningerne nede, så jeg skal have et sæde i et privatejet BMW-team."

Hvad er din rolle hos BMW?

"Min opgave er at køre bil, men jeg er samtidig ambassadør for BMW. Hvis jeg gør det mindste, der kan skade brandet, ryger jeg ud – men det er mit arbejde, så det kan man ikke klage over."

Kommer til Le Mans 2019

Mikkel Jensen kørte 12-timers løbet i Bathurst i Melbourne, Australien, i starten af marts i en BMW M6 for et tysk team.

"Løbet gik skidt, da vi måtte udgå efter 45 minutter med en teknisk defekt på bilen – inden jeg overhovedet nåede at køre. Den er naturligvis hård at sluge efter så lang en rejse til Australien, hvor man havde set frem til sin debut som fabrikskører. Jeg synes dog alligevel, vi kan tage noget positivt med fra træningerne, og føler derfor ikke, at vi står på helt bar bund til næste løb i serien på Laguna Sega-banen i Californien," lyder det.

I 2019 skal Mikkel køre Intercontinental GT Challenge i BMW M6 GT3 inklusive 24-timers løbet på Nürburgring, og han er også med i European Le Mans Series i LMP3-klassen. Denne serie omfatter en afdeling i Le Mans, der køres som opvarmning til 24-timers løbet midt i juni.

Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

�