På langtur i Norge med Lamborghini Murciélago: Når V12'erne synger i fjeldet
Både lokale og turister finder mobilerne frem for at tage billeder, når to V12'ere buldrer.
Foto: Mathias Brandt
Bilen Af
To passionerede ejere med hver deres orange Lamborghini har forstået at udnytte det fulde potentiale af deres superbiler. Vi tager på norsk fjeldtur for at få historien og for at høre, hvad det koster at holde sådan et uhyre kørende.

Med fast hånd fører jeg gearstangen i den åbne skiftekulisse fra andet til tredje gear og sender speederen mod gulvet. Den lille kabine fyldes med en himmelsk metallisk lyd – en lyd som kun en ægte V12-motor kan lave. Vi har retning mod Gol i Norge, og foran mig kører en nærmest identisk kopi af den orange Lamborghini Murcielago, jeg selv kører.

Motorlyden fra de to italienske superbiler bliver hamret mod den hårde fjeldvæg, der agerer som en ekstra højtaler og sender lyden tifoldigt tilbage. Indenfor en radius af ti km er man klar over, at der er noget specielt på vej op ad fjeldet. Det er dage som disse, hvor arbejde og fritid går op i en højere enhed, og hvor alene lyden fra de to Lamborghinier bærer lønnen i sig selv.

Det skal måske lige siges, at det ikke er hver dag, jeg kører en 12-cylindret Lamborghini til Norge. Jeg har kørt samme bil fra København til Le Mans i Frankrig, en tur som tømte firmaets benzinkort og nær havde sendt mig til kiropraktor.
 
Jo tættere man kommer på skisportsstedet Gol, des færre biler er der på landevejen. I fjeldet finder man fantastiske køreveje.
-Mathias Brandt

Dansk ejer bruger bilen hver dag

Bilens danske ejer, Bo, hører til den lille gruppe af superbilejere, der bruger deres biler hver dag. Selv om det er en 12-cylindret Lamborghini fra 2001, der er notorisk kendt for at være dyr at holde kørende, skal den bruges – koste hvad det vil.

Det har indtil videre resulteret i en hovedrenovering af motoren, der beløb sig til lige under 400.000 kr. Hvis det er nogen trøst, inkluderede det også indkøb og montering af en ny kobling.

Derudover har det været et utal af småreparationer. Der er desværre bare intet småt ved værkstedsregningerne, men sådan er livet, hvis du kører italiensk superbil.
 
Saksedørene ser godt ud, men har også en praktisk årsag: Med almindelige døre ville bilen simpelthen blive for bred til en parkeringsplads.
-Mathias Brandt

Har kørt 436.000 km i sin Lamborghini

I bilen foran sidder en herre, der er blevet verdenskendt på grund af sin bil. De to biler er identiske, men rattet sidder i den anden side, og nummerpladen afslører, at den kommer fra England.

En tur, som ejeren Simon George klarede, dagen før vi kørte fra København. Hans bil fra 2001 har kørt længere end mange almindelige biler fra samme tid – intet mindre end 436.000 km! Det har dog ikke været uden omkostninger.

Simon har bekostet fire motorrenoveringer og syv koblinger, som hans Lamborghini har tygget sig igennem. Det har kostet adskillige hundrede tusinde kroner.

I 2013 gik det helt galt for Simons orange Lamborghini. For at få råd til at køre i den, lejede han den ud til folk, der ville prøve at køre en Lamborghini. Det gik fint i mange år, men en dag slap heldet op.
 
Designet er signeret belgiske Luc Donckerwolke, der var designchef hos Lamborghini i slutningen af 1990'erne.
-Mathias Brandt

Føreren mistede herredømmet over bilen i et sving, hvorefter den ramte et træ med snuden først. Umiddelbart lod det til, at skaderne var begrænsede, men ved nærmere eftersyn kunne det konstateres, at rammen var slået skæv. Egentlig var bilen totalskadet, men Simon var langt fra færdig med bilen. Derfor blev den genopbygget.

Men Simon er ikke mangemillionær. Genopbygningen blev en kombination af vennetjenester og hårdt arbejde, der endte med at tage fire år, men nu er den tilbage i topform.

Spektakulært fjeldlandskab

Det er svært at forestille sig noget andet sted, der ville være bedre at lade disse to orange tyre strække ben.

Sceneriet er spektakulært og forandrer sig konstant. Hver gang man fortæller folk, at man skal til Norge med en sportsvogn, får man fortalt, at Norge er et forfærdeligt land, når det kommer til hurtige biler. Der er fartkameraer og politi overalt, hvilket delvist er korrekt – men det handler også om, hvilken vej du tager.

Søger man væk fra de store hovedveje, der er spækket med fartkameraer, vil du finde et sandt paradis af endeløse køreveje med velanlagt asfalt og bjergtagende natur. Det er præcis det, vi gør med de to Lamborghinier. Modsat mange steder i Alperne snor vejen sig her med lange bløde kurver, der er perfekt for en bil som denne.
 
Muciélago ser så vild ud, at den vækker opsigt overalt.
-Mathias Brandt

Lamborghini Murciealago er fra den tid, hvor Lamborghini gik mere op i ekstravagance end i køreegenskaber. Når jeg virkelig presser bilen på de små snoede fjeldveje, er det som en syvårig skoledreng med alt for mange bøger i rygsækken, der forsøger at siksakke væk fra en byge af snebolde – det er nærmest umuligt.

Derfor ånder jeg lettet op, da jeg efter et utal af små hårnålesving rammer et stort plateau oppe i fjeldet, hvor landskabet flader ud og vejen bugter sig mellem små søer og klippefremspring.

Som når en jæger lader sin riffel, fører jeg den store metalgearstang ned i andet gear gennem den åbne skiftekulisse. Vi er de to eneste biler på fjeldet, oversigten er god, så jeg lader mig friste. Alle 12 cylindre arbejder på højtryk, og bilens sportsudstødning kvitterer med et soundtrack, der giver mere gåsehud end The Wall-albummet fra Pink Floyd.

Jeg finder tredje gear og holder blikket stift rettet på vejen. De små birketræer forsvinder hurtigere og hurtigere i det yderste af mit synsfelt. Et tegn på, at dette går en tand for hurtigt. Jeg får bremset det store orange lokomotiv ned til menneskelige hastigheder – mit hjerte hamrer, som havde jeg lige sat en 100-meter sprintrekord på et atletikstadion.
 
Murciélago kunne fås med sekventielt ratbetjent gear, men er sjovest med gammeldags manuelt gear som i Bo's bil.
-Mathias Brandt
 

-Mathias Brandt
 
En regnbyge er ikke en livret for en superbil af denne type, selv om den har firehjulstræk.
-Mathias Brandt

Mellem tre en halv og fire kilometer på literen

Et blik på tankmåleren minder mig om, hvor tørstig denne bil er. Jeg føler lige vi har tanket, men nu, små 100 km senere, danser tanknålen omkring midtermærket. Hurtig hovedregning fortæller mig, at vi har kørt omkring 3,5 til 4 km/l – vel og mærket af den dyreste 100 oktan, man kan opdrive.

Men det er lige meget, for det er ture som disse, der giver bilerne værdi.

Det er befriende med folk som Bo og Simon, som tør se bort fra de risici, der er forbundet med at køre flere tusinde kilometer i en superbil af ældre dato. En rejse som denne understreger, at det er det hele værd. Tak for turen!
 
Man ligger halvt ned på ryggen i den lave og brede bil. Udsynet bagud er ikke noget at tale om.
-Mathias Brandt
 
Vi var hyppige gæster hos Shell på turen op gennem Norge. Ved defensiv kørsel kan en Murciélago køre 5-6 km/l.
-Mathias Brandt

Lamborghini Murciélago årgang 2001

Opbygning
Tosædet coupé, centerplaceret langsliggende motor, firehjulstræk, sekstrins manuelt gear

Motor 
V12, 6192 cm3, 48V 
580 hk ved 7500 o/min
650 Nm ved 5400 o/min

Præstationer
Topfart 330 km/t
0-100 km/t 3,8 sek.

Pris i dag u/afgifter
fra 750.000 kr.
 
Tunnelerne er hele turen værd: Her synger V12'erne som et højlydt kor fra helvede.
-Mathias Brandt

Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

�