Cxense Display

Aston Martin-bruger frikendt: Skal ikke betale firmabilskat af bil, der er afmeldt
Hovedaktionærens revisor argumenterede for, at hovedaktionæren ikke havde rådighed over bilen, når den var opmagasineret i en garage og nummerpladerne var deponeret hos forsikringsselskabet.
Foto: Aston Martin
Bilen Af
En Aston Martin DB9 Volante var opmagasineret og afmeldt i vintermånederne, men Skat mente, at brugeren alligevel havde rådighed over den - og bad om efterbetaling af tre års skat for rådighed over fri bil. Afgørelsen blev omstødt i skatteankenævnet, men sagen har kostet brugeren både penge og søvnløse nætter.

Der har de senere år verseret en række sager om beskatning af værdi af fri bil ved sæsonleasing - særligt vedrørende hovedaktionærer og sommerbiler, som er blevet vinteropbevaret fra oktober til april.

De pågældende hovedaktionærer har ladet sig beskatte af fri bil i sommermånederne fra maj til september – men har ikke ladet sig beskatte i de øvrige måneder, hvor bilen har været vinteropbevaret og ikke har været i brug. I disse vintermåneder har nummerpladerne været afmonteret og bilen stilstandsforsikret.

Skattemyndighederne har i en række sager indtaget den holdning, at man som hovedaktionær ikke kan fraskrive sig rådigheden til en bil ved at stilstandsforsikre den. Først når bilen er afregistreret i hele måneder og nummerpladerne afleveres til Motorstyrelsen eller en nummerpladeoperatør, er rådigheden tilstrækkeligt afskåret til at undgå beskatning af fri bil.

Opbevarede sommerbil

Skatteadvokat og partner i Vistisen Falk Winther, Christian Falk Hansen (H), fik i efteråret 2018 medhold i en sag i Skatteankenævnet om denne problemstilling. En hovedaktionær havde ladet selskabets sommerbil vinteropbevare samt stilstandsforsikret bilen. Nummerpladerne var afmonteret og afleveret ved forsikringsselskabet.

Skattemyndighederne mente ikke, at han på behørig vis var afskåret fra at råde over bilen, da han bare kunne hente den i garagen og få nummerpladerne udleveret ved forsikringsselskabet. Man krævede, at bilen skulle have været afregistreret ved Motorstyrelsen og gennemførte en betydelig beskatning af fri bil for vintermånederne over tre indkomstår.

Det var i sagen ubestridt, at han ikke havde kørt i bilen i de måneder, hvor skattemyndighederne ville beskatte ham – det var den påståede rådighed over bilen, man ville beskatte.
 
Aston Martin DB9 Volante deler platform med den lukkede DB9, men har stofkaleche. Modellen var i produktion hos Aston Martin i England fra 2004 til 2016, hvor den blev afløst af DB11.
-PR

Uenige om begrebet 'rådighed'

"Jeg har altid anvendt et anerkendt statsautoriseret revisionsselskab som revisor i mine selskaber, og har efter råd fra dem vinteropbevaret bilen i en garage, hvor bilen er blevet holdt med strøm. Mit selskab har under hele forløbet betalt for opbevaringen, mens nummerpladerne var afmonteret og lagt i depot hos forsikringsselskabet, så der kun var stilstandsforsikring på bilen , hvis værkstedet/garagen skulle brænde ned eller bilen blive stjålet fra garagen. Der var flere andre biler opbevaret i denne garage. Proceduren omkring afmontering af pladerne, stilstandsforsikring mv havde jeg foretaget med en anden bil, en Mercedes cabriolet for år tilbage ligeledes efter råd fra min revisor," siger hovedaktionær i Osmedic Holding Aps, Ole Svendsen, til Børsen.

"Jeg var aldrig i tvivl om fremgangsmåden, og min retsbevidsthed blev krænket af, at Skat blev ved med at fastholde, at jeg som hovedaktionær havde mulighed for når som helst at køre i en bil, der var vinteropbevaret uden nummerplader."

Ole Svendsen slap for en ganske betydelig beskatning ved at vinde sagen. Men på trods af, at han fået dækket udgifterne til advokatens honorar efter reglerne om omkostningsgodtgørelse i skattesager, har han stadig en betragtelig udgift til revisionsselskabet i opstartsfasen, som der ikke er fradrag for.

"Det var indledende møder med Skat, hvor man forsøger at få dem til at forstå det helt urimelige i sagen. Lovbekendtgørelser og vanskelig jura er jo ikke almindelige menneskers hverdag, og man har derfor brug for hjælp. Denne udgift beløb sig til ca. 40.000 kr, som ikke kan trækkes fra. Det er et urimeligt tab. Også det at man nu pludselig er 'skattesnyder' og må vente i op til fire år med søvnløse nætter til følge er en helt urimelig situation," siger han.
 
Holdingselskabet købte en Aston Martin DB9 Volante i 2012 (modelfoto).
-PR

Fokuser på afregistrering

Siden 2012 har private nummerpladeoperatører kunne udlevere nummerplader med kort varsel – og derfor udgør en afregistrering ved Motorstyrelsen ikke en mere effektiv afskæring af rådigheden af bilen for hovedaktionæren, fremfor vinteropbevaring af bilen eksternt og deponering af nummerplader ved forsikringsselskabet.

"Mit hovedsynspunkt i sagen var, at der ikke er noget lovkrav om, at en bil skal afregistreres ved Motorstyrelsen for at undgå beskatning, ligesom det rent faktisk var nemmere for hovedaktionæren at få bilen ud at køre, hvis bilen var afregistreret – fremfor når bilen var vinteropbevaret i en ekstern garage og nummerpladerne fysisk var deponeret ved forsikringsselskabet," siger advokat Christian Falk Hansen.

Et tip til andre Børsen-læsere med adgang til at bruge sæsonbetonede biler?

"Det vil være, at man sørger for, at bilen bliver behørigt afregistreret i de måneder, hvor man ikke kører i bilen – simpelthen for at undgå diskussioner med skattemyndighederne," siger Christian Falk Hansen.

"Jeg er klar over, at mange vil give op på forhånd overfor Skat, når man tænker på den lange behandlingstid og de mange penge, som man måske mister i omkostninger. Mit råd vil være at finde en dygtig advokat til opgaven. Det lykkedes heldigvis for mig," tilføjer Ole Svendsen.
 
Kilometertal og antallet af cylindre er ligegyldigt for Skat, når de fastsætter beskatningsværdien af en bil. Det er udelukkende rådigheden, man beskattes af.
-PR


Andre læser dette lige nu

Cxense Display

Læs seneste udgaver

Cxense Display
�