Skodas flagskib er på vej med kabel og op til 55 km på strøm
Adaptive LED-lygter er nyt hos Skoda. Superb bliver den første model med lygterne, der konstant kan køre med langt lys. For ikke at blænde modkørende sendes "skyggekegler" ud, mens resten af omgivelserne er lyst op.
Bilen Af
Den store familiebil får omfattende opdatering og giver fortsat megen bil for pengene. Og så kommer Skoda Superb som opladningshybrid.

Den ser godt ud, den nye Superb. Smallere forlygter og større kølergrill gør designet tidsmæssigt og moderne, men det er langt fra det mest interessante ved den opdaterede Skoda-model.

Først og fremmest bliver den Skodas første model med plug-in-teknologi. Skoda er langt fra de første men som mærkets PR-ansvarlige i Danmark udtaler: "Det kan godt være, vi ikke er de første – til gengæld gør vi det rigtigt fra starten af."

Om det holder stik må vi dog vente med at finde ud af. Plug-in-varianten kommer senere i første kvartal af 2020 og er derfor ikke med til præsentationen af den faceliftede Superb. Læs mere i boksen til højre, hvor vi fortæller, hvad vi allerede nu ved, om den nye Skoda Superb iV med plug-in.

Dieselmotor med 190 hk

Til gengæld er den nye toliters dieselmotor til stede. Motoren viser fine tendenser med et kraftoverskud, der fungerer rigtig fint til den lange Superb. Faktisk virker den umiddelbart som det rigtige valg på det prisfølsomme danske marked.

Den gamle toliters diesel med 190 hk er stadig på programmet, men de ekstra hestekræfter er ikke nødvendige, og den kører samtidig kortere på en liter diesel. Hvor meget kortere ved vi ikke endnu, da den nye motor endnu ikke er homologeret, og de tekniske data derfor ikke frigivet.
Intelligent fartpilot
 
Kabinen er revideret med blandt andet nye stole.
-PR
 
Skoda Superb Scout har firehjulstræk og øget frihøjde. Varianten kommer også til Danmark.
-PR

På tech-fronten har Superb nu mulighed for, som mange af premiummærkerne, forudseende fartpilot. Ved hjælp af kameraer og data fra navigationen sørger fartpiloten for at tilpasse hastigheden til den indtastede rute. Systemet fungerer overraskende godt.

På vores rute fra lufthavnen til første stop aktiverer vi systemet på motorvejen og rører hverken speeder eller bremse, før vi er helt fremme ved destinationen. Fartpiloten tilpasser hastigheden efter skiltning på motorvejen, og så snart vi drejer af ud på mindre veje, tilpasses farten ved hjælp af navigationen og skilteaflæseren. Nedbremsning til en rundkørsel, hastigheden rundt og accelerationen ud ad den igen foregår blødt og nærmest i samme tempo, som jeg selv ville have kørt.
 
Bagtil er her nye LED-lygter.
-PR

Luksus på budget

Sikkerhedssystemerne er ligeledes ført up to date med udvidet blind vinkelsystem, der spejder op til 70 meter bagud og en nødbremse, der automatisk styrer Superb ind til siden på en flersporet vej, hvis man for eksempel får et ildebefindende bag rattet.

Indenfor er Superb stadig kongen af rummelighed. Køber du Superb for den overdådige plads i bagagerummet, får du 660 liter i stationcaren og helt op til 1950 liter med bagsædet slået ned. Venter du på den kommende plug-in-hybrid, så bemærk, at batteripakken under bagagerummet begrænser dens rummelighed til 510 liter.

Vi finder ikke et alternativ til Superb i klassen, der tilbyder samme mængder af plads til prisen. Samtidig er materialerne solide og finishen tillidsvækkende. Med det opdaterede design og de nye systemer virker modellen mere end nogensinde som luksus på budget.

Priserne begynder ved 299.995 kr. for en femdørs 1,5 TSI med 150 hk.

Skodas første opladningshybrid

Skodas første plug-in får navnet Superb iV og kommer ligesom benzin- og dieselmodellerne både som limousine og stationcar.

Den er baseret på samme teknik som Volkswagen Passat GTE, hvilket betyder en lille 1,4-liters benzinmotor med 156 hk koblet sammen med en elmotor med en ydelse på 116 hk. DSG-gearkassen med seks trin sørger for at sende den samlede effekt til forhjulene.
 
Den kommende plug-in-hybridversion af Skoda Superb har benzin- og elmotor forrest og litiumbatteri i bunden.
-PR

Batteriet er på 13 kWh og giver mulighed for at køre op mod 55 km på ren el. Nok til at mange kan køre til og fra arbejde uden at starte benzinmotoren overhovedet. Med en ladeboks hjemme i garagen kan batteriet lades op på omkring 3,5 time.

Ligesom den almindelige Superb bliver det for første gang muligt hos Skoda at bestille den med matrix LED-forlygter: Typen hvor det lange lys kan være aktiveret konstant uden at blænde modkørende. I stedet laver lygterne en mørk kegle, mens resten af omgivelserne er lyst op. Det er især smart på mørke landeveje, hvor cyklende og gående kan være svære at spotte i mørket kun med kørelys.

Flagskibet følges op af en fuldt elektrisk Skoda Citigo kort tid efter med en rækkevidde på omkring 265 km. Priserne er ikke tilgængelige endnu på hverken Skoda Superb iV eller Citigo på strøm.

Skoda Superb 2,0 TDI 190 DSG

Opbygning
Femdørs hatchback, syvtrins dobbeltkoblingsgear, forhjulstræk.

Motor
R4, 1.968 cm³, 16V, turbodiesel
190 hk ved 3500 o/m
400 Nm ved 1900 o/m

Præstationer
0-100 km/t 8,3 sek.
Topfart 240 km/t
Forbrug 19,3 km/l.

Dimensioner
L/B/H 487/186/147 cm
Vægt/last/påhæng 1589/648/2000 kg
Bagage 625-1760 liter
Dæk 235/40 R19.

Prisgæt
460.000 kr.

Børsen var inviteret af Skoda.


Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

�