Nyt bilmærke vil lancere stor eldrevet familie-SUV i Danmark til under 300.000 kr.
Den nye SUV er på størrelse med en Audi Q5. Den kommer til Europa til sommer, og vil kun kunne købes online.
Foto: S. Bachmann
Bilen Af
Det nystartede kinesiske bilmærke Aiways lancerer en SUV på størrelse med Audi Q5 til næste sommer. Den er eldrevet og skal have en fornuftig pris, hvis den skal have en chance for at bryde igennem herhjemme.

En kinesisk bil købt på nettet fra et nystiftet bilmærke uden danske forhandlere? Da smartphones kom til Danmark i 2008 var vi mange, der fnes over sådan noget unødvendigt pjat, men de har fået en vis udbredelse, så jeg skal ikke udelukke noget som helst på forhånd.

Det nye kinesiske bilmærke hedder Aiways og blev stiftet af to erfarne kinesiske bilfolk i februar 2017. De så det som en fordel at grundlægge et nyt bilmærke, for så behøver man ikke tage hensyn til, hvad folk plejer at sige og gøre.
 
Lang akselafstand og et helt fladt gulv giver god rummelighed. Denne skribent på 190 cm kan uden problemer sidde bag sig selv på bagsædet.
-S. Bachmann

President Samuel Fu og CEO Gary Gu begyndte med at hyre nogle af branchens mest erfarne folk i Europa som for eksempel chefen for Audi Sport, Dr. Rupert Gumpert, der har arbejdet med biler i mere end 40 år.

De rejste et bjerg af penge fra nysgerrige investorer, byggede et udviklingscenter i Shanghai, en fabrik i det sydlige Kina på ialt 920 hektar med en stor grad af automatiseret produktion og en kapacitet på op til 300.000 biler om året, og deres egen batterifabrik, hvor den primære produktion foretages af robotter. Det skete på rekordtid, og mærket lancerer deres første model i april 2020.

En prototype kom fornylig forbi et 30 grader varmt København som et led i en 14.000 km lang test fra Xian i Kina til banegården i Frankfurt samtidig med åbningen af den store IAA-udstilling.

Bilen hedder Aiways U5 og er på størrelse med Audi Q5. Akselafstanden er tre cm kortere, men her er god plads i kabinen og særdeles god plads på bagsædet. Indtrykket er en nydelig kvalitet målt efter europæisk standard, men det vender vi tilbage til, når vi kommer bag rattet til foråret.

De to biler i København var forseriebiler, og der tales om mindre designmæssige justeringer på den serieproducerede udgave, der går i produktion efter nytår.
 
Fronten med de sammenknebne LED-øjne er ikke helt færdigudviklet, fortæller vicepræsidenten for det nye bilmærke. Bilen her er en prototype fra en forserieproduktion.
-S. Bachmann

Billigere end eldrevet Hyundai

Litiumbatteriet på 65 kWh bor som noget usædvanligt i en ramme af aluminium for at spare vægt. Den køreklare vægt på 1730 kg giver teoretisk set en stor fordel i forhold til en elbil som Mercedes ECQ, der vejer over 2400 kg.

Aiways vil sælge biler online ligesom Tesla, og vil tilbyde prøveture ved danske pop-op forretninger.

Serviceintervallet er 100.000 km, og reparationer foretages af en lokal værkstedskæde eller en anden partner, der er kompetent til at arbejde med højspænding.

Prisen er ikke fastsat, men bilen skal koste 35.000 euro i Holland, hvilket er billigere end den tilsvarende Hyundai Kona Electric. Det kunne antyde en pris fra 270.000 kr. i Danmark.
 
Kabinen med beigefarvet læder, digitale instrumenter og en stor skærm i midten fremstår rummelig og lys.
-S. Bachmann

Aiways U5

Opbygning

Femsædes SUV, elmotor for, litiumbatteri i bunden, et gear, forhjulstræk

Data
188 hk/315 Nm
Rækkevidde 503 km (NEDC)
Maks. ladekapacitet 65 kW

Dimensioner
L/B/H 468/187/168 cm
Køreklar vægt 1730 kg
Bagagerum op til 1543 liter

Pris
Ukendt (35.000 euro i Holland)

Dansk introduktion
Sommer 2020

Andre læser dette lige nu

Invester i kunst: Unikke danske værker på auktion

Annoncørbetalt
indhold af Bruun Rasmussen

Læs seneste udgaver

�