Hun sørger for, at strømmen til din elbil er både grøn og billig
Når Charlotte Boul Sand lader sin Jaguar I-Pace på gården i Karlebo i Nordsjælland, sørger hendes app for, at det sker på tidspunkter, hvor strømmen både er billig og CO2-venlig.
Foto: S. Bachmann
Bilen Af
Charlotte Blou Sand undrede sig over, at det ikke var muligt at købe strøm fra vedvarende energikilder til sin eldrevne Jaguar. Derfor har hun udviklet en app, der sørger for det.

Hvad er pointen i at køre på strøm, hvis strømmen er kulsort? Det er en af de myter, elbils-skeptikere gerne kaster på bordet. Så hvordan skaffer man grøn strøm?

Det spurgte Charlotte Blou Sand sig selv om, da hun havde anskaffet en Jaguar I-Pace og ville lade den med miljøvenlig strøm. Det kunne ikke lade sig gøre. Ingen danske elselskaber tilbyder strøm udelukkende fremstillet af vedvarende energikilder med lavest mulige CO2-udslip.

Iværksætteren tog udfordringen op og har de seneste 18 måneder ligger vandret for at udvikle og markedsføre en app, der sørger for, at strømmen er grøn.

"Idéen er udsprunget af vores eget behov. Vi fik en eldrevet Renault Zoe og så, at vores elregning blev fordoblet. Samtidig fik vi en timemåler på eltavlen og solceller på taget. Ville det ikke være smart, hvis man kunne lade bilen, når solen skinnede, eller vinden blæste?," siger Charlotte Blou Sand.
 
Prisen på strøm svinger i løbet af døgnets 24 timer. Ved at lade, når den er billigst, opnås både lavere pris og CO2-udslip.

Var træt af hydraulikslanger

Hun havde et firma, der udlejede entrepenørmaskiner, og var træt af hydraulikslanger, der gik i stykker.

"Jeg har tidligere arbejdet i 15 år med at udvikle digitale løsninger og tænkte, at det måstte kunne lade sig gøre at stifte et firma, der sørger for automatisk at lade elbiler, når strømmen er billigst og mest klimavenlig. Det er det, jeg gerne vil hjælpe mine kunder til."

Prisen på strøm stiger og falder afhængigt af efterspørgsel. Mellem klokken 17 og 20 er den dyrere, fordi strømforbruget stiger, og midt på natten er den billigere, fordi det falder. Det er det, True Energy-appen udnytter.

Henter strøm på de rigtige tidspunkter

Når du henter den, integrerer du den med din bil. Så kan du få overblik over den variable del af elprisen og hvornår, det vil være billigst at lade. Du kan også se, hvor meget strøm der er på bilen, og hvilken hastighed den lader med.

"Mine præferencer er, at min bil skal være klar kl. 7.30 om morgenen. Hvis jeg kommer hjem kl. 17, og min bil skal lade i seks timer for at nå den ønskede batterikapacitet, vurderer appen, hvornår det er smartest at lade. Det kan være, at der er en billig time efterfulgt af en dyr, og så tænder og slukker vi for ladningen. Det svinger hver nat afhængigt af vejr og vind."

Hvad med dem, der har et fast abonnemt på fri strøm som hos Clever?

"De kan også spare penge ved at bruge appen. Når Clever refunderer udgiften til strøm til din elbil, er de ligeglade med, hvornår du har brugt strømmen, og hvad du har betalt for den. De ser kun på, hvor meget du har brugt, og udbetaler så en fast refusion baseret på en gennemsnitspris pr. kWh. Hvis du lader din bil, når strømmen er billigst, vil du få færre udgifter til strøm "– også selv om du har et Clever-abonnement. Det kan du selv gøre, men det er meget nemmere at lade en app styre det."

Ifølge True Energy følges pris på strøm og CO2-udslip ofte ad. I appen vælger man selv, om man vil lade, når det er mest klimavenligt eller billigst, men tit får man begge dele på en gang.

Tjener på intelligent ladning

Elnettet har en svaghed: Produktionen af strøm skal hele tiden være i balance med efterspørgslen, da det desværre ikke kan lade sig gøre at gemme strøm. Det hjælper markedsmekanismer som pris med til, men det er ikke nok. Derfor findes der auktioner, hvor elselskaber kan byde ind og hjælpe med at balancere udbud og efterspørgsel i en eller flere timer i døgnet.

"Vi har mere end 500 elbiler tilgængelige og er godkendt som elselskab. Hvis der er overskud, skynder vi os at lade en masse strøm på vores biler, og er der underskud, standser vi ladningen. Vi får penge af staten for at være med til at afbalancere udbud og efterspørgsel, og en del af de penge sender vi tilbage til vores brugere."

Ifølge True Energy vil en Tesla-ejer med 20.000 km om året typisk spare omkring 400 kr. om året på intelligent ladning og det samme på at være med i batterideling. Det vil være en besparelse på strøm på ca. 10 pct.

Skal man lide afsavn for at være med?

"Nej, det fine er, at du ikke skal forsage noget ved at bruge appen. Der er ikke tale om , at du ikke må køre bil – du kan bruge al den strøm, du vil, men skal lade på de rigtige tidspunkter," siger Charlotte Boul Sand.

Appen kan hentes på trueenergy.dk.
 
Appen giver et overblik over batteriets aktuelle tilstand, og hvor hurtigt det eventuelt lader.
 
Det er muligt at indstille ladetidspunkter manuelt eller at lade appen gøre det automatisk.

Andre læser dette lige nu

Sådan kan et sabbatår blive en vigtig karriere-investering

Annoncørbetalt
indhold af Dansk Studie Center

Læs seneste udgaver

�