Festlige Toyota Supra spejler japansk åndsliv
Toyota GR Supra er blandt kandidaterne til Årets Bil i Danmark 2020. Her tæsker vi den gennem et sving på Jyllandsringen.
Foto: Søren Juul
Bilen Af
Den nye sportsvogn er udviklet i et tæt samarbejde med BMW, og kritikerne proklamerer, at Supra-fænomenet er aflivet: En BMW med Toyota-logo, lyder anklagerne. Vi inviterer en Japan-ekspert med på en køretur og spejler japansk kultur i Supra.

Igangsætningen akkompagneres af en snerrende motorlyd, der er så prototypisk, at den kan gengives med fuldvoksne versaler i et tegneserieblad. Jeg er bag rattet i den nye Toyota Supra, og i passagersædet sidder Japan-ekspert Gunhild Borggren, der forsker og underviser ved Københavns Universitet.

Vi har blot kørt i to minutter, da hun påpeger, at interiøret slet ikke matcher eksteriørets dramatik. Dermed tvinges jeg ind i den fortælling, der omgiver køretøjet: Den nye Toyota Supra er udviklet i et tæt samarbejde med BMW. Et samarbejde, der har sat tydelige spor i den japanske superbil. Deraf lydbilledet.
 
Supra er aggressivt og meget japansk designet.
-Anders Richter

Interiøræstetikken og køredynamikken er umiskendeligt BMW'sk, og de hårdeste kritikere råber i kor, at samarbejdet har udvandet Supras japanske rødder. Der er dog intet "ujapansk" over samarbejdet med tyskerne, fortæller Gunhild Borggren. Tværtimod vidner samarbejdet om den japanske mentalitet:

"Da USA's flåde i midten af 1800-tallet tvang Japan til at åbne sig for omverdenen, nægtede japanerne at lade sig kue af den kulturelle omvæltning. De ville tværtimod spille med på industrialiseringens præmisser og drog ud i Europa for at lære af de bedste. Her fik de for alvor øjnene op for tyskernes tekniske kunnen."

Japansk-tysk samarbejde er altså historisk forankret, og med BMW som sensei har Supra fået et sandt svendestykke under motorhjelmen. De seks cylindre udviser eminent arbejdsmoral, og følelsen af adræt sportsvogn er konstant til stede. Toyota har valgt sin partner med omhu.
 
Gællerne på siden fungerer som luftindtag til bremserne, men er her mest af æstetiske hensyn.
-Anders Richter

Designet er ærkejapansk

Toyota Supra har en tilstedeværelse, der er så prægnant, at dens henvendelse ikke kan ignoreres. Den røde sportsvogn bader i blikke, og Strandvejens øvrige cruisere skal arbejde hårdt for opmærksomheden. Kun de italienske fuldblods-racere formår at tilkæmpe sig fodgængernes anerkendelse, mens de tyske premiumbiler drukner i selvhøjtidelig anonymitet.

Japanerens komplicerede bagparti indgår i et voluminøst samspil med resten af bilen, og jeg indrømmer gerne, at jeg i første omgang bortdømte bilens design, da jeg fandt det for outreret. Jeg er sidenhen blevet modigere. At der sidder et Toyota-logo ude foran, udfordrer dog stadig min fatteevne:

Kan de tilsyneladende beherskede japanere virkelig frembringe noget så udfarende? Gunhild Borggren ser det udfarende og dramatiske som en japansk specialitet:
 
Buen under forlygterne er en LED-stribe, der bruges til kørelys og gør Supra nem at genkende i mørke.
-Anders Richter

"Det er en udbredt myte, at japanere blot er høflige facetter, der holder på formerne. De er mange mennesker på relativt lidt plads, så de har naturligvis udviklet respektfulde omgangsformer, der skal forhindre sociale konflikter. Men de skal jo også have afløb for deres følelser, og så giver de los! Tænk bare på japanske mangategneserier, der er indhyllet i farver, fagter og følelser. Et andet eksempel er 'cosplay'-kulturen, der er meget udbredt i Japan. Her gør især unge en dyd ud af at klæde sig ud som karakterer fra film, spil og bøger."

Selvfølgelig ser Supra ud, som den gør. Her er svulstige bobler i karossen, baglygterne stikker ud og "luftindtagene" er kun til pynt. Supra giver los!

Supra er 'Cool Japan'

I modsatte vejbane kører en Ferrari 488 Spider forbi, og min medpassager tilkendegiver sin fascination. Godt nok er Ferrari en institution med status af verdensreligion, men for bilentusiaster giver også Supra-navnet genlyd i sportsvognenes Hall of Fame.

Supra-fænomenet introduceres første gang i 1978, men det er i højere grad den turboladede generation fra 1986, der slår sit navn fast på vores breddegrader. Jeg husker, at kommunaldirektøren på Sydlangeland havde én. Alle vi børn troede, det var en Porsche. Det viser sig, at det ikke kun er Supra, men faktisk Japan som helhed, der bliver tilsat turbolader i 80'erne.
 
Bagenden ligner en vred Alice Cooper med sammenknebne øjne. Boblen i taget er en hilsen til 60'ernes racerbiler, der skulle have plads til hjelm.
-Anders Richter

"Japan oplever et økonomisk mirakel i 1960'erne, hvor de vinder ind på skibs- og bilindustri, men i den vestlige verdens optik forbindes 'Made in Japan'-stemplet stadig med masseproduceret skrammel. Det billede ændrer sig i 1980'erne, hvor omverdenen får øjnene op for japansk arkitektur, manga-tegneserier samt elektroniske devices og gadgets. Man taler dengang om 'Cool Japan', hvor begrebet dækker over Japans nyvundne status som kulturel supermagt", fortæller Gunhild Borggren.

'Cool Japan', smiler jeg for mig selv. Den japanske kontekst klæder Supra, og jeg fejrer min horisontudvidelse med en nedgearing, der sætter bilen i kampklar position. Speederen hamres i bund og svinger pisken over motorens 340 hestekræfter, der cirkelsparker Supra'en fra 0-100 km/t på 4,3 sekunder.

Optimisme gennem involvering

Et skarpt sving ligger forude, og jeg fristes til at begå 'harakiri' på speederen midt i svinget. I stedet kommer jeg til besindelse og spekulerer over, hvorfor vi har skullet vente så lang tid på den nye Supra. Hvad har japanerne haft gang i siden 90'erne, hvor den forrige generation regerede? Hvad blev der af 'Cool Japan'?

"Japan rammes hårdt på økonomien i 90'erne, hvor boligmarkedet brister. Krisen fortsætter op gennem 00'erne, og i 2011 rammes landet af tsunami- og atomkatastrofen, der sender japansk økonomi ud i en uoverskuelig tilstand. I dag er økonomien rigtigt nok i bedring, men realiteterne matcher ikke økonomernes forhåbninger og befolkningens selvforståelse. Desuden er Japan demografisk udfordret, da 33 pct. af befolkningen er over 60 år. Relativt få unge skal altså forsørge relativt mange ældre, og det er dyrt," fortæller Gunhild Borggren.

Mit blik falder ned på Toyota-logoet på rattets nav, og jeg mindes de snusfornuftige bilmodeller, Toyota har lullet os i søvn med gennem de seneste år. Jovist har der været lyspunkter, men det samlede indtryk domineres af hybridsatsninger og insisteren på monotone trinløse gearkasser. Med Supra viser Toyota dog fornyet livskraft.
 
Aerodynamikken stiller krav til funktionaliteten, men alligevel er her unikke former.
-Anders Richter

"I øjeblikket blæser der faktisk optimistiske vinde i Japan. Japan var det første ikke-vestlige land, der var vært for OL i 1964. I 2020 er Japan igen værtsnation, og nostalgien er til at tage at føle på. Man håber, at sportsbegivenheden kan være en vækstkatalysator som i 60'erne," fortæller Gunhild Borggren.

"Japanerne har desuden fundet et interessant modsvar til den demografiske udfordring: De bruger kunsten. Tendensen er derfor, at kunsten rykkes ud i landområderne, hvor mange ældre bor. Her er tale om naturskønne, men affolkede områder, der gøres attraktive via kunstfestivaler. Der bygges dermed bro mellem land og by, og befolkningen involveres i hinanden," siger Gunhild Borggren.

Det er netop Supras evne til at involvere, der udmærker den. Designet inviterer til stillingtagen, motoren inviterer til omdrejninger, og styretøjet inviterer til svinkeærinder og søndagsture.

Du kan sagtens købe en Ford Mustang, der giver dig flere muskler for færre penge, men bag Supra gemmer sig samuraiens filosofi; styrke er ikke blot muskler, men også udholdenhed og loyalitet.

Køreturen stopper ved Vedbæk Strandvej, hvor Tokai University European Center har til huse. Universitetets grundlægger, Dr. Tatsuro Matsumae, var især optaget af folkelighed og livslang læring. Inspirationen? N.F.S. Grundtvig, selvfølgelig. "Lær af de bedste".

Toyota GR Supra
 
Opbygning

Tosædes coupé, frontmotor, baghjulstræk, ottetrins automatgear

Motor
R6, 2998 cm3, 24V, biturbo
340 hk ved 5000 o/min
500 Nm ved 1600 o/min

Præstationer

0-100 km/t 4,3 sek.
Topfart 250 km/t
Forbrug WLTP 10,4 km/l

Pris
1.009.990 kr.

Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

�