Cxense Display

Dansk spøgelsesslot sat til salg
Liselund Ny Slot byder på idyl og noget af Danmarks vildeste natur. Og der følger behørig Hvid Dame med i prisen. Hvis man tror på den slags.
Bolig Af
Ugens Bolig er et ægte slot, der gennem de sidste årtier har lagt fundament til både utallige fester og fordybende forsamlinger af godtfolk, som har nydt slottets ro og charme – og måske oplevet slottets gamle baronesse Oluffa spøge venligt, men bestemt i slottets mange gemakker Når man mærker kulden i nakken, og lyset bliver gulligt så ved man, at Oluffa er til stede Når man først en gang har vandret turen fra det idyllisk placerede Liselund Ny Slot ned til kysten under Møns uregerlige klinter, forstår man hvorfor dette stykke udkantsdanmark til stadighed lokker turister fra hele verden til.

Slottets 'bagside' set fra slotsparken. Halvcirklen som bruges som café-område og er skabt af brosten fra den gamle sukkerfabrik i Stege.

Kontrasten mellem den prægtige slothaves veltrimmede tidslomme og den levende klints evigt skiftende profil, er unik ikke bare i Danmark, men også i verden.

Med Møns Klint i baghaven ligger Liselund Ny Slot midt i en af landets flotteste slotsparker, som ejes af nationalmuseet. Og med en kurators kyndighed har gartnerne her skabt et stykke stramt styret idyl, som en fremtidig køber af Liselund Ny Slot ikke vil kunne undgå at værdsætte.

Nærheden til et af Danmarks vildeste naturlandskaber gør Liselund Ny Slot til et unikt tilbud for liebhavere - der måske har lyst og mod på at fortsætte som hotelejere.

Læs også: Vil sælge Det Lille Slot på Gl. Strandvej

Købt for 750.000 kr.

For sælger af Liselund Ny Slot har de sidste godt 20 år været et stort eventyr med slottet som centrum – men et eventyr med mere end de gængse tre prøvelser på vejen. Da staten i slutfirserne ville af med Liselund Ny Slot i licitation, var det efter tre årtier, hvor det gamle slot først havde lagt ryg til lejrskolers infantile invasion og siden hen havde ligget tomt i ni somre og vintre.

For 750.000 kr. danske firserkroner fik staten derfor endeligt afhændet noget nær en slotruin til det unge eventyrlystne køber-par, som endda stod med to blebørn på armene.

De store slotsstuer er fyldt med forgyldte detaljer, finurlige krummelurer og fantastiske, originale kaminer.

"Slottet var ikke ligefrem blevet til Hammershus, men var meget skadet og nedslidt. Hvis du nu forestiller dig 20 års lejrskole-slid uden det store vedligehold – efterfulgt af ni års tomhed – så kan du nok forestille dig, at vi havde en stor opgave foran os som småbørnsforældre. Men somme tider er det jo en fordel ikke at vide alt på forhånd. Totalentreprise vidste vi ikke, hvad var. Så vi fik gang i familienetværket i stedet." Slottet har i dag plads til i alt 34 overnattende gæster "Min far var smedemester, og han tog sig af alle 13 badeværelser, som han koblede på skorstenene, fordi slottet er fredet og man derfor ikke må ændre rørføring. Min farfar kravlede rundt oppe under tagspærene og tegnede alt op, så vi havde opdaterede tegninger af hele slottet. Og så var der fætre og onkler og en morbror, som var elektriker. Jeg tror, jeg havde hele 40 familiære mænd og kvinder på lønningslisten, inden vi åbnede 11. maj 1990 – efter blot syv måneders gennemgående renovering. Alle brændte virkelig for projektet, og det var en skøn tid for hele familien," husker sælger, som dengang blev en af Danmarks første øko-iværksættere.

Oppe under tagspærrerne er der blevet skabt en stor, flot 'privat'-bolig, som ejerne tidligere boede i. Nu er lejligheden delt op i to suiter.

Det rene økologi

"Mit koncept var at lave en økologisk restaurant og hotel. Der var vist kun to økologiske restauranter i Danmark dengang, og især økologisk kød var det svært at finde. Lige siden jeg var barn, har jeg interesseret mig for miljøet. Jeg fik bøger i julegave om forurening. Det var min passion – og efter at have været syg af allergi i mange år endte jeg med at indse, at man bogstaveligt talt bliver det, man spiser. Jeg er nu mor til tre drenge, der aldrig er syge. Jeg er sikker på, at det er fordi, jeg altid har sørget for ordentlig mad til dem." Her er mange gode strande og et flot lys på himmelen Slottet har i dag plads til i alt 34 overnattende gæster i 10 små, hyggelige og unikke værelser på 1. salen og yderligere seks værelser på 2. sal. Alle værelser med bittesmå, men praktiske badeværelser.

Helt øverst har familien skabt to suiter – som i første omgang var én stor "penthouselejlighed", hvor kun familien selv havde adgang. I de seneste år har familien dog boet i Møns hovedstad, Stege.

Alle værelser er unikt indrettet – og har bittesmå badeværelser tilknyttet

Matcher den italienske stil

Familien har selv skaffet samtlige møbler til slottets mange stuer og værelser – mestendels fundet gennem italienske møbelgrossister, som let har kunnet finde inventar i høj kvalitet, der har kunnet matche slottets italienske stil. En ny ejer kan købe alt inventar og møbler med, oplyser sælger. Hun vil helst overgive "hele pakken".

"Jeg håber på, at der melder sig en køber, der har respekt for slottets historie, og som har en stor kærlighed til området. Man føler sig jo lidt speciel som øbo – folk skal gøre en indsats for at komme herhen. Men belønningen er jo den fantastiske natur og kunstnermiljøet her på Østmøn. Der er altid stor opbakning til lokale initiativer, og Stege by er fyldt med erhvervsdrivende. Her er mange gode strande og et flot lys på himmelen." De godt to årtier som ejer af Liselund været et stort kontinuerligt eventyr for familien Samme eviggyldige attraktioner var til stede, da slottet blev opført i 1887 af Baronesse Oluffa Krabbe og Baron Fritz Rosenkrantz, hvis familie ejede slottet de næste 100 år. Og baronessen sætter angiveligt stadigt sit præg på slottet.

I hvert fald har gæster gennem årene fortalt samstemmende om en adelig hvid dame i en særlig turkisblå kjole, der spankulerer rundt og ser til, at alt er i orden.

Frokostbord med udsigt til Liselund Parks rokoko-charme.

Folk har ifølge sælger fået deres barnetro på spøgelser genopfrisket, og de skiftende stuepiger har haft utallige oplevelser med drillende ånder, der tænder lys og flytter rundt på nipsgenstandene.

"Oluffa? Ja hun har været her sammen med mig gennem alle årene. Hun var en meget stor autoritet, og det kan man mærke, når man møder hende. En noget paf københavnsk direktør kom en nat og skulle hente sin jakke i receptionen. Han fortalte, at der havde stået en kvinde i en turkisblå kjole inde i stuen og stirret på ham. Hun havde så sagt godnat til ham og gået durk igennem væggen. Han var lidt rystet, men havde såmænd bare mødt den gamle baronesse. Hun hører til her. Når man mærker kulden i nakken, lyset bliver gulligt og man hører en sagte nynnen i de gamle værelser, så ved man, at Oluffa er til stede."

Baronesse Oluffa Krabbe går efter sigende stadig rundt i gangene og holder øje med, at folk opfører sig ordentligt. Privatfoto.

Alt i alt har de godt to årtier som ejer af Liselund været et stort kontinuerligt eventyr for familien. Desværre blev eventyret afbrudt af en tragedie i foråret. Efter en alvorlig ulykke for den mellemste søn i familien er beslutningen om at sætte slottet til salg taget.

"Jeg er kommet her hver dag i 22 år, og det er bestemt ikke let at give stedet videre. Men nu skal vi have vores kære søn på fode, og det kræver alle vore kræfter," lyder det fra sælger af det unikke Liselund Ny Slot.

Læs også: Bellevue-slot til 10.500 pr. m2
.

Læs seneste udgaver

Cxense Display