Cxense Display

Ind i Sveriges dyreste superbolig
Huset på Sundsliden 13 nord for Helsingborg er tegnet af den svenske arkitekt Arne Jönsson.
De skånske vidder byder på andet og mere end Astrid Lindgren-idyl og rød-hvid ødegårdsromantik. Det er denne arkitekttegnede panorama-villa på Sundsliden lidt uden for Helsingborg et særligt blændende eksempel på.

En ny ejer bliver ikke snydt for hverken højteknologiske alarmsystemer eller strategisk placerede overvågningskameraer

Med en pris på 55 mio. af de stærke svenske kroner (svarende til 47,5 mio. danske kr.) er villaen den dyreste på Sveriges boligmarked lige nu, hvor kun store godser med masser af jord sælges dyrere.

Og det endda med beliggenhed i en del af det svenske kongerige, der ifølge nyere OECD-konstateringer placerer sig solidt i udkantskategorien.

 
Boligens stueetage er nærmest et stort rum - med køkken, stue og loungeområde. Og 180 graders udsigt til danskekysten og Kronborg.

Er man klar til at betale boligens kvadratmeterpris, der svinger sig op over de 100.000 kr., er man dog garanteret alt andet end haltende udkantsfornemmelser.

Huset, der ligger i et prominent villakvarter i forstaden Hittarp – blot 200 meter fra strand og bådplads og med 10 minutters kørsel til det centrale Helsingborg – er fra vinkælderens inderste kroge til terrassernes yderste kant udstyret med pure luksuriøse materialer og elegante designløsninger.

 
Solnedgangene ved Hittarp er populære - svenske kendisser som Bjørn Borg og familie sommerresiderer på disse kanter.


Mørkegrå skiffer optræder side om side med grov granit, keramiske fliser og egeparket beklæder boligens 445 kvadratmeter, og enorme glaspartier strækker sig i husets fulde længde mod det vestvendte vand og solnedgangene over Øresund.

 
Terrasseliv med noget nær Sveriges mest mondæne udsigt.


Blandt villaens særlig eksklusive finesser hører det 'svævende' glasgulv på førstesalen, hvor boligens soveværelser og masterbadeværelse (med sundudsigt, naturligvis) gemmer sig, og den rummelige madelevator, der snildt og bekvemt ekspederer varer fra kælderetagens dobbeltgarage til stueplanets toptunede køkkenafdeling.

 
Toptunet køkken indrammet af svensk grundfjeld.


Villaen er i bedste miljøvenlige og moderne stil opvarmet med jordvarme, og som ejer bliver man ikke snydt for hverken højteknologiske alarmsystemer eller strategisk placerede overvågningskameraer.
Tager man turen fra boligens hoveddør til Helsingborg, venter byen med en af Sveriges største koncentrationer af spisesteder
Stregerne til den eksklusive bolig har den svenske arkitekt Arne Jönsson fra tegnestuen Arkitektlaget sat. Arkitektlaget står bag en lang række moderne byggerier i Helsingborg og resten af Skåne.

 
Alle gøremål foretages med det ene øje mod horisonten - også de mere intime gøremål. Her det åbne og alligevel ugenerte badeværelse.


Tager man turen fra boligens hoveddør til Helsingborg, venter byen med en af Sveriges største koncentrationer af spisesteder i forhold til indbyggere – restauranter som Gastro og Dahlberg er blandt de, der har høstet særlig anderkendelse – og sætter man kurs mod strækningerne nord for Skånes næststørste by, lægger landskabet op til Øresundsdyk, klatring, golf og skisport.

Vi danskere måtte sidste gang slippe taget i Helsingborg i 1710, da Skåne én gang for alle blev tabt til Sverige.

Men vælger man som dansker at købe sig ind på denne matrikel, kan man romantisere ad libitum om fordums storhed med dansk Øresundstold og respektindgydende kanonader fra Kronborg, som gjaldede på denne engang danske kyststrækning.
 
Glasgulvet på villaens førstesal hører blandt de arkitektoniske lækkerier i denne superbolig, hvor mægler-lyrik som "højt til loftet" og "unikt lysindfald" får en svensk vinkel.

I 2013 vil Pleasure dække markedet for superboliger tæt - i både Danmark og det store udland. Følg med på pleasure.borsen.dk/bolig

  









Læs seneste udgaver

Cxense Display