Farverne indtager hovedrollen hos By Malene Birger
Design Af
Det var farverne, der spillede hovedrollen, da Christina Exteen viste sin efterår/vinterkollektion torsdag eftermiddag.

"Designeren kalder kollektion for La Femme en Noir – forstået som en moderne femme fatale, der er pænt ligeglad med, hvad andre tænker om hende"

Som i virkelig smukke, mættede og knækkede farver: Dyb blomme, marineblå, mørk grøn, vinrød... Selv dem af os, der har en forkærlighed for sort, grå og andre kolde nuancer må overgive sig.

 

For nuancerne blev kombineret til et luksuriøst, varmt og appetitligt look. Og at farvepaletten spillede smukt sammen med omgivelserne på Glyptoteket gjorde bestemt ingenting.

Materialemiks og underspillet sensuelt

En anden hovedrolle indtog materialerne. De var mikset på kryds og tværs. Som et par tweedbukser tilsat fake fur, blondekraver, der tittede frem under strik eller chiffon, der flagrede under kropsnære kjoler.

 

Looket var dramatisk med store kraver på lange frakker og fake fur-pelse, og designeren selv kalder da også sin kollektion for La Femme en Noir – forstået som en moderne femme fatale, der er pænt ligeglad med, hvad andre tænker om hende.

Og som gerne skruer op for dramatikken og det sensuelle, hvis det passer hende. Uden dog at vise meget krop - bortset fra et par dybe udskæringer undervejs, bestod det sensuelle mere i, hvordan lange kjoler smøg sig om kroppen fremfor at vise hud, eller et suit i herrestil uden så meget andet end et par stiletter og røde læber.

Skåret ind til benet

Det sensuelle er i det hele taget til stede i Christina Exteens kollektion. Hvor By Malene Birger tidligere stod for mere løse silhuetter, skærer Exteen i bogstavligste forstand ind til benet med sine ofte smalle silhuetter og færre detaljer.

 

Her er stadig påsyede sten og broderier, men brugt mindre, f.eks. på kanten af et par lommer eller forneden på en todelt kjole. En virkelig gennemarbejdet, smuk og brugbar kollektion. Nu mangler vi bare, at den kommer i butikkerne.

Minus: Undervejs i showet havde nogle af modellerne store gyldne, runde øreringe med flaskegrøn emalje på.

 By Malene Birger har på det seneste lige nu udvidet på accessory-siden, både med sko, tasker og smykker, og det var mærkets egne smykker. Men det var som om, at smykkerne matchede for godt og ikke tilførte kollektionen andet end at gøre den lidt mere tung. Måske er det det, der sker, når en designer laver det hele? Det bliver for meget et look.

Plus: Når ret skal være ret, gjaldt det ikke alle smykkerne. Et par markante similiøreringe skabte glamourøs kontrast til et velsiddende suit.

  

Andre læser dette lige nu

Invester i kunst: Unikke danske værker på auktion

Annoncørbetalt
indhold af Bruun Rasmussen

Læs seneste udgaver

�