Designer Vanessa Bruno genoplever barndommens eventyr
Vanessa Bruno har pop op-butik på Atelier September i Gothersgade til 14. december og i Paris i stormagasinet Bon Marché til 31. december. Kollektionen fås også online.
Foto: Mie Hee Christensen
Design Af

 
Vanessa Bruno har pop op-butik på Atelier September i Gothersgade til 14. december og i Paris i stormagasinet Bon Marché til 31. december. -Foto: Mie Hee Christensen

Den fransk-danske designer Vanessa Bruno, der lige nu har en pop op-butik i København, vil vågne op ved havet, shoppe smukke lampeskærme, tage tilbage til barndommens eventyr, inden hun går på galleri i Kødbyen og spiser en – efter franske forhold – meget tidlig middag

Af Rikke Agnete Dam

KL. 8.00: JEG VÅGNER
i min mormors træhus fra 1960'erne ved Solrød Strand. Det er et dejligt sted at mindes hende, og jeg går en tur langs havet, ser solopgangen og møder folk, der går tur med deres hund.

KL. 9.00: JEG FÅR GRANOLA
og te på Emmery's i St. Strandstræde. Jeg elsker at se danskerne følge deres børn i skole og opleve, hvordan I prioriterer familie og et behageligt liv højt. I arbejder selvfølgelig, men livet er mindre hårdt og aggressivt end i Paris. Når jeg rejser, læser jeg aldrig nyheder, for vi er hele tiden så connected, så jeg foretrækker at være i min lille boble med en bog – lige nu "L'humanité en péri" af Fred Vargas om planetens tilstand.

KL.10.00: FOR MIG ER KØBENHAVN ensbetydende med at cykle. Gerne til et område, jeg ikke har oplevet før. Sidste gang så jeg, hvor mange familier, der nu bor på Amager, hvor der er bygget så meget nyt.

KL. 11.30: JEG ELSKER AT FINDE det, der ligger bag det, alle kender. F.eks. Den Hirschsprungske Samling – et lille hus bag Statens Museum for Kunst med fantastiske kunstmalere som P.S. Krøyer og Hammershøi.

 
Vanessa Bruno har for første gang også lavet tøj til børn med sweatshirts og strik i "Viking Inside"-kollektionen. Foto: Mie Hee Christensen

KL. 13.00: JEG VIL SPISE DANSK
, ikke europæisk, og får en moderne udgave af smørrebrød på Restaurant Selma i Rømersgade.

KL. 14.00: JEG FÅR KAFFE OG KANELKAGE på Café Atelier September, hvor min pop op-butik med "Viking Inside" er. Det er en kollektion af bl.a. tasker, sweatre, kjoler og puder i samarbejde med Normann Copenhagen. Den er en hyldest til alle stærke kvinder baseret på ideen om, at enhver kvinde kan være en stærk viking, hvis hun vil.

KL. 15.00: JEG SHOPPER hos Hay og Le Klint, for jeg holder af de smukke lampeskærme, jeg har et par af hjemme.

KL. 16.00: MIN MORFAR TOG MIG MED i Tivoli hvert år, senere cyklede mine brødre og jeg som teenagere derind, og siden tog jeg min datter med. Det er som at komme tilbage til barndommen og gå rundt i et lille eventyr. Derefter går jeg på Hviids Vinstue, hvor det er, som om tiden er gået i stå, men her er fyldt med mennesker, og jeg skal have en snaps.

KL. 17.00: MIN MAND ER GALLERIEJER, og gallerier inspirerer mig i mit arbejde, så jeg besøger V1 i Kødbyen.

KL. 19.00: JEG NYDER AT SPISE TIDLIGT og ikke kl. 21 som i Paris. Du kan gå tidligere i seng, hvilket også er med til at give et sundere liv. Jeg bliver i Kødbyen, på Paté Paté eller Fiskebaren. Du kan ikke være omringet af vand uden at få fisk, så jeg får en dejlig middag med østers og fisk. Begge steder er sofistikerede, men tilbagelænede, med god energi og god crowd. Jeg kigger på danske kvinders stil, da I mikser det androgyne med både det feminine, streetwear – og er farverige. Jeg har altid været inspireret af danske kvinder, så den fascination, der er af københavnsk stil nu, synes jeg er så velfortjent.

KL. 21.00: PÅ COCKTAILBAREN LIDKOEB PÅ VESTERBRO får jeg et glas hvidvin, inden jeg tager på nyåbnede The Audo i Nordhavn, der både er butik, café og hotel. Her går jeg tidligt i seng – for en gangs skyld. 

Andre læser dette lige nu

Nye trends ændrer måden vi rejser på

Annoncørbetalt
indhold af Qatar Airways

Læs seneste udgaver

�