Danskerne vil også glimte
Italienske Bvlgari er kendt for smykker i den ypperste luksusklasse og har netop åbnet butik i København
Foto: PR-foto
Design Af
 
Bvlgari bliver flittigt brugt på den røde løber, her af Keira Knightly, der pryder sig med bl.a. safirer, rubiner og diamanter, oprindeligt designet til Shahen af Persien. -Foto: Wirelmage.

Italienske Bvlgari, der nu er åbnet i København, er med sin Dolce Vita-arv ultra glamourøs. For danskere holder også af luksus, lyder det fra Bvlgari. Vi nærmer os den bare mere forsigtigt


Af Rikke Agnete Dam

Du kan være nøgen, og ingen vil lægge mærke til det – alles øjne vil være på ringen," siger Varvara Hedegaard, manager hos den nyåbnede Bvlgari-butik i stormagasinet Illum.
Når jeg kigger ned på den diamantbesatte slangering i hvidguld, som hendes perfekt rosa-manicurerede hænder har placeret på min finger, er jeg såmænd tilbøjelig til at give hende ret.
Hun går videre til at præsentere uret med en sort keramiklænke, der smyger sig overraskende blødt om håndleddet, hvor det udsender en mild duft af vanilje.
Divas' Dream-serien med lysende pink, blå og klare grønne sten er næste stop under den fnugfri glasmontre, og man skal være fantasiforladt for ikke at lade sig føre bort til Hollywoods røde løber, hvor Bvlgari ofte bliver båret af filmstjerner som Keira Knightley, omend Bvlgari ikke har sine rødder i Hollywood, men i den grad i Rom.

Dolce Vita-glamour
Her blev Bvlgari grundlagt i 1857, og i 1950'erne til 1970'erne, hvor filmindustrien blomstrede i Roms filmby Cinecittà – den italienske version af Hollywood – med film som Fellinis "Dolce Vita", bar stjerner som Anita Ekberg og Sophia Loren ofte Bvlgaris glamourøse smykker.

 
 
I Dolce Vita-perioden, hvor italiensk filmkunst blomstrede, bar b.la. Anita Ekberg Bvlgaris glamourøse smykker.

"Fælles for vores smykker er, at de er inspirerede af Rom, primært romersk arkitektur, fra Pantheon til Colosseum. Vores chefdesigner får inspiration, så snart hun åbner sit vindue på kontoret med udsigt over Tiberen," fortæller belgiske Bart de Boever, direktør for Bvlgari i Nordeuropa, som sidder overfor mig her i butikken, hvor marmor og buede, gyldne vinduer er hentet fra stilen i flagskibs-butikken på Via Condotti i Rom.

"Vores erfaring er, at I kan også godt lide luksus her. I vil gerne omgive jer med smukke ting. Men hvor man i Italien opfatter luksus udelukkende positivt, er der i Skandinavien en dobbelthed omkring luksus, hvor det også bliver opfattet som noget negativt. Derfor er man generelt mere forsigtig her i sin måde at bruge luksus på"
Bart de Boever, direktør for Bvlgari i Nordeuropa

Spørgsmålet er, hvordan det italienske islæt med markante farver og glimtende diamanter på rosaguld passer til nutidens danske marked, der er kendt for stilren minimalisme.
"Lad mig sige det sådan: Vores erfaring er, at I kan også godt lide luksus her. I vil gerne omgive jer med smukke ting. Men hvor man i Italien opfatter luksus udelukkende positivt, er der i Skandinavien en dobbelthed omkring luksus, hvor det også bliver opfattet som noget negativt. Derfor er man generelt mere forsigtig her i sin måde at bruge luksus på," siger Bart de Boever.
"Vi oplever, at kunderne starter med den enkle B. Zero1-serie og senere bevæger sig længere ind i Bvlgari-universet, når de lærer vores historie og de farvede sten, vi står for, at kende og opdager skønheden, raffinementet og håndværket. Det gælder nu ikke kun i Danmark, men også resten af verden. Men hvor en ring som den spektakulære Serepenti-slangering fungerer rigtig godt i Asien og Mellemøsten, fungerer den ikke nær så godt her," siger han.

 
Foto: PR-foto


"Men vi har jo den fordel, at vi er del af en stor organisation (luksusgiganten LVMH, red.) og kan måle alt, så vi ved i forvejen, at vi har danske kunder. Men når de køber i udlandet, har de som regel ikke meget tid og opbygger ikke et forhold til mærket på samme måde, som hvis vi har en base her," siger han. 

Overtog verdensscenen
Da Bvlgari bredte sig fra Rom til verden i1950'erne, ikke mindst hjulpet på vej af Hollywood-stjerner som Elizabeth
Taylor, skete der et markant skift på datidens smykkescene.
"Indtil da havde verdens smykkescene fra 1880 til 1940'erne været dikteret fra Frankrig med platin og hvidguld og dermed et mere køligt univers," fortæller Nina Hald, forfatter til ni bøger om smykker og ædelstene og redaktør for guldsmedebranchens fagblad.

 
 Elizabeth Taylor har Bvlgari-broche på, da hun i marts 1964 giftede sig med Richard Burton. 
-Foto: Getty Images


"Fra 1940'erne og frem ændrede Bvlgari smykkescenen med fuld fart på farverne og blødt hvælvede sten frem for facetterede, hvilket gav et mere saftigt udtryk," siger hun.
Apropos saftigt skulle Elizabeth Taylor have udtalt: "I used to get so excited, I would jump on top of him and
practically make love to him in Bvlgari" om sine – mange – besøg med sin mand Richard Burton hos Bvlgari.
Det lykkedes dem sommetider at snige sig uset ind og ud af en bagdør, men parret fremviste senere gerne f.eks. en overdådig smaragd- og diamanthalskæde med tilhørende broche – en broche, som Bvlgari købte tilbage for 6.578.500 dollar under en auktion med Elizabeth Taylors smykker hos Christies i New York i 2011.

Tæt på kunden
Det er dog ikke kun designet, der bliver mere saftigt, når man bevæger sig ind i Bvlgaris univers. Det gør priserne også.
Der kan ikke skimtes så meget som et lille bitte prisskilt i en Bvlgari-butik, men priserne starter ved 5000 kr. for et smykke – dog billigere for de accessories i form af f.eks. bælter og solbriller, man kan spørge efter. Ikke at et grimt ord som "billigere" bruges hos Bvlgari, der befinder sig i den øverste del af luksussegmentet sammen med franske Cartier og amerikanske Tiffany's. Det mest markante ved at arbejde i dette niveau af luksus er, ifølge Bart de Boever, der tidligere har arbejdet hos bl.a. Levi's og Dior Parfums, at jo mere luksuriøst, det bliver, des tættere er mærket personligt på kunderne.

 
Italienske Bvlgari er kendt for smykker i den ypperste luksusklasse og har netop åbnet butik i København.-PR-ftoto


"Hos Levi's så jeg hele tiden vores kunder på gaden, men vi havde ikke et personligt forhold. Her kender jeg de fleste af vores kunder på mit marked, og de kender mig." Omkring 250 af de bedste kunder bliver f.eks. hver juni inviteret til et event i Rom for at opleve smykkerne. "Det er her, vi virkelig viser, hvad vi står for. Her sælger vi de store sten, vores high jewellery, der er en særskilt forretning, hvor vi sidder én til én med kunden," siger Bart de Boever.
I butikken er det medium-high jewellery, der fås. Men også her er det personlige ifølge Bart de Boever centralt.
"At gå ind hos Bvlgari og købe et smykke er sjældent noget, man lige finder på en lørdag morgen. Det er noget, man tænker over, da det er et smykke, man kan have resten af livet. Derfor har vi meget få gæster, der kommer alene. Selvom en mand køber til sin kæreste, og hun ikke er med, har han ofte en med for at få en mening mere. For det gælder om at vælge det rigtige."
Det ender de fleste med at gøre, fortæller Varvara Hedegaard. Når de først er blevet vejledt, hvad end det er til en gave eller til kunden selv, siger hun, at valget kommer helt af sig selv. "Det samme sker hver gang: Smykket finder dig. Og noget tyder på, at hun har ret. Jeg nupper i hvert fald helst slangeringen.

Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

�