Den nat det stak af for Normann Copenhagen
AVISEN  
Designvirksomheden Normann Copen­hagens direktører, Poul Madsen og Jan Andersen, har ligget i ske i minus fem grader, nørklet med perler og over­levet finanskrisen. Sammen. 20 år efter begyn­delsen er de stadig sammen om at indtage Asien og USA med dansk design.

Af Maria Kentorp

Jan Andersen og Poul Madsen husker begge den morgen i oktober 2001, hvor designvirksomheden Normann Copenhagen for alvor blev levedygtig. Den var lidt som en pinocchiodukke, de havde plejet, passet og nusset om siden dens spæde form i 1999, og som havde holdt dem både vågne, trætte, glade og til ilden. Den morgen var det, som om den pludselig satte sig op og fik sit eget liv.
Faxpapiret bugtede sig i store bløde draperinger på gulvet i det lille kontor på Østerbro i København, og faxen skrattede stadig, da Jan Andersen mødte ind. Poul Madsen var i New York for at vise deres nyeste produkt, en saml-selv-lampeskærm, "Norm 69", designet af Simon Karkov, og havde ingen anelse om, hvad han havde været med til at sætte i gang.
Det viste sig, at en journalist fra New York Times havde været forbi Normann Copenhagens stand på en boligmesse i New York og bragt en lille notits med et billede i dagens avis, og derfor tikkede bestillingerne ind på en måde, som de to ejere aldrig havde set før.

 
Foto: Jeppe Carlsen

"Den lampe blev en øjenåbner for os. Vi besluttede os for at satse 100 pct. på design," forklarer 49-årige Jan Andersen, da vi mødes i virksomhedens 1700 kvm store flagskibsbutik på Østerbrogade.
Lampen består af 69 hvide dele, som man selv skal sætte sammen til en rund loftslampe, og den hænger i dag i såvel mange private hjem rundt om i verden som i deres butik.
Her er den omringet af hundredvis af andre produkter, der er kommet til fra en blyant til 10 kr. til modulsofaen "Rope", der kan personaliseres online til en pris omkring 100.000 kr. De mest ikoniske og prisbelønnede af produkterne, som er solgt i store mængder, er her også: Ole Jensens opvaskebalje i gummi og hans fejebakke, Rikke Hagens væltede cognacglas uden fod og den foldbare tragt af Boje Estermann, der er blevet kopieret så mange gange, at Andersen og Madsen er holdt op med at tælle.
Der er helt stille her bagest i butikken lidt før åbningstid, uagtet at Normann Copenhagen i dag har ca. 100 medarbejdere, og en stor del af dem sidder i kontoret øverst i den rummelige bygning, der blev bygget som biograf i 1928.

 
Foto: Jeppe Carlsen

Jan Andersen og Poul Madsen kan i år fejre 20 års jubilæum som partnere og ejere og klappe sig selv på skulderen over, hvordan de fik knoklet sig igennem de første hårde år, med nød og næppe overlevede finanskrisen og ved sidste regnskab kunne præsentere et resultat efter skat på 14,2 mio. kr. og en egenkapital på godt 60 mio. kr.

Brugte hver aften på at pakke
Startskuddet til succesen blev "Norm 69", og det første år med lampen solgte Jan Andersen og Poul Madsen godt 25.000 eksemplarer.
"Vi solgte for 10 millioner kroner, nej, 9 millioner," husker Jan Andersen ret nøjagtigt.
"Mig og Jan og et par rødder kunne pakke 400 lamper på en aften, og i nogle perioder var de væk i løbet af næste dag. Så skulle vi pakke igen den næste aften," tilføjer 48-årige Poul Madsen.
De pingponger minderne frem, færdiggør hinandens sætninger og giver taletiden videre. Fra begyndelsen har de tænkt i første person flertal – vi – og mange af deres svar her i hjørnesofaen begynder med "Mig og Jan" eller "Mig og Poul".

 
Siden finanskrisen er det gået støt fremad for makkerparret og deres Normann-design

Det bidragende flertal omfatter også deres sjak af ungdomskammerater, som hjalp dem med ad hoc-lån, da ingen banker ville låne 80.000 kr. til et par kompagnoner uden nogen særlig plan. Vennerne gav også en hånd i det første lillebitte lager i Sengeløse, når det kneb med tiden for de to iværksættere, og grinede lidt af deres påfund. I dag joker de alle sammen med, at vennerne burde have fået aktier i firmaet i stedet for tilbagebetalinger, men et par af dem har dog fået en levevej på Normann Copenhagens lager i Nakskov.
"I begyndelsen solgte vi lidt af det hele. Marokkotøfler, bloklys med perler snoet omkring og potpourriposer. Vi kørte ned til pakistanerbutikkerne på Vesterbrogade og købte masser af sarier, som vi fik syet om. De pakistanske piger var vilde med, hvor meget vi købte. Det var lige før, vi blev inviteret hjem på mad," fortæller Jan Andersen og griner ved tanken.
Sarierne blev syet om på Lolland af Poul Madsens mor, Marianne Madsen, som de købte først en billig og så en dyr symaskine til.

 
Det var ikke meget søvn, Jan Andersen og Poul Madsen fik under opstarten af firmaet. -Jeppe Carlsen

Bloklysene, der også blev et stort hit omkring årtusindskiftet, sad mændene selv og dekorerede om natten hele ugen, mens deres venner drak og dansede på klubberne.
"Vi købte sølvtråd og alle mulige perler, og så sad vi og viklede dem om lysene. Du ved, først en stor "diamant" og så en lille, og et stort hjerte og et lille og sådan der," siger Poul Madsen, der ellers ikke er det mindste handy.
"Ja, snoren var 1,20 meter, kan jeg huske, og man skulle folde den med en lille tang og pakke dem ind i silkepapir. Vi var på kontoret med kunderne i dagtimerne, og så spiste vi aftensmad, og kl. 20 kørte vi til Sengeløse og arbejdede til kl. 2 om natten," siger Poul Madsen.
"Vi havde én palleløfter, som vi købte til 2000 kr. Det var altså store sager," husker Jan Andersen.
"Nogle gange tog vi pigerne med derned, når der var rigtig drøn på, så måtte de sidde dernede og arbejde," siger Poul Madsen.
Altså jeres kærester?
"Ja. Det var ikke meget søvn, vi fik. Det kunne du glemme at byde nogen i dag. Men det var den der disciplin, der gjorde sig gældende, og vi ville bare lykkes med det," siger Jan Andersen.


Militærdisciplin
"Den der disciplin" hentyder til deres fortid i militæret, som var en sigende fællesnævner, de sporede hos hinanden ved første blik, og som gav dem et fælles værdimæssigt ståsted. Den handler om åben og ærlig kommunikation og – har det vist sig – en enighed om at søge løsninger og kompromisser til firmaets bedste frem for at pleje egne egoer.
Poul Madsen var to år i militæret i Varde og Sjælsmark, før han blev eksamineret eksportør over et par år i Herning. Han havde egentlig tænkt sig en militærkarriere, men indså, at det er så rigid en organisation, at han ikke kunne ændre ting, der åbenlyst ikke virkede. Det gad han ikke.
I Herfølge blev Jan Andersen smidt ud af skolen som skoletræt ballademager i 8. klasse og tog hele 9. klasse som praktik hos en håndfast smed for at komme tilbage og tage den afsluttende eksamen. Han gik derefter i lære hos samme smedemester, blev som 19-årig gardehusar og følte sig så definitivt færdig med autoriteter.

 
Foto: Jeppe Carlsen

"Da jeg var færdig som 20-årig, var der ikke flere, der skulle bestemme over mig. Jeg cyklede ned til Told og Skat og fik et cvr-nr. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle. Et eller andet med at bruge mine hænder," siger han.
Som smed var han jo god til stål og jern, og det look var heldigvis moderne i 1990'erne, så han fik det til at løbe rundt med at lave inventar til modeindustrien og frisører. På et tidspunkt tog han rundt på interiørmesser med sine hjemmelavede smedejernslysestager, og der blev han ved med at støde ind i Poul Madsen.
Han stod med glasvaser og keramik fra overskudslagre i Polen, som han havde gjort en lille forretning ud af ved at fylde sin Toyota Hiace og sælge dem videre til små interiørbutikker rundt omkring i landet, bl.a. Zero på Strandvejen nord for København, hvor den slags gik som varmt brød.
"Sådan gjorde jeg et par år uden nogen plan overhovedet. Jeg havde ikke noget, jeg skulle bevise over for mig selv eller andre. Jeg tjente til at kunne klare mig en to-tre uger, og så tog jeg til Polen igen," fortæller han.
Han har altid været typen, der kunne se en sport i at købe ting billigt og sælge dem videre med fortjeneste. Han gjorde det allerede som barn og teenager med skrot og kaktusser.
Når han drev rundt i Nakskov efter skole med en gruppe venner, var de nogle dage heldige at finde bly eller kobber blandt noget af al den skrald og affald, der var smidt ud i en tid før genbrugsstationer og affaldssortering. De udviklede metoder til at rense ledningerne for plastik og kunne indkassere hele 9 kr. kiloet for kobber dengang. I 3. klasse lavede han sin første investering.
"Jeg var med min mor ude at handle og ville så gerne have en minikaktus, men de var pissedyre, så det måtte jeg ikke."
"De små kaktusser var hotte dengang. Man satte dem sammen flere ad gangen," indskyder Jan Andersen fra sit hjørne.

 
Foto: Jeppe Carlsen

"Men så cyklede jeg og en kammerat ud til et gartneri, der ligger 10 km uden for Nakskov. Gartneren fattede ikke, hvad vi skulle bruge en hel bakke kaktusser til, men vi lovede, at vi ikke ville videresælge dem. Næste dag fik vi solgt dem alle på et frikvarter, og så fik vi selv en kaktus og penge til en pose bølgechips og en cola til hver oveni."
Da Poul Madsen og Jan Andersen slog sig sammen som voksne, havde de ingen opstartskapital.
"Det var en minuskonto og en minuskonto, vi slog sammen, og det gav altså ikke plus," som Poul Madsen siger.
Men de fik sparet sammen til en gammel lastvogn, som de kunne køre til den store boligmesse i Frankfurt fyldt med deres potpourriposer og bloklys. Hotel var der ikke penge til, så de to sov sammen på ladet af bilen og børstede tænder og etagevaskede sig næste morgen på toilettet i messehallen.
"Der var fem graders frost om natten, så vi pakkede os ind i papkasser og lagde os i ske for at holde varmen. Vi lignede et par bumser. Når man har oplevet den slags med hinanden, kan man klare det meste sammen. Der skal meget til, før vi bliver uvenner," siger Jan Andersen.


Ligner ikke stereotypen
De er så sjældent uenige, at ingen af dem kan huske noget specifikt, og for en udenforstående virker de også som to alen af ét stykke. Ingen af dem ligner stereotypen på en mand, der har lavet penge på design, som de sidder der med skjorten uden på de løse bukser, og begge er rundet af arbejderhjem fra de socialdemokratiske kernekommuner Nakskov og Herfølge.
Forældrene var hhv. industrimaler, syerske, ansat i teknisk forvaltning og murer, og hverken hjemme eller i lokalsamfundet var design, arkitektur eller kunsthåndværk det allermindste på lystavlen.
Måske har den manglende benovelse over faget givet dem en genvej ind i branchen. De har tænkt på, hvad der kunne sælge hvor, frem for hvad der var fint, smart og rigtigt.
"Hvis der var noget, der hed at disrupte dengang, var det det, vi gjorde. Vi brød alle regler for, hvilke kombinationer af designere, materialer og produktkategorier man kunne blande," siger Jan Andersen, og Poul Madsen stemmer i, for her er vi inde ved noget af det, de tror er nøglen til deres internationale succes.
"Dengang holdt firmaerne sig enten til porcelæn eller stål, møbler eller køkkenting. Det var før, Hay og Muuto kom til og har gjort det så godt, så det kan være svært at forestille sig i dag, at det var en anderledes måde at gøre det på, men vi var den første nordeuropæiske virksomhed, der først og fremmest gik efter designet," siger Poul Madsen.

 
Foto: Jeppe Carlsen

Annoncer har de altid holdt sig fra og i stedet skaffet sig opmærksomhed ved at invitere til storslåede og ret bekostelige fester med gratis drinks, hvor deres møbler og køkkenprodukter stod i centrum. Folk taler stadig om Cover-festen herhjemme med Grace Jones-koncert og kø langt ned ad fortovet, men de udenlandske fester, som de skabte sammen med de lokale indkøbere og distributører, var i lidt mindre vild skala.
"Med en kendt DJ, gratis drinks og lidt godt at spise, så er du i gang. Alle kan lide en god cocktail," konstaterer Poul Madsen.


Finanskrisens lærepenge
På den måde gjorde de sig på et tidligt tidspunkt bemærket i både USA, Japan og Kina.
Netop i Kina har de nu både produktion og salg og 12 medarbejdere, hvoraf nogle har været ansat i 14 år. Derfor er det Normann Copenhagen, der har møbleret Adidas' ny hovedkontor i Shanghai, såvel som kontorer hos Apple, Google, Deloitte og Starbucks, og de store bestillinger strømmer stadig ind.
Normann Copenhagen hang ellers og svævede over afgrunden under finanskrisen i 2008, fordi banken fra det ene øjeblik til det andet krævede drastiske nedbringelser af deres lån. Og på samme vis, som deres succes begyndte på én bestemt dag med "Norm 69"-lampen, stoppede medvinden også fra den ene dag til den anden.
"Det kom som et chok for os, og vi aftalte, at vi aldrig ville havne i en lignende situation," husker Jan Andersen.
De solgte to mindre virksomheder, Holly's Baby og en e-sportsvirksomhed, og holdt sig stående. I dag er deres gæld så meget lavere i forhold til deres egenkapital, at de står sikrere, hvis en ny krise skulle ramme.
De rejser stadig ca. 100 dage om året professionelt og flere til privat, nu hvor de begge også har stiftet familie. I begge tilfælde lægger de ofte vejen forbi kunstmuseer og gallerier.
Der var ingen af dem, der var kunstinteresserede for 20 år siden, men det gjorde særligt indtryk på dem at besøge en række kunsthåndværkeres værksteder, da de ledte efter designere til deres nye strategi efter "Norm 69". Det gav dem smag for det unikke og håndlavede, og i dag kalder de sig kunstsamlere og ejer en større samling, end deres østerbrolejligheder kan rumme.
"For mig er det en naturlig konsekvens af at arbejde i dette felt med interiør og indretning og se, hvordan en ny farve på væggen ændrer et rum. Det gør kunst også," siger Poul Madsen.

 
Foto: Jeppe Carlsen

Det første værk, han købte for 14-15 år siden, var en bestilling på en slags doodletegning af graffitikunstneren Le Freak, og begge deres seneste investering er af det unge talent Frederik Næblerød, der blev færdiguddannet sidste år, men allerede er et navn, som man taler om i kunstverdenen.
Nok bor de stort på Østerbro, men de holder stadig forbindelsen til deres rødder i Nakskov og Herfølge. De betegner ikke sig selv som rene socialdemokrater, snarere som socialkapitalister. De har f.eks. bevidst sammensat deres gruppe af medarbejdere med et blik for diversiteten og går ind for, at de stærke skal passe på de svage i samfundet. Men pengene skal jo komme et sted fra, som Poul Madsen siger, og for Madsen og Andersen kommer de fra eksportmarkederne.
De får begge løn, men overskuddet bliver investeret i firmaet.
"Vi har ikke den store trang til at trække penge ud. Det er sjovere at smide en 10-krone i firmaet og se den vokse til 20 kr. Og så længe, vi ikke har en rig onkel at trække på eller en stor investor, der skyder penge ind, er vi også nødt til at finansiere udviklingen selv," siger Poul Madsen.
At de to har fået så stærke vinger, går formentlig hen over hovedet på deres gamle forældre. Poul Madsens mor har stadig den samme gamle sofa fra hans barndom og kunne ikke drømme om at udskifte den med en fra sønnens forretning, og hun kan stadig spørge ham til detaljer om firmaet, som slet ikke er hans bord længere.
"Det hele er blevet for stort til, at vores forældre forstår, hvor stort brandet er ude i verden. Det gør vi heller ikke altid selv. Sagt i al beskedenhed," siger Jan Andersen.

Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

�