It-chefen rider de vildeste bølger
Kitesurfing på bølger med trick er fascinerende at se på, og det kræver da også, at man er en vovehals. Jakob Appel på de tre fotos er Danmarks bedste i disciplinen og deltager fra i dag i world cuppen, som begynder i Portugal. Foto: Privat
Jakob Appel deltager fra i dag som første dansker i world cuppen i kitesurfing i bølger, der foregår i Portugal. Senere i år skal han prøve kræfter med bølgerne på Mauritius, i Irland og på Hawaii. 33-årige Jakob Appel er chef i it-firmaet Enabling og ligner mere en almindelig dansker i sin bedste alder end en vild surfdude fra Hawaiis surferkultur "Det er som at stå på wakeboard efter en helikopter," siger Jakob Appel, da jeg spørger ham om fascinationen ved at kitesurfe på toppen af store bølger.

"Følelsen er tredimensionel. Du anvender bølger som ramper til spring ligesom en almindelig surfer, men derudover har du dragen til at give fart og højde. Det er vildest, hvor bølgen er stejlest, der kan man få flest mulige sving og lave flest trick. Det er selvfølgelig også her, der er størst risiko for at blive slået til plukfisk, hvis man kommer ind under bølgens lodrette væg og bare falder ned."

33-årige Jakob Appel træner kitesurfing ved Rågeleje i Nordsjælland, når der er vind nok. "Folk tror, det blæser meget i Danmark, men det blæser ikke vildt nok, ofte nok," siger han. Foto: Privat

Hvad er det vildeste, du indtil videre har lavet som kitesurfer?

"Det, jeg umiddelbart kommer i tanke om, er fra Marokko, hvor jeg sprang ned fra en 15 meter høj sandklit med dragen og landede på lavt vand. Der var timingen meget afgørende," smiler Jakob Appel, der indrømmer, at han nogle gange er bare lidt bange for, at det går galt, når han udfordrer bølger og vind på samme tid.

"Man skal vide, hvordan man skal reagere, hvis noget går galt. For noget vil gå galt på et tidspunkt, og jeg er da også blevet taget af en vindpumpe og slæbt hen over land. Heldigvis har jeg aldrig brækket noget."



Er du en vovehals?

"Det skal man være. Jeg får et kæmpe adrenalinkick, når jeg er på vandet, og efter 20 år som konkurrencemenneske skal der mere og mere til. Men når det er sagt, så er der folk, der dør på skiferie hvert år, og almindelig sejlsport kan jo også være farligt.

Så kitesurfing er ikke en sindssyg sport."

Læs også: Nye kajakker til veteranerne

Ser normal ud

33-årige Jakob Appel er helt tydeligt en større vovehals end de fleste, selv om han ikke ser specielt vanvittig ud, da jeg møder ham få dage før, han rejser til Portugal, hvor han fra i dag, som den første dansker, deltager i world cuppen i kitesurfing i bølger.

Klædt i skjorte og chinos og som chef i it-firmaet Enabling ligner han mere en almindelig dansker i sin bedste alder end en vild surfdude fra Hawaiis surferkultur.



Måske fordi han begyndte sin sejlerinteresse i den pænere windsurfing, hvor han i juniortiden bl.a. blev dansk mester, før han i 2002 skiftede til kitesurfing, som nu er den hurtigst voksende sejlsport på verdensplan, og som i 2016 i Rio de Janeiro for første gang er med på det olympiske program.

Dog ikke i den vilde udgave, som Jakob Appel dyrker, nemlig kitesurfing med tricks på store bølger, men i den pænere udgave hvor der sejles om kap som i traditionel sejlsport.

Læs også: Flot til søs uden egen båd

Hvorfor droppede du windsurfing til fordel for kitesurfing?

"Jeg blev træt af at håndtere det tunge udstyr til windsurfing, board og drage vejer kun otte kilo, og så er det simpelhen nemmere at komme på vandet, når man kitesurfer. Det kræver mindre vind. Folk tror, det blæser meget i Danmark, men det blæser ikke vildt nok, ofte nok."



Hvordan regner du med at klare dig i world cuppen?

"Jeg er jo den første skandinav, så det kan ende med at blive som Jamaicas bobslædehold. Men jeg bliver meget klogere efter første stævne i Portugal. Jeg håber på en top- ti-placering," siger Jakob Appel, der op til world cuppen har trænet tre-fire gange om ugen, afhængig af vejrforholdene, ved Rågeleje på Sjællands nordkyst.

"Efter en hård dag på arbejde er der ikke noget bedre end at få renset ud i hovedet med kitesurfing. Når man er startet, så stopper man aldrig igen."

Læs også:
Ny sjovere og federe surfsport
Body Flight - Action til firmaudflugten
Dansk polo-pige: Mellem penge og passion

.

Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

Cxense Display
Cxense Display
�