Pleasure Tester: Blæst op til fest i Indre By
Maria Kentorp testede Københavns nye dry-bar en aften før den røde løber. Her ses indehaver Isabel Friis-Mikkelsen ved åbningen. Se de gennemblæste frisurer i billedserien herunder.
Foto: Photographs by Peter Krasilnikoff og Interior Design by Studio David Thulstrup
Fri Af
Hvis du ved ordet "blow" tænker "bop" og lader tankerne vandre videre til Krystle Carrington og amerikanske turisters glitrende glorie af hårlak, skal du lige skifte rille.

I hvert tilfælde nu vi taler Isabel Friis-Mikkelsens fønbar, der åbnede i sommer. Den er Danmarks første dry-bar og ved at finde fodfæste i Adelgade i det indre København.


"Frisuren kom med den bonus, at den var sat så grundigt, at jeg kunne bevare den natten over og gennem næste dag"



Her er frisurerne med vilje til den yngre side med et fokus på casual styling frem for den stramme, sirlige og ordnede stil. Meningen er, at man skal kunne gå ind fra gaden og gå ud igen uden at ligne en Lily-brud, men alligevel have løftet sin stil betragteligt med en omgang lækkert hår.

Kort og godt er konceptet, at man som kunde kan vælge mellem otte forskellige frisurer, og prisen er uanset hvad 375 kr. inkl. rådgivning, champagne, vask, føn og styling. Her er ingen farve og klip, men til gengæld manicure og pedicure, så man kan blive trippel festklar.

Se Blows udvalg af frisurer i billedserien til højre

 Jeg skal til en stor modeevent, og frisuren skal gerne skaffe mig sikkert over den røde løber. Salonen er på dagen fuld af folk fra modebranchen, der sikkert har tænkt samme tanke, så der er et hyggeligt leben i den lille salon.

Indretningen er designet af David Thulstrup Studio, der også har indrettet Chanelbutikker i USA, og stilen er holdt i samme unge stil som frisurerne – krydsfiner på væggene, marmorborde og glødepærer i Hollywood stil rundt om spejlene.

 
Fra gaden lokker BLOW med det stilrene og friske udtryk.

Ud af de otte frisurer er kun de tre opsatte, og alle er ret enkle at se til, men jeg vælger den, der ser ud til at fylde mest, Bardot. På hjemmesiden er den beskrevet som "Struktureret overflade. Rullet nakke. Variabel front", og jeg beder om at få den så samlet og glat i overfladen som muligt og med god fylde i nakken.

 Frisøren Donya Ali er kun glad for, at kunderne har en intention med frisuren, så hun klør gladeligt på med de personlige ønsker.

Efter vask i shampoo fra Milkshake bliver håret produkter fra No Inhibition, der dels giver fylde og holder de små irriterende fimrehår i ave – dejlige dufte over hele raden.

Manken bliver glattet, før den bliver sat op med et utal af både meget kraftige og meget fine hårnåle, så den kan holde til efterårsblæsten før aftenens fest. Jeg bliver sendt af sted med det gode råd midlertidigt at stramme et silketørklæde over håret, før jeg trækker den lange kjole over.

 
Indretningen er hip og urban med blottede glødelamper og krydsfinér.

Jeg kom levende over den røde løber, men jeg ville godt have haft en anelse mere Lily-model end grunge-uglede lokker. En ting er uformelle sommerfester, hvor det er rart ikke at være over-dressed, hvilket jo specielt i Danmark er en overhængende fare.

"Jeg kom levende over den røde løber, men jeg ville godt have haft en anelse mere Lily-model end grunge-uglede lokker"


En anden sag er det, rent faktisk at skulle være dressed up til black tie dress code og ligne det, man faktisk er: En, der har gjort sig den umage at få sat håret af en professionel på dagen.

En anden gang vil jeg vælge én af de løsthængende frisurer, der har mere glamour over sig. Og hvis jeg skulle til bryllup eller lignende fint, vil jeg vælge et sted med en lidt mere konservativ stil.

Frisuren kom til gengæld med den bonus, at den var sat så grundigt, at jeg kunne bevare den natten over og gennem næste dag.

Pleasure,dk var inviteret af Blow.

  

Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

�