Modig men klodset bestseller - Er Salander-magien væk?
Den nye forfatter David Lagercrantz skriver godt, men han er bedre til personkarakteristik end til at skabe suspense, som jo alt andet lige må være en krimis væsentligste fokus.
Den svenske forfatter og journalist David Lagercrantz leger med ilden disse dage, hvor han har begivet sig ud på et af de mest antændelige territorier, der findes i den litterære verden.

Han har skrevet videre på en anden mands værk. Oven i købet en død mands værk. Nemlig, hvis det skulle være gået nogens næse forbi, Stieg Larssons Millenniumtrilogi, der indledtes med "Mænd der hader kvinder" i 2005 og afrundedes i 2007 med "Luftkastellet der blev sprængt".


"Der var langt mere spænding i lanceringen af romanen, end der er i romanen"


Serien sprængte bestsellerlister verden over, og blot i Danmark har forlaget Modtryk solgt 1,75 millioner eksemplarer af bøgerne med punkerhackeren Lisbeth Salander og journalisten Mikael Blomkvist i hovedrollerne. Det var ekstraordinært, historien om den idealistiske, venstreorienterede Stieg Larsson var ekstraordinær, han fik hjertestop, før hans bøger blev trykt.

Måske ville han vride sig i graven, hvis han vidste, hvad der foregik, og hvilket hysteri, der nærmest i klinisk forstand har omgærdet denne udgivelse de seneste måneder.

Måske ville han juble, ligesom mange af hans fans på verdensplan, der siden torsdag kl. 00.01 har kunne læse Lagercrantz' fjerde bind i serien, "Det der ikke slår os ihjel". Bliver bogen en bestseller? Uden tvivl. Er bogen bestsellerplaceringen værdig? Ikke udpræget.

Overvågningsparanoia
Vi er indtrådt i et nyt årti. Stjernejournalisten Mikael Blomkvist er desillusioneret. Hans arbejdsplads, Millenniumavisen, er blevet opkøbt af en kommerciel mediekoncern, der kræver glitrede overskrifter fremfor graverjournalistik.

Da en anerkendt videnskabsmand bliver dræbt, få timer efter han har kontaktet Blomkvist, udfolder sig en omsiggribende global sag om internetgangstere, sprængfarlig forskning indenfor kunstig intelligens, om NSA's masseovervågning og lækkede oplysninger a la Edward Snowden.

 

Den feministiske mesterhacker er selvfølgelig involveret, og makkerparret Salander & Blomkvist slår til igen med hjælp fra afdødes 8-årig søn, der er autist med udsøgt fotografisk hukommelse.

Fra uventet kant bliver Lisbeth Salander truet af sin onde tvillingesøster, der har sine grunde til at hade søsteren, og vice versa. Og disse grunde bliver, særdeles atypisk Stieg Larsson, foldet ud som påklistret personkarakteristik, der skal give os psykologisk indsigt i vores Pippi Langstrømpe-heltinde.

Det er modigt af Lagercrantz, men det er ikke vellykket, måske især fordi han anvender det klodsede greb at fortælle fremfor at vise.

Der er i det hele taget noget fortælleteknisk uelegant over "Det der ikke slår os ihjel". Det myldrer med personer, med videnskabelige detaljer, der kræver notesblok (men som vidner om god research), og skorter på den for kriminalromanen så afgørende suspense.

Faktisk, for nu at være lidt fræk, var der langt mere spænding i lanceringen af romanen, end der er i romanen.

Han skriver godt, David Lagercrantz, hvilket han også beviste i bestsellerbiografien om Zlatan, som han var ghostwriter på – men denne gang er han gået til den noget atypiske ghostwriteropgave uden halvt så stærk fornemmelse for primærkilden.




Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

Cxense Display
�