Blog: De tre ingredienser til din næste store løbeoplevelse
I etapeløbet Half Marathon Des Sables i Peru tilbagelægges i alt 120 km.
Foto: PR-foto
Fri Af , ,
- Motionsblog

Jeg har efterhånden løbetrænet i noget, der minder om 25 år og arbejdet som løbetræner i små 17 år. Det har givet mig et utal af fantastiske løbeoplevelser, store som små, på hjemlige såvel som mere eksotiske breddegrader. Jeg bliver ofte spurgt om, hvad der driver og motiverer mig, både som løber og som træner – et spørgsmål, jeg stadig har til gode at svare kort og konkret på. Derfor forsøger jeg mig her at finde ind til kernen.

I et par længere perioder har min motivation helt klart været resultaterne. At se, hvor hurtig jeg kunne blive på alt fra 800 meter til maraton, afprøve forskellige træningsmetoder og dykke helt ned i fysiologien og mentaliteten bag at blive den bedst præsterende udgave af mig selv.

Men over de seneste år er det helt klart noget andet, der har drevet motivationen. Det har været naturoplevelserne, og det at blive udfordret på helt andre parametre end hvor højt et tempo, jeg kan holde en given distance. Det fysiske og mentale element i at skulle disponere og have styrken til at kunne løbe i mange timer i træk i meget varieret terræn. Hvilket selvfølgelig, som for så mange andre, der heller ikke formår at trodse en tiltagende alder, til en vis grad tager sit afsæt i en erkendelse af, at jeg aldrig kommer til at kunne løbe lige så hurtigt, som jeg kunne engang.

Hvad skal der så til?

Jeg nyder det ekstraordinært store privilegium at kunne arrangere og deltage i mange spændende løbearrangementer i ind- og udland. Da jeg begyndte at arbejde for løbeorganisationen Running26 var maraton det helt store og eksotiske, og forløbene til de store maratonløb rundt om i verdenen var det mest eftertragtede at købe ind på. Som jeg har skrevet om tidligere, har vi oplevet en klar tendens til, at der over de seneste år har været en bevægelse mod andre typer udfordringer og hovedmål end 'bare' de klassiske distancer. Udfordringen er at kunne blive ved med at skabe det 'næste', det ekstraordinære, det unikke, som man ikke bare selv kan gøre.

Der, hvor jeg oplever, at det lykkes klart bedst for os at levere forløb, der rykker for vores kunder – og for os selv – er, når følgende tre kriterier alle er opfyldt: Fysisk og mental udfordring, eventyr og livsnyderi samt fællesskab.

1) Fysisk og mental udfordring

Hovedmålet – og forløbet derhen – skal naturligvis have en fysisk komponent. Der skal være visse krav, der motiverer til at prioritere træning frem mod finalen, så der kan opnås en individuel udvikling og læring gennem optaktsprocessen. Dertil, og vigtigst, skal hovedmålet være udfordrende, men overkommeligt. Det skal skubbe nogle grænser uden at være alt for ekstremt. Der vil altid være både et fysisk og mentalt element, da udfordringen gerne skal være af sådan en karakter, at det rykker på begge fronter – for deri ligger også den største sejr og udvikling, når målet er klaret med bravur.

Der er en klar tendens til, at 42,195 km på asfalt ikke længere er udfordring nok for en del af vores kunder. Bevares, det kan stadig udfordre, men for virkelig at rykke skal der udfordres på andre elementer. Det kan være terræn, altså ved at løbe i skov, bjerge, ørken osv. Det kan være distancen, at prøve at løbe længere end 42 km. Det kan også være ved at sætte flere forskellige aktivitetstyper sammen i et adventure-race eller lignende. Den seneste trend, vi for alvor kan mærke rykke, er etapeløbskonceptet, altså dybest set at løbe flere dage i træk.

Det skal understreges, at jeg ikke er tilhænger af, at det bare skal være længere og vildere for, at det rykker. Der findes mange muligheder for at lave super spændende og spektakulære oplevelser og udfordringer, der ikke kræver, at familie, arbejde og alt andet skal sættes på hold i mange måneder for at blive klar. Tværtimod er nøglen at få fundet et mål, det er muligt at blive klar til med en balanceret hverdag.

2) Eventyr og livsnyderi

Det skal ikke kun være et race, der trækker. Alt det udenom er mindst lige så vigtigt. Vi lever i en tid, hvor de fleste løb efterhånden rimelig nemt kan bookes over nettet, og fly og hotel er også til at finde ud af. Så der hvor vi kan tilføre værdi, både for oplevelsen og for kunden, er, når vi kan tilføre det 'ekstra' - det man ikke bare kan booke på en hjemmeside. Vi arbejder primært med et segment, der har prøvet mange ting, er vant til at spise på fine restauranter og rejse verden rundt. For os – og mig personligt – er det, der driver på denne front derfor det, der har en helt anden kant.

Vi har længe haft en drøm om at lave forløb og rejser bygget op omkring etapeløb. Her får man hele pakken. Man får lov til at løbe i flere dage i træk. Når vi er afsted til maraton, er det én dag, det hele skal foldes ud på, hvilket bestemt kan være udfordrende nok. Men her tilføjes et andet element, nemlig disponering over flere dage, både fysisk og mentalt. Og muligheden for at opleve mange flere forskellige naturscenarier og tilstande af op- og nedture.

Når det er en udfordring over flere dage, er det bl.a. fordi, man ofte selv skal transportere alt, hvad man skal bruge af udstyr og mad, såvel som det er overnatning under primitive forhold. Det lægger ikke bare ét, men adskillige flere lag til både forberedelse og selve udfordringen. Men belønningen er mindst lige så mange fold desto større.

Og så er det klart, at sejrene skal fejres behørigt. Når det hele er vel gennemført, skal det også nydes. Her skal det altid være målet, at det skal være på en facon, der er kendetegnende for det område, vi befinder os i, for også at føje det element til den samlede oplevelse. Det kan være nogle specielle gastronomiske oplevelser, steder og omgivelserne man befinder sig i – eller oftest mest af alt, dem man fejrer det med.

3) Fælleskabet

En meget central del af den helt store løbeoplevelse er at have nogle at dele rejsen med, både hele optakten, udfordringerne og de små sejre undervejs, men ikke mindst den store sejr, når alle har gennemført.

Der sker bare noget med relationerne mellem folk, når de træner sammen, sveder sammen, griner sammen, brokker sig over træneren sammen – og i særdeleshed når de støtter hinanden, hjælper hinanden og opmuntrer hinanden.

Det er ikke tilfældigt, at vi ser rigtig mange løbefællesskaber blive skabt og vokse i disse år. Det at have nogle at dele oplevelserne med har en uvurderlig værdi for rigtig mange, og med rette.

Master Performance 5.0

Vi er rigtig begejstrede for i år sammen med træningsvirksomheden OOB Life og med Børsen som journalistisk deltager at kunne søsætte et forløb, jeg synes til fulde lever op til ovenstående. Det er det femte forløb i rækken og kommer efter foregående løbeoplevelser på Island, i Marokko, Skotland og senest ved Mont Blanc i Frankrig. Nu venter det første deciderede etapeløb, Half Marathon Des Sables Peru, hvor 120 km skal tilbagelægges over fire dage i Ica-ørkenen til december. Vi får den fysiske udfordring af at skulle løbe alle dagene igennem den spektakulære ørken, vi skal overnatte i telt på kanten af Stillehavet, vi skal selv løbe med alt udstyr og mad, vi skal bruge de fire dage, og vi får i den grad brug for fællesskabet og den grundige forberedelse. Til vores held starter og slutter vi i Lima, en af verdens førende gastronomiske højborge, og samtidig efter sigende en rigtig spændende by, så jeg er sikker på, at der venter os alle et uforglemmeligt eventyr.

Afslutningsvis er det dog vigtigt at sige, at man ikke behøver at rejse om på den anden side af verdenen for at opnå meget af dette. De små mikroeventyr kan have lige så stor værdi. Løb og overnatning i den fantastiske danske, svenske eller norske natur kan være utrolig givende, hvilket jeg vender tilbage til i et senere blogindlæg.

Opfordringen fra mig må være at prøve at finde nogle mål, der udfordrer på anden vis end normalt – om det er terræn, at være i gang i flere dage, overnatte under primitive forhold eller noget helt fjerde er ikke det vigtige, bare det rykker.

Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

Cxense Display
Cxense Display
�