Pudsig sushi med aner i USA
Uhm, sushi! Betjeningen på Haiku Sushi er præget af japansk kultur, men kokkene er hentet i San Fransisco.
Foto: Magnus Møller
Gourmet Af
Haiku Sushi i København tilbyder fisk af formidabel kvalitet og højest utraditionelle ruller.

For nogle år siden optrådte Annette Heick i et satireprogram som japaneren Ushi Haiku, med at narre intetanende danske kendisser til at tro, de blev interviewet af en japansk journalist. Det var et sjovt program, og jeg kom til at tænke på det under anmeldelsen af Haiku Sushi, grundet den meget høje musik, som var et uhelligt miks af blandt andet halvfjerdserrock, firsertechno og Michael Jackson.

Sushien smagte virkelig godt, om end især rullerne adskilte sig en del fra den stramme stil hos eksempelvis Sticks & Sushi-kæden

På samme måde virkede det umotiveret, at hylderne i lokalet var smykket med rækker af Grøn Tuborg, sojasovsflasker og dåser med Pringles-chips. En dekoration der formentlig ikke er tænkt som en vittighed, men ganske enkelt et eksempel på det kultursammenstød, som før er set når Japan møder Vesten. Genialt skildret i filmen »Lost in translation«, om en amerikansk skuespillers trængsler under et ophold i Tokyo.


De japanske sushikokke går i sandhed deres egne veje. Deres kuriøse Happy Together-rulle byder på noget så uventet som jordbær, og Crunch California-rullen er iklædt en tynd panering og siden lynfriteret.

Vi blev modtaget af Xiaoshi Cai, en japansk dame der ligesom de to japanske sushikokke Suzuki og Jiang er hentet i San Fransisco, med det formål at sætte fut i den forretning, som før hed Kabuki Sushi.

Læs også:
Smart sushi - men elendig dessert
Uhmm - Restaurant Dim Sum
Rå og klimaperfekt restaurant

Overvældende høflighed

Således er sushistilen præget af den californiske sushiskole, mens betjeningen virker mere præget af japansk kultur. Xiaoshi Cai optrådte under begge anmelderbesøgene på en måde, som adskiller sig fra det sædvanlige. Ikke som en tjener, men som en værtinde i et privat hjem. Som måske er lidt stresset over at skulle have mange gæster, men ikke desto mindre gør hvad hun kan, for at få dem til at føle sig hjemme. Som da hun kom hen og konstaterede, at vore fade var tømt og nikkede anerkendende.

»Ahh, you enjoy very much. I am SO glad,« lød det på japansk klingende engelsk, mens hendes blik var fast rettet mod de tomme fade og ansigtet lagt i glade folder. Vi havde ventet længe på maden, hvilket fru Cai undskyldte dybfølt, hvorefter hun takkede os for at have ventet, udvisende den overvældende høflighed man som vesterlænding i Japan møder med undren, men som for japaneren er given.

Alle elementerne var af en virkelig høj kvalitet

Vi havde spist op, for sushien smagte virkelig godt, om end især rullerne adskilte sig en del fra den stramme stil hos eksempelvis Sticks & Sushi-kæden. Det føles lidt vanskeligt at skulle bedømme sådan en japansk sushirestaurant, hvor kokkene er to erfarne, japanske sushikokke, men her er, hvad jeg oplevede.

Det tog en halv time at få bestilt og serveret vore drikkevarer, nemlig vand, grøn te og saké. Vandet viste sig at være det norske Voss til 78 kr. flasken, en pris der matcher, hvad man tager på gourmetrestauranter med hvide duge og andre luksuriøse elementer. Til forret bestilte vi tempura af rejer, tofu og edamame-bønner. Rejerne (84 kr.) var store asiatiske af slagsen. Fin tempura af brandvarme, saftige rejer med ren smag, samt stykker af gulerod i en gylden, overraskende tyk dej.

Silkeagtig konsistens

Den tempurastegte tofu (48 kr.) var af en fin, silkeagtig konsistens mens edamame-bønnerne (32 kr.) var kogt så meget, at den grønne farve var fortrængt af gråhed, og smagen en smule vandet. Sashimianretningen (289 kr.) var en flot opsats, med isklumper dækket af revet kinaradise som base og 15 stykker fisk.

Meget friskt smagende kammuslinger, skåret i tynde skiver og lagt i lag med citronskiver, hvilket betød en hurtig marinering med citron, hvilket peppede smagen godt op. Laksen var skåret i en organisk form, ikke bare i firkantede skiver, ligesom bugudskæringen af yellow tail var rullet op under stykket.

Pudsig venlig atmosfære

sashimi nærmest spræller

uhm!


Derudover var der ama ebi, altså fine små, sødlige rå rejer samt og noget overraskende, seks friterede rejehoveder. Alle elementerne var af en virkelig høj kvalitet, men kinaradisen spiste vi ikke op, så vor venlige værtinde, som syntes at glide over i en slags moderrolle, påpegede at det burde vi spise, for det er godt for fordøjelsen.

Nigiri-sushi med tun og laks (54 kr.) var ligeledes af meget høj kvalitet, ligesom Dynamite -ullen (98 kr.), en stor sag med tempura af reje, chili og king fish. Lige tilpas chilipræg, saftig fisk men også en lidt smattet konsistens. Spider rullen (112 kr.) bød på sprødfriteret soft shell crab, agurk og flyvefiskrogn, igen en stor tyk rulle skåret i otte skiver af fin og ren velsmag.

Ingen desserter

Der var ingen desserter på kortet, et tegn på japansk autenticitet, som vi dog fandt råd for, ved at bestille Happy Together rullen. Den er ganske vist ikke tænkt som dessert, men har flere dessertkvaliteter nemlig sød jordbær og mango, fed flødeost og avocado samt en sødlig sauce og naturligvis ris, som jo er ingrediens i alle rullerne.

Hvis jeg havde set Happy together-rullen på en dansk drevet sushirestaurant, ville jeg nok ikke have forsøgt at gøre mig lystig på dens bekostning, hvilket jeg opfatter som en nyttig lektie i gastronomisk fordomsfuldhed.

Selv om smagssammensætningen fungerede fint som dessert, vil jeg dog mene at den valgte dekoration med Tuborg-øl, sojaflasker og Pringles-chips ikke er så vellykket, ligesom jeg vil anbefale at udskifte den mærkværdige blanding af vestlig populærmusik med noget mere fordøjelsesvenligt, fredsommeligt japansk.

Men bortset fra den slags løjerligheder, så er det meget behageligt at opholde sig i den meget rene, propert holdte restaurant. Det er en oplevelse, som jeg nu vil forsøge at beskrive i følgende kluntede, meget utilstrækkelige forsøg på et haikudigt.

Pudsig venlig atmosfære

sashimi nærmest spræller

uhm!
.

Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

�