Lauterbach slår fuld bak i Lumskebugten
Lumskebugten har været nede i en bølgedal, men nu har navnkundige Erwin Lauterbach overtaget roret, og maden har allerede højnet kvaliteten. Midt i juli lukkes der ned for en renovering, og så vender restauranten forhåbentligt stærkt tilbage.
Foto: Magnus Møller
Gourmet Af
Restaurant Lumskebugten har ikke været sig selv i de senere år, hvor den velkendte charme og det træfsikre køkken forduftede. Men nu er der igen en ny mand på broen, og han kan sit kram.

Det røde gulvtæppe inden for døren er møgbeskidt. Og der lugter som i et hjem, hvor man nødigt lufter ud. Sådan var det ikke før i tiden, hvor Lumskebugten var synonym med properhed og forfinet smag under restauratør Knud Wolmuth. Man kan sige, at han sætter Lumskebugten i bakgear for at genskabe fordums elegance Men sådan vil der heller ikke være fremover, for Erwin Lauterbach har overtaget forretningen fra Wolmuths efterfølger og varslet en omfattende renovering hen over sommeren. Man kan sige, at han sætter Lumskebugten i bakgear for at genskabe fordums elegance.


Erwin Lauterbach har overtaget dem gamle restaurant Lumskebugten.

Så snart nyheden om Lauterbachs entré blev kendt, bestilte jeg et bord på det, som hidtil har stået for mig som en af byens hyggeligste og mest charmerende restauranter i sin genre. For i den seneste tid har Lumskebugten desværre levet op til sit navn – i den sømandsmæssige jargon. En lumskebugt er nemlig et farvand med skjulte rev eller banker, som kan give nogle grimme overraskelser, ganske som man har kunne opleve nogle skuffelser på tallerkenen i den senere tid.

Læs også:
Skummel madbodega - I en kælder sort som kul
Kendiskok begaver og begejstrer på Kgs. Nytorv
Aarhusiansk mellem bistro og gourmet

Men nu er den onde tid ovre, og lækkerierne kommer i en lind strøm, som man kan forvente det fra Erwin Lauterbachs hånd. Han står for et præcist og personligt præget køkken, som nogle finder en tand for asketisk, mens andre besynger den smukke enkelhed og forstår at værdsætte de rene smagsnuancer. Lauterbach har især tilhængere blandt grøntsagsentusiaster, og disse skuffes ikke på Lumskebugten, hvor der er masser af grønt på menuen men selvfølgelig også fisk og kød.

Vi tog en rundtur i ovennævnte og lagde ud med et par stykker smørrebrød, som der desværre ikke var noget voldsomt udvalg af. Man kan dagligt få to forskellige stykker for 150 kr., og i dag var det kartoffelmad og et stykke med svinekam.

Herlig kartoffelmad

Store hovedsalatblade lå på godt rugbrød, som underlag for tynde skiver af små, nye kartofler kogt med skræl. Deres konsistens var fast, smagen saftig og nøddeagtigt dyb, lækkert kronet med en delikat, let krydret mayonnaise, en lille byge delikate dybtrosa Rømørejer, en dusk spændstig dild og nogle mørkegrønne blade skovsyre. En kartoffelmad i superligaen, ganske enkelt. Det er mig en fornøjelse at kunne meddele, at alt nu igen er vel på Lumskebugten Den stod på tallerkenen skulder ved skulder med svinekammen, som jo er svinets ryg og en yndet udskæring til flæskesteg, især blandt de fedtforskrækkede, som styrer uden om ribbensstegen. Desværre steges svinekamsteg ofte så hensynsløst, at det fedtfattige kød bliver ulykkeligt tørt, og således er det ikke min favoritflæskestegsvariant, med mindre svineriet er i de rette hænder.

Og det er det hos Lauterbach. Her var tale om en forsigtigt stegt kam – tilmed skåret i meget tynde skiver, hvilket øgede det lette indtryk. Smagen var frisk og ren, saftigheden forstærkedes af pikant krydret, meget syrlig agurkesalat og en lille smule pickles, eller hvad man skal kalde dressingen med mayonnaise og fintrevet gulerod. Det sarte smagsbillede fik tilført en pil opad i form af milde, tyndtskårne rødløg og en dusk saftig karse.


Forsigtigt stegt svinekam – skåret i meget tynde skiver. Smagen var frisk og ren, saftigheden forstærkedes af pikant krydret, meget syrlig agurkesalat og en lille smule pickles.

En herlig diætflæskestegsmad, om end jeg ville foretrække den traditionelle med sprød svær. Men den er der jo på den anden side, så mange der laver.

På samme måde er der heller ikke tale om at servere en fiskefilet a la sædvane. To af fladfiskens (115 kr.) fileter var vendt i mel og smørstegt på panden, til overfladen var gylden og det indre varmt, men fast og saftigt. Hertil en stor, tynd skive knassprødt hvedebrød belagt med to skefulde rejesalat lavet af Rømørejer rørt op med yoghurtdressing og grønne urter, drysset med finthakket løg, marineret med akvavit.

Søren Wiuff fra Lammefjorden havde leveret de lækre hvide asparges (125 kr.), som var kogt forsigtigt, så sprødheden var, som den skulle være, om end der skulle have været skåret mere af bunden, som var ubehageligt bitter. En klassisk vinaigrette med hakket æg og kapers, delikat bitter frissésalat og andet grønt lå henover aspargeserne, hvis artsfæller ligeledes var at træffe i nabotallerkenen.

Grus i salaten

Det var en salat (125 kr.) med bl.a. dampet spidskål, friskbælgede ærter og grønne asparges, som bar tydelige spor af Lammefjorden, i form af grus der ikke var skyllet ordentligt ud af hovederne, hvilket var en lille skønhedsplet i den ellers herlige servering.

Hvor de nævnte retter spredte megen glæde ved det lille frokostbord, så imponerede desserterne ikke på samme måde. Rabarberdesserten var en lidt for krystalliseret vanilleparfait med rabarberstykker, serveret på braiserede rabarber. Chokoladekagen (85 kr.), en let frossen Gateau Marcel, smagte af fryser eller køleskab, hvilket får mig til at tro, den har været opbevaret uden ordentlig tildækning.


Perfekt fiskefilet med rejesalat og grønne urter, drysset med finhakket løg marineret i akvavit.

»Jeg håber det smagte,« sagde den i øvrigt meget sympatiske tjener, da hun ryddede den halvvejs levnede (jeg skrabede overfladen af, for de indre lag smagte fint) kage. Et spørgsmål jeg undlod at svare på.

Såvel hun som kollegaen hjalp med til at gøre vores måltid behageligt, ganske som da jeg besøgte Lumskebugten for et halvt års tid siden. Dengang var maden under det middelmådige, og det er mig en fornøjelse at kunne meddele, at alt nu igen er vel på Lumskebugten.

Eller det er ved at blive det, for først skal det beskidte gulvtæppe og den indelukkede lugt væk. Men det er en forbigående gene, som man i øvrigt ikke lægger mærke til i udendørsserveringen. Den kan man nyde i frokosten frem til midten af juli, hvor der som nævnt lukkes i en periode, så stedet kan blive frisket op.

Insisterer man på mad fra Lauterbachs hånd, fås den som vanligt på Saison, der drives uændret videre.

Læs også:
Fire fremragende københavner-barer
Midtjyllands nye smørrebrødshøjborg
Michelinstjerne af anden etnisk oprindelse end dansk
.

Læs seneste udgaver

Cxense Display
Cxense Display