Festlig Gorilla er løs i Kødbyen
Restaurant Gorilla er gastronomiens svar på en feel-good film, hvor velsmag konkurrerer mod lækkerhed. Betjeningen er god, men omgivelserne er dog lidt skrabede.
Foto: Simone Astrid Pedersen
Gourmet Af
Klokken er omkring 18.00, og der virker øde i Kødbyen – også inde på den nyåbnede restaurant Gorilla. Der er over 200 ledige pladser, men ikke særlig længe, for publikum begynder snart at ankomme i en lind strøm.

De fleste sætter sig ved bordene, hvor de flotte træstole konkurrerer med bænkene om at være mest ukomfortable, mens pladserne ved bardiskene nok er endnu værre. Men meningen er nok, at gæsterne ikke skal slå rødder, og man har da også kun sin reservation i et par timer, så skal bordet rømmes.

"Hvis man er ude efter høj stemning og høj velsmag, er Gorilla bare abeskøn"


Det er blevet helt normalt, når der er tale om de populære restauranter i den billige genre, hvor Gorilla er den senest ankomne.

God smagsforvirring

Gorillaen er i kæde med Retour Steak, Melee, Pluto og Barbie, der alle er kendt for at servere rigtig god mad til små penge med tilsvarende vin og god betjening oven i købet.

 Ligesom kædens restauranter har forskellige navne, så er der heller ingen ensretning på Gorillas menukort. Der hersker nemlig en konsekvent smagsforvirring med indslag fra mange forskellige gastronomiske stilarter.

Fra rå østers og jomfruhummer over ceviche til torsk, sandart, hummer, ansjoser og sardiner. Fra hotdogs og små burgere over japansk gyoza, vietnamesiske forårsruller og mellemøstlig falafel. Til italienske indslag som ravioli med snegle og salvie, linguine og gnudi til franske klassikere som onglet og oksehale, spansk sortfodsskinke og endnu mere.

Det er på én gang forfriskende og lammende.

 
Her er friske jomfruhummere med et chili smæld.

Forfriskende, fordi kortet må være det hidtil mest bombastiske brud med de seneste ti års sværmen for den stramme shakerstil, som det nye nordiske køkken har lignet.

 Lammende, fordi man ikke kan lade være med at spise alt for meget, medmindre man har en stærk karakter. Og som bekendt skal man passe på ikke at blive et offer for sådan en tyran.

Det blev jeg heller ikke.

Den første udfordring kom forklædt som en brødkurv. Tykke skiver af skønt surdejsbrød med sprød skorpe og elastisk indre, ledsaget af rørt smør.

Sprød svinefod

Så begyndte de ti retter (350 kr.) at stimle sammen. Først nogle såkaldte friske ruller, dem med ustegt rispapir, nok bedst kendt som vietnamesiske sommerruller. De plejer at være domineret af en masse friske urter, men disse var en smule gumpetunge og ganske smagspumpede. Men ned gled de.

 
Det asiatiske indslag som dampet bolle med kylling

"Sprød svinefod," hed en af serveringerne, bestående af noget, der kunne ligne en mellemting mellem kartoffelchip og flæskesvær, til at dyppe i en medfølgende mayonnaise. Det var lidt for meget af det gode.

 Sortfodsskinken var pragtfuld og tilmed perfekt tempereret. Et eksempel på, at storslået enkelhed også er at finde midt i al forvirringen. Enkelheden fandtes også i de råmarinerede jomfruhummere, som havde et havfriskt præg og et kontant bid af chili.

Den stegte torskeryg var perfekt tilberedt med gylden stegeflade og saftigt indre, forfriskende garneret med stegte kålblade og en skønt luftig persilleemulsion.

Ovennævnte trio kom som en del af vor tiretters servering, men kan også købes á la carte for omkring 100 kr.stykket. Er man ikke voldsomt sulten, så kan ovennævnte kombination anbefales, men jeg tror, de fleste går efter en pakke med ti.

 
En hilsen fra Amerika i form af hotdoggen.

Og den fortsatte med ravioli, snegle og salvie, en uforskammet lækker sag med delikat og fast pastadej og møre, saftige snegle.

Masser af lækkerhed

Pastaretten gnudi, som er en gnocchilignende sag med ricotta, pecorino og parmesan, var lige så lækker som raviolien, og sådan kunne jeg blive ved med at remse op. Men det er vist ikke nødvendigt, jeg tror, der begynder, at tegne sig et billede af, hvad det er for en lækkerhedsfontæne, vi har med at gøre.

 
Italiensk ravioli.

Også på dessertfronten, som henrykkede med syrlig hindbærcreme i små, fede berlinere, banansoftice og en såkaldt dekonstrueret citrontærte, der var dessertrioens svageste.

 Vinkortets cirka 100 flasker indeholder mange muligheder for anderledes og gode smagsoplevelser. For eksempel en sjælden Barolo 2010 Paiagallo, der fremstod som en olympisk gymnast. Masser af kraft, men ingen alt for svulmende muskler, ligesom en Beaujolais 2013 Brouilly fra Lapalu imponerede med et rent og intenst, men ganske letfodet væsen.

Også i den hvide afdeling vankede der gode sager, som gør Gorillas kort ære, især fordi priserne virker ganske sympatiske. Her er glas fra 70 kr., mange flasker til omkring 300 kr. mens et fåtal sniger sig op i tusind kroners klassen.

 
Indretningen signalerer spisesal, for det er vist ikke meningen, man skal blive hængende for længe.

Vinene serveredes med begejstring, og der skænkedes en lille smagsprøve først, så man kunne omgøre beslutningen om nødvendigt. Ligesom dette er en god service, så var den øvrige betjening ganske enkelt god.

Det værste ved Gorilla er akustikken her efter klokken 20.00, hvor så godt som hver eneste plads er fyldt. Gæsterne er forståeligt nok glade, stemningen er høj, og det samme er stemmeføringen. Men hvis man er ude efter høj stemning og høj velsmag, er Gorilla bare abeskøn.

  

Andre læser dette lige nu

Sådan kan et sabbatår blive en vigtig karriere-investering

Annoncørbetalt
indhold af Dansk Studie Center

Læs seneste udgaver

�