31-årig kvinde vil skabe rå international forretning
Råt og usødet. Karina Nayja Bruun måtte helt ned at ligge, før end ideen til The organic Boho manifesterede sig. Nu går hun efter at skabe et internationalt brand, der skal ride på ryggen af sundhedstrenden.
Foto: Mie Hee Christensen
Gourmet Af
Danske Karina Nayja Bruun drømmer om at gøre sund fast food til big business og skabe en international franchise-forretning. På Roskilde Festival tester hun om der er omsætning i at sælge wraps af kålblade med hummus og rødbede-shots, man kan tage med på farten. Og konceptet er kommet flyvende fra start.

"Det var helt vildt, da vi åbnede. Vi måtte melde udsolgt af humus-wraps allerede efter 3 timer og da stod Dankort-terminalen og viste over 42.000 kr.", fortæller Karina Nayja Bruun mens hun serverer 3 alkoholfri men vitamin-pumpede shots i rød, gul og grøn til en festival-gænger med dobbelte render under de moderat ophovnede øjne.

"Hun droppede modebranchens ræs, tog til Ibiza med et par hundrede tusinde kroner i lommepenge og begyndte at lave sund og økologisk mad i månedsvis"

Det danske mad-koncept er i skarp konkurrence med Roskilde Festivals mange gourmet-tilbud og nu vil Karina Nayja Bruun, der står bag The Organic Boho, skabe en god forretning baseret på sund og forholdsvis billig, økologisk mad, der kan spises på farten.

Og som mange andre iværksætter-ideer kom The Organic Boho-konceptet til verden på grund af livets skiftende vinde.
 
Blomster i håret og hang til smil skal møde gæsterne i The Organic Boho. Foto: Mie Hee Christensen

For tre år siden blæste den perfekte storm af stress-nedbrud og akut skilsmisse tæppet væk under Karina Nayja Bruuns selvbillede og tilværelse. Krop og sind sagde fra over for arbejdspres og selvbestaltede forventninger og sendte bogstaveligt talt Karina i gulvet og direkte ind på neurologisk afdeling med samme symptomer som havde hun fået en hjerneblødning.

 Kort tid efter kulminerede hendes skilsmisse efter 15 år med samme mand og satte trumf på paletten af personlige udfordringer. Stormvejret tvang Karina ud i et valg af de helt store. Og måske livs-definerende.

Hun droppede modebranchens ræs, tog til Ibiza med et par hundrede tusinde kroner i lommepenge og begyndte at lave sund og økologisk mad i månedsvis.

Hun genfandt roen i kroppen og fik gennem støtten fra det unikke, kreative dansker-miljø på øen igen troen på bedre kommende kapitler i livet.

 
Food Court er et forjættet land for både foodies og firmaer. The Organic Boho er eneste madbod der ikke allerede er etableret i Danmark. Foto: Mie Hee Christensen

Nu står den 31-årige nybagte iværksætter klar med et nyt koncept for rå og sund mad indpakket i feel good vibes, blomster i håret og store smil.

 Ambitionerne rækker helt over andedammen, men først skulle Roskildes feterede Food Court erobres. Men kan rå og sund mad klare sig i konkurrence med gourmet-burgers og stegt flæsk på en evigt tømmermands-ramt festival?

Efter godt et døgn i Food Court lyder svaret fra Dankort-rapporten er klingende ja.

Og mange kunder med trang til at reparere tømmermænd med rødbede-shots og spinat-smooties i stedet for hurtige kulhydrater vælter ind i butikken.


 
Cup-cakes uden sukker og proppet med sunde ingredienser har været populære som reparation efter flere dages druk. Foto: Mie Hee Christensen

Importeret fra Ibiza

Karinas raw-food koncept The Organic Boho har som det eneste mad-sted i den eftertragtede Food Court på Roskilde-festivalen endnu ingen dansk afdeling, og hele konceptet er opfundet og afprøvet i det kreative danske fællesskab på Ibiza.

 Men til forskel fra fest-øens og diverse andre danske raw food koncepter går Karina efter at lave noget lidt billigere, sund mad som stadig giver en smagsoplevelse og mæthed i timer. Ambitionerne for The Organic Boho konceptet er store og målet er at sælge franchises som Joe & The Juice.

Organic Boho-konceptet retter sig mod alle sunde "foodies", men er gangbar føde også for folk med sukkersyge, allergikere og de stadigt flere, der vælger helt vegansk kost som en livsstil. Og hun er på udkig efter nye "super-foods" som kan bruges til at nære danskernes lyst til nye fødeemner med sundhedsmæssigt pay-off.

 
Kål-wrap ladet med krydret og mættende økologisk indhold. Her hummus og falafel. Foto: Mie Hee Christensen


"Vi har et skud i kanonen her på Roskilde til at vise vores værd, så det skulle jo spille perfekt og det må jeg sige det har. Nu tror jeg på det her koncept," lyder det fra Karina, der har udset Christiania eller Papirøen som steder hvor Organic Boho kunne flytte ind og få egen matrikel på dansk grund.

 
Karina tapper ingefær-ekstrakt. Foto: Mie Hee Christensen

"Franchise er vejen frem og nu leder jeg efter investorer til ekspansion – i første omgang i København og Aarhus men New York er også i mit søgelys, for her er virkelig et stort marked for raw food. Især hvis man kan gøre det lidt billigere end de ofte meget dyre og smarte raw food koncepter," fortæller Karina, der for at få plads i Food Court har betalt ca. 150.000 kr. up front til Roskilde-festivalen, der indkasserer 21 pct. af alle Food Court-boders overskud.

Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

�