Per Mikael Jensen: Her bruger jeg 10.000 kr hver måned
Erhvervsmand Per Mikael Jensen og skuespiller tager os med på stamstedet Kreuzberg.
Foto: Thomas Skou
Gourmet Af
Jeg har været på et hav af caféer i København, men jeg synes, at det her sted laver den suverænt bedste kaffe. De bruger det rigtige tryk, når de brygger, og så har de god mælk. Chefen ved præcis, hvordan jeg gerne vil have min kaffe, og han har endda instrueret sine ansatte i, hvordan jeg godt kan lide den.

Jeg bor i London, men når jeg er i København, kan jeg godt komme her fire dage om ugen og arbejde. Det fungerer som mit kontor. Uanset om det er sommer eller vinter, sidder jeg ved det samme bord  udenfor, fordi jeg godt kan lide at være omgivet af liv. Der er en varmelampe lige ovenover til vinterbrug, der er en stikkontakt, jeg kan plugge min computer i, og så ved jeg, at de placerer et bord, der ikke vipper, på min plads. Jeg snakker med dem om at lave et primitivt hæve-sænke-bord til mig, så jeg kan komme op at stå engang imellem.

Jeg kommer typisk 8:15. Så banker jeg på ruden ind til køkkenet og viser med fingrene, hvad jeg gerne vil have. Min første kop kaffe er altid en cappuccino. Det er den næste også, og så er den tredje en cortado. Efter klokken 15 går jeg over til noget, vi har døbt en Utterslev. Det er varmt vand  med mynteblade, ingefær og citron. Det ligner noget, man har trukket op af Utterslev Mose, men det smager godt. Om aftenen kommer jeg typisk efter kl. 21 for at lukke dagen ned og tjekke mails, mens jeg får et glas vin. Jeg har min egen flaske stående i baren.

Jeg har fået dem til at bestille en speciel rullepølse hjem til mig. Den findes ikke på menukortet. Den kommer fra en slagter på Als og er fantastisk. Jeg har også fået dem til at købe Stryhns grovhakkede leverpostej hjem til mig. Jeg ved ikke, hvad Stryhns putter i den, men smagen rammer bare helt rigtigt. På et tidspunkt skal det også nok lykkes mig at få chefen til at lave hjemmelavede frikadeller.

Jeg arbejder bedst i larm. Giv mig et traditionelt kontor, og så dør jeg. Derfor passer det mig så godt at sidde her. Man bliver en del af byinventaret, når man kommer meget et sted. Det er der et eller andet i, jeg godt kan lide. Muligvis fordi jeg er et meget loyalt menneske.

Favoritmenu:

Specialimporteret ekstra krydret rullepølse fra Als Pølser, Stryhns grovhakkede leverpostej og hjemmelavet chili con carne.

Cappucino, cortado og en "Utterslev" efter kl. 15. Månedlig regning: Ca. 10.000 kr.

  

Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

�