Ole Troelsø fik som den første journalist adgang: Står denne mand bag Danmarks bedst bevarede whisky-hemmelighed?
Claus Braunstein er gæst i podcasten Til bords med Ole Troelsø.
Foto: Steven Achiam
Gourmet Af
Det er ingen hemmelighed, at brødrene Braunstein laver whisky i Køge, men at de fremstiller 80.000 liter om året, og har lavet bourbon i ni år, overraskede Ole Troelsø, der som den første journalist er blevet præsenteret for bourbon-lageret.

 

At der laves whisky i Danmark, har man ikke rigtig vænnet sig til, vel? Mange danskere betragter fænomenet med en vis skepsis, for det er da skotterne, irerne og amerikanerne, der plejer at tage sig af det.

Nå ja, og japanerne, som er blevet verdensberømte på området, og netop derfor er det oplagt, at også Danmark skal gøre sig gældende, for det er jo blot vand, korn, gær og tønder, der skal til.

Braunstein Whisky har allerede gjort sig gældende med en række medaljer i forskellige internationale sammenhænge, samt en betydelig eksport til især Asian, der aftager 80 pct. af produktionen.

I dag er der nok omkring 15-20 danske whiskyproducenter, den mest kendte er Stauning Whisky som sammen med Braunstein hører til de største, for langt de fleste produktioner har mere karakter af hobby end af industri.

 

Men Braunstein begyndte netop som en hobby, såvel Michael som Claus Braunstein Poulsen delte, ligesom de deler interessen for lystfiskeri. Og det var under en af mange fiskerejser i Skotland, de fik idéen til at give sig i kast med en dansk whiskyproduktion.

"Vi havde talt om det i mange år, før vi gjorde alvor af idéen, for vi var begge to rigeligt beskæftigede med vores arbejde i familievirksomheden, og ingen af os kunne forestille os at opgive den for at prøve lykken som whiskyproducenter," forklarer Michael Braunstein.

Han og broderen Claus kom begge som helt unge ind i virksomheden, der var grundlagt af deres farfar og siden drevet af deres far. Det var en VVS engros virksomhed, som de to brødre havde succes med at ekspandere så markant, at der i 1990'erne begyndte at komme købstilbud.

"I begyndelsen afviste vi det, for vi var glade for tilværelsen med familievirksomheden og at arbejde sammen, men efterhånden krøb tilbuddene op i en størrelse, som man ikke kunne sige nej til," forklarer Michael Braunstein om handelen, hvor et ifølge Claus Braunstein "pænt antal mio. kr." skiftede hænder.

Brødrene er ikke typerne der sidder på deres hænder, og de kunne udmærket være flyttet til lande med mildere klima, såvel vejr- som skattemæssigt, men de foretrak at leve videre, som om intet var hændt, og kastede sig så over bryggeri projektet.

 

"For at lave whisky må man først lave øl, så vi etablerede et mikrobryggeri, mens vi ventede på at få tilladelse til at indrette et destilleri, der var nemlig meget lidt viden om det tilbage i 2005," forklarer Michael Braunstein, der påtog sig arbejdet med markedsføring af bryggeriet, mens broderen Claus tog sig af produktionen sammen med de uddannede bryggere, som de ansatte.

"Vi har stor respekt for håndværk og ville ikke tage nogen chancer med hensyn til kvaliteten, så vi ansatte professionelle bryggere, mens jeg godt turde vove pelsen som destillatør," fortæller Claus Braunstein, som i dag kan være stolt af sit nye håndværk, for produktet er en succes.

Men det er kun toppen af isbjerget, det produkt Braunstein Whisky er kendt for, nemlig den skotsk inspirerede whisky, der laves i såvel en røget som ikke røget variant, hvilket især skyldes brødrenes smag.

Den ene kan nemlig godt lide røget whisky, og det kan den anden ikke, hvilket passer godt til markedet, som aftager stort set alt det whisky, Braunstein sender på markedet.

Men det er ikke alt. En pæn del af produktionen lægges nemlig på lager, og det er forklaringen på, at der ligger tusindvis af liter Bourbon whisky på lageret i Køge. Den amerikanske specialitet, Bourbon Whisky, er ikke noget de danske producenter har gjort noget videre ved. Alle synes at have øjnene rettet mod Skotland og Single Malt, der jo anses for at være det fineste i whisky-verdenen.

 

Men amerikansk bourbon kan bestemt også være en fornøjelse, og Claus Braunstein hører til genrens fans.

"Single Malt er min favorit, men jeg er næsten lige så begejstret for en god Bourbon, og her vil jeg gerne understrege, at jeg mener god og ikke en hvilken som helst bourbon," siger han og forklarer, det er såvel gæringen som den efterfølgende lagring, som har betydning.

"I Skotland og her i Danmark har vi jo lange vintre og langsommelige temperaturudsving, hvilket giver en anden og mere civiliseret udvikling end den, der opstår i et blikskur ude i på prærien, hvor mange bourbon laves, og hvor temperaturen konstant skifter fra steghede dage til kolde nætter," forklarer Claus Braunstein, som ikke kunne drømme om at skynde på sin bourbon.

Derfor har han tusindvis af liter liggende. Mange af dem nu på niende år, og han har ikke solgt en eneste.

"Det er et waiting game, og vi venter med at sælge whiskyen til den er klar, hvilket også kommer til at afspejle sig i prisen," siger han med henvisning til Braunstein Cask Edition no.10, der koster 1850 kr. flasken.

Den og de øvrige whiskyer kan du smage hver den første lørdag i måneden til åbent hus arrangementer.

Men lageret som jeg besøgte, kan du ikke få adgang til, så du må nøjes med billederne her på siderne, og den podcast, som netop er udgivet i serien Til bords med Ole Troelsø.

Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

�