Spændende og elegant pinot noir fra Afrika, Sydamerika og New Zealand
Gourmet Af
Det new zealandske vindistrikt Marlborough blev i 1980'erne kendt for sauvignon blanc, men i de senere år har også pinot noir gjort sig gældende i Marlborough, som er New Zealands største og mest succesfulde vindistrikt.

Kombinationen af kølende vinde fra havet og masser af solskin giver fremragende vækstbetingelser for pinot noir, og det kommer til udtryk i 2014 Framingham Marlborough Pinot Noir.

I Børsens blindsmagning af 56 udvalgte pinot nåede Framingham i mål lige efter landsmanden Te Wahi Pinot Noir. Denne stammer også fra New Zealands South Island, men fra marker, der ligger ca. 700 km fra hinanden. Og hvor 2016 Te Wahi koster 479 kr., slipper man p.t. med blot 179 kr. for 2014 Framingham, så her er altså tale om et rigtig godt køb.
Marlborough er et af New Zealands mest solbeskinnede vinområder, og pinot noir herfra kan ofte kendes på en relativt mørk farve og kraftig smag. Trods den megen sol bliver der dog sjældent varmere end 23 grader, hvilket giver mulighed for at dyrke druer med en elegant smag.

Hvis så vinmageren kan finde ud af at bevare denne elegance i vinen, er der lagt op til fremragende pinot noir-vine, og det må man sige, at Framinghams vinmager kan, i hvert fald er 2014 Framingham Pinot Noir en stor fornøjelse at drikke, og læg lige mærke til årgangen.

Den er et par år ældre end flertallet i det øvrige felt og har altså haft lejlighed til at udvikle sig, hvilket jeg tror, at også 2016 Framingham Pinot Noir vil gøre, så den har jeg købt en kasse af.

I blindsmagningen af 56 vine var der adskillige fra New Zealand, og selvom de ovennævnte Te Wahi og Framingham placerede sig i toppen, endte størstedelen af deres landsmænd ret langt nede i feltet, mens Sydafrika klarede sig overraskende flot.

Når jeg skriver overraskende, er det fordi Sydafrika ikke har nogen gammel tradition for pinot noir, men de to vine, vi her skal se på, kommer da også fra nyere vindistrikter i den kølige udkant af Sydafrikas traditionelle vinområde.

Det er kølige lommer i Sydafrika, hvor dygtige vinfolk i de senere år har tryllet med druer stammende fra kølige egne, for eksempel pinot noir og sauvignon blanc. Det er forklaringen på, at både smagningens 7.- og 8.-plads gik til Sydafrika.

2016 Ataraxia Walker Bay kommer som navnet antyder fra Walker Bay, en stor bugt i den sydlige del af landet nær Cape Town. Flere producenter har i de senere år markeret sig med vine herfra, med vinproducenten Hamilton Russell som en af pionererne, og her arbejdede Kevin Grant bl.a., inden han i 2005 grundlagde Ataraxia Wines, der har haft stor succes.

Ligesom Hamilton Rusell var en af de første, der lavede vin i Walker Bay, er det samme gældende for Peter Finlayson, som var med til at etablere Hamilton Russell og siden gik solo med vinhuset Bouchard Finlayson.

Hans to sønner Andrew og Peter-Allan Finlayson gjorde det samme i 2007, da de grundlagde Crystallum Wines i området Crystal Kloof nær Hermanus.

De laver kun 15.000 flasker årligt, så der er tale om en ret lille, men højt kvalitetsfokuseret produktion, hvilket kommer til udtryk i 2018 Crystallum.
Med tanker på hvor dyr bourgogne er blevet, er det skønt at se, at der kommer flere og flere pinot noir-vine fra andre steder i verden, som byder på mange af de kvaliteter, man kan finde i god rød bourgogne.
 
Her er den argentinske 2017 Sin Azufre også et godt eksempel, og det er nok ikke bare et lykketræf, at den er faldet så heldigt ud. Manden bag er nemlig Piero Incisa della Rocchetta, medejer af Tenuta San Guido i Bolgheri, hvor den berømte supertoscaner Sassicia laves. Han har været aktiv i Argentina en årrække og er kendt for bl.a. Chacra pinot noir, mens hans økologiske og svovlfri vin Sin Azufre sælges under egen etiket.

Med Sin Azufra bevæger Incisa sig i retning af naturvin-segmentet. Det er dog ikke naturvin, man tænker på først, når man smager den meget vellavede Sin Azufre. Lad den gerne trække vejret et par timer på en karaffel inden du nyder den af rummelige bourgogneglas, og drikker du ikke op, kan den snildt nydes dagen efter, hvis den har overnattet i køleskabet. 

Hermed sætter vi punktum for fire ugers sværmen for pinot noir, en sværmen der mundede ud i en hel sværm af dejlig pinot heraf mange til rigtig gode priser.

oltr@borsen.dk



Andre læser dette lige nu

En moderne Hammershøi: Unik kunstner du kan investere i

Annoncørbetalt
indhold af Bruun Rasmussen

Læs seneste udgaver

�