Til glad og travl hverdagspizzafest hos Frankie
Frankies pizza leverer den flade sprøde vare med smeltet ost.
Foto: PR
Gourmet Af
Der er penge i pizza. Derfor giver det mening, at den succesfulde og stærkt rentable kæde Madklubben begiver sig ind på området. Det skete faktisk allerede for fem år siden i form af pizzeriaet Gran Torino, som dog overhovedet ikke var imponerende, men det er Frankies Pizza på Østerbro – én blandt foreløbigt fem filialer af den unge og hurtigt ekspanderende kæde.

Før man overvejer et besøg hos Frankies, er det klogt at justere forventningerne. Man skal ikke sætte næsen op efter pizzaekvilibrisme som hos Bæst på Nørrebro eller 50 Kaló i Napoli. Frankies er et hverdagspizzeria for masserne, og man får en masse for pengene, f.eks. al den pizza og al den øl, vin og cocktail man kan drikke på halvanden time for 350 kr. Den pakke valgte jeg dog ikke.

 
Jeg havde sendt en medsammensvoren i forvejen og bedt vedkommende starte maskineriet med bestillingen af en margherita, som er min foretrukne snack på et pizzeria. Og bestiller man den, samtidig med at man får overrakt menukortet, går det sjældent helt galt, selvom ventetiderne er lange. Det forventer jeg, de er her, for tjenerkorpset består af ganske unge mennesker, som ikke er erfarne tjenere, men formentligt har gennemgået et internt kursus i Madklubben-regi.

Til min overraskelse står margheritaen på bordet ved min ankomst, det vil sige resterne, for min udsendte har forstået at tage for sig af retterne. Selvom pizzaen nu er kold, kan jeg lide smagen, så det er en god start, men holder tempoet? Nej, der skal hengå 20 minutter, før min espresso martini ankommer, og det sker i øvrigt samtidigt med vinen, et glas Ryder cabernet sauvignon fra Californien til 100 kr.

Det er kortets dyreste; den billigste koster 65 kr. glasset, og den billigste flaske er en zinfandel til 300 kr. "Skaters gonna skate" hedder den, og jeg skøjter målbevidst udenom. Det er et sjovt vinudvalg. Jeg kan godt lide mit glas rødvin og ville med sikkerhed også kunne lide kortets champagne, som er den gode Andre Clouet til bare 450 kr. flasken. Til gengæld må jeg fraråde stedets espresso martini, som jo ellers er guds gave til den udmattede restaurantgæst, men som her er så sød, at det er lige før, jeg hviner, men ikke af henrykkelse.

 
Pizzaen ankommer et kvarter senere serveret på en metaltallerken dækket af et stykke fedtpapir. Bunden er ikke tyk som en napolitansk pizza og ikke sprød som på en romersk, den ligger et sted midt imellem, og den er dejlig varm samt fast i konsistensen. Jeg tror, der er lidt surdej i den, og den er flot bagt med enkelte leopardpletter fra den kraftige varme.

"Notorious P.I.G."-varianten er en charmerende blid blanding af sødmefuld tomatsauce, rigeligt med smeltet ægte mozzarella, fire skiver mellemstærkt smagende salsiccia samt ventricina-pølse og en hel del chilipebre, der dog ikke smager af særlig meget.

"Frankie"-varianten er en lækker kødfri frækkert med fed mascarpone, trøffel, champignon og et drys frisk oregano, mens "Frankies steak and bearnaise" er læsset med meget mør oksecuvette, rå rødløg, confiterede hvidløg og en eller anden form for bearnaise, som jeg ganske enkelt ikke kan dechifrere.

Der går 40 minutter fra serveringen af pizzaerne, indtil en tjener atter gør visit for at høre, om vi vil have mere at drikke, og det vil vi meget gerne, for vores glas er udpræget tørlagte. Vi vil egentligt også gerne have dessert, men ifølge Madklubben-systemet har vi kun bordet i en time og 45 minutter, og de er gået, så det ser ud til, at vi må gå i seng uden dessert, da klokken nu er 19.23.

Men vi får alligevel lov at bestille desserter, bl.a. "den famøse Nutella-calzone. Warning! Du bliver afhængig ved første bid :)," advarer menukortet. Men det gør jeg ikke, for en let saltet traditionel pizzabund med Nutella og mascarpone bliver aldrig mit fix. Men isdesserten har en fin konsistens, brownien er pænt luftig, og i det hele taget har det været et pænt pizzamåltid, som nu ender yderst brat, da en venlig tjener forkynder, at det er ude med tiden.

Det er egentligt i orden – jeg er ved at blive godt øm i bagdelen, for ligesom på f.eks. McDonald's er sæderne ikke formgivet med længere ophold for øje. Vi er og bliver i fastfood-genren, men Frankies stil er mange gange mere charmerende end McDonald's. Og jeg vil tro, at størstedelen af gæsterne sidder ganske udmærket; i hvert fald smiler de fleste, mens de rækker ud efter de fælles pizzaer midt på bordene og skænker energisk fra de store kander med cocktails, som var det et hedensk ritual med det formål at fremkalde festens ånd.

Frankie er en festlig fyr, og selvom han ikke får mange stjerner her, er han lidt af en stjerne på sin egen måde.
 
oltr@borsen.dk

Andre læser dette lige nu

Nye trends ændrer måden vi rejser på

Annoncørbetalt
indhold af Qatar Airways

Læs seneste udgaver

�