Femstjernet dansk krigsdrama: Værnemager ved et tilfælde
Jesper Christensen og Bodil Jørgensen som ægteparret Skov møder den charmerende tyske ubådskaptajn i somneren 1940. Det bliver skæbnesvangert.
Foto: PR-foto
Kultur Af
"De forbandede år" er et intenst og nuanceret krigsdrama, der uden at dømme fortæller, hvor kompliceret livet under Anden Verdenskrig var

5 af 6 stjerner
"DE FORBANDEDE ÅR"
Instrueret af Anders Refn. I biograferne nu

Portvinsglassene skælver i første scene i Anders Refns krigsdrama "De forbandede år". Ikke som et tegn på et jordskælv, men fordi Eva og Karl Skovs sølvbryllup er 9. april 1940, og de tyske bombefly flyver lavt over huset på Strandvejen nord for København.

Midt i familiens og vennernes udgave af "Det er så yndigt at følges ad" bliver freden forstyrret, og en helt ny situation er opstået. For både familien Danmark og for familien Skov, der udover sølvbryllupsparret består af de fem hel- og halvvoksne børn Michael, Aksel, Helene, Knud og Valdemar.

For hvordan lever man videre, når man ikke længere er herre i eget hus? Og hvordan lever man videre og holder hjulene i gang til glæde for familien og de ansatte, når ens elektronikfirma, Elektrona, har hovedparten af sine forretninger på det engelske marked?

Anders Refn er en ferm filmmager, der godt nok ikke har instrueret en spillefilm siden "Seth" i 1999, men dog har holdt sine evner i live som klipper og assisterende instruktør for bl.a. Lars von Trier. "De forbandede år" viser, at han ikke har glemt sin metier, og at han både formår at holde intensitet og fortælle en kompliceret historie gennem to og en halv time. Og ikke mindst at holde fast i et tidsbillede, hvor alt føles autentisk. Fra musikken, der spilles på Københavns jazzklubber, til bilerne, fabrikkerne, frisurerne og kjolerne. Vi er til stede i København under krigen, og det er et spændende syn.

Danskernes mange valg
Det er et ambitiøst projekt, som Anders Refn har kastet sig ud i med "De forbandede år". Anden Verdenskrig i Danmark er først og fremmest blevet beskrevet via modstandskampen i film som "Hvidstensgruppen" og "Flammen og Citronen", men Anders Refns ærinde er et helt andet. Nemlig at vise hvor mange valg, som danskerne skulle tage i krigens første år, og hvor tilfældigt det var, hvilken side man endte på. Om man blev værnemager eller tyskertøs på den ene side eller modstandshelt på den anden side.

Efterrationaliseret er det let nok for senere generationer at være fordømmende over en ung pige, der giftede sig med en tysk officer, over en ung mand, der gik ind i Frikorps Danmark og kæmpede på østfronten eller over en fabrikant, der handlede med tyskerne. Men i krigens første år opfordrede den danske regering jo til samarbejde. Og var det egentlig ikke bedre at holde gode miner til tyskerne, så det danske politi kunne være stik-i-rend-drenge for nazisterne, frem for at tyskerne sendte deres egne betjente på gaden?

"Der må være visse principper", "det fritager os ikke for moralsk ansvar" og "du er så plat" siger Eva Skov til sin mand Karl, da hun ikke kan forlige sig med tanken om, at familien samarbejder med tyskerne på flere områder.

"Det er let nok at råbe op, når du ikke har noget ansvar", "regeringen opfordrer" og "overklassen får aldrig snavs på fingrene" forsvarer Karl Skov sig.

Kun i portrættet af dansk erhvervsliv er det svært for Anders Refn ikke at pege fingre. I herlige scener med Tommy Kenter, Poul Hüttel og Peter Schrøder som tidens industrimagnater og politikere kan Refn ikke lade være med at vise den dobbeltmoralskhed, som fandtes blandt opportunister, der for enhver pris hellere ville tjene penge end tænke på moral. For nazisterne var da meget bedre for erhvervslivet end deres dødsfjender i kommunistiske Sovjetunionen, og mange fabrikanter blev meget rige i krigens første år, når de leverede produkter til Tysklands krigsmaskine.

Fremragende Jesper Christensen
Jesper Christensen spiller hovedrollen som fabrikant Karl Skov, der forsøger at overleve både økonomisk og moralsk i de forbandede år fra 1940-1943. Han gør det fremragende. På den ene side er han familiens overhoved, der forsøger at holde sammen på det hele, og på den anden side ser han tingene skride. I sit ægteskab, i forholdet til sine fem børn og i forholdet til sine ansatte og fabrikken. Han spiller rollen med lige dele ro og flakkende usikkerhed, så man forstår hans valg, men også lider med dem.

Bodil Jørgensen er hans kone Eva, og hun holder den moralske fane højt på en værdig måde. Hvor hun både støtter sin mand, når han skændes med børnene, "sig undskyld", og udfordrer ham, når hun er uenig i hans beslutninger. Af børnene er det særligt Mads Reuther som Aksel, Sara Viktoria Bjerregaard som Helene og Gustav Dyekjær Giese som Michael, der får lov til at udvikle deres karakterer. De gør det alle fremragende.

"De forbandede år" er en film, der vil rigtig meget og når rigtig meget. Nogle gange kunne man ønske, at Anders Refn havde valgt lidt færre nuancer, så de tilbageværende havde stået klarere. Men på den anden side så er krig og besættelse en utrolig kompliceret affære, der ikke er så sort-hvid, som mange tror. Og det viser "De forbandede år" til perfektion.

miso@borsen.dk

Læs seneste udgaver

�