Vi anbefaler: Tre kulturoplevelser i den kommende uge
Tal R og Galleri Tom Christoffersen i København hylder Albert Mertz, der i 2020 ville være fyldt 100 år.
Foto: PR-foto
Kultur Af
Hyldest til Albert Mertz
Der er få billedkunstnere, der har haft så stor betydning for kommende generationer som Albert Mertz (1920-90). I år er det 100 år siden, at han blev født, og det fejrer Galleri Tom Christoffersen (foto) i København indtil 22. februar med en hyldest af en udstilling med titlen "Baby Baby", der er iscenesat som en totalinstallation af Tal R. Med Albert Mertz' kendingsfarver blå og rød på alle vægge viser udstillingen en kalejdoskopisk og ukonventionel ophængning med forunderlige, sære, anarkistiske værker, der alle rykker ved generelle og vedtagne kunstbegreber. Ethvert billede af Albert Mertz kan ikke andet end påvirke det rum, det befinder sig i. BESC

Metal og udklædning på Amager
Vi går ind i en uge med tøndeslagning, og på torsdag tager to maskerede bands hul på fastelavnsfesten i Royal Arena i København. Metalgrupperne Slipknot og Behemoth er næsten lige så kendte for deres image som for musikken, og der kommer ikke til at mangle masker, ligmaling eller buldrende tønder, når de to bands fylder arenaen. Mens amerikanske Slipknot flirter med chokeffekter, har polske Behemoth været centrum for en blasfemisag i hjemlandet, efter sangeren Nergal rev en bibel i stykker. NIPE

Teater i biografsalen
Film skal ses i biografen, og skuespil skal ses på et teater – og dog. Der er undtagelser, og nogle af dem kan man opleve i Cinemaxx- biografen i København, der den kommende tid viser en lang række klassiske teaterforestillinger live. Teaterforestillinger, der spilles på nogle af verdens førende scener. Oplevelsen er ikke det samme som at gå i teatret, men det er tæt på, og bemærk, at der derfor også er pause i selve "forestillingen". Har man ikke mulighed for at tage til verdens førende teaterscener, er her en god mulighed for at lade disse hitforestillinger komme til dig. Den kommende tid byder på klassikere som "En skærsommernatsdrøm" (foto), "Frankenstein" og "Cyrano de Bergerac" samt kultforestillingen "Kinky Boots". Lydgengivelserne er fremragende, men der tekstes alligevel med engelske undertekster. Læs mere på biografens hjemmeside. LAWA

Læs seneste udgaver

�