Businessmand med kasket og hættetrøje
Foto: Jeppe Carlsen
Det er historien om gadedrengen, der nægter at iføre sig jakkesæt. Rebellen der tidligt oplevede stor sorg og kæmpede sig op iført kasket og hættetrøje. Pleasure fulgte med Henrik Ørgreen til Japan, hvor han skaber de brilledesign, der har skabt opsigt kloden rundt.

»Ej, jeg glæder mig helt vildt til det her. Det er bare så sindssygt lækkert.«

Så længe det, jeg laver, er hundrede pct. i orden, så er det fuldstændig lige meget, om jeg kommer i jakkesæt og slips eller gummisko og t-shirt

39-årige Henrik Ørgreen gnider sig i hænderne og griner af begejstring. Han elsker god mad. Ved siden af ham ligger den røde kasket, som har dækket hans vilde krøller hele dagen og bag ved bænken står hans brune sneakers. Vi sidder i Japan i byen Fukui på en restaurant, der »laver det bedste Tempura, jeg nogensinde har smagt.«


Henrik Ørgreen tjekker lige de sidste detaljer på et par briller, som partneren og designeren Tobias Wandrup har kreeret – først i hånden og siden på computer.

På Henrik Ørgreens ene side sidder direktøren for den fabrik, hvor Henrik Ørgreens firma, Ørgreen, får produceret 70 pct. af deres håndlavede briller. Direktøren er klædt i en sort habitjakke over en blå skjorte.

Læs også:
Danske supercykler hitter i udlandet
Guldur på 1,1 kilo solgt for rekordpris
Glamourøs blondine med forretningssans

På Henrik Ørgreens anden side sidder Tak, som er hans japanske distributør og den mand, som Henrik Ørgreen taler mest med udover sine danske partnere, vennerne Tobias Wandrup og Gregers Fastrup, der ligesom Henrik Ørgreen holder til på firmaets kontor i København.

Gider ikke please nogen

Tak er iklædt en hvid skjorte og en lys jakke. Henrik Ørgreen er i jeans, en sort t-shirt og en brun hættetrøje. Hans indtræden i en verden fuld af businessmøder, vigtige kontrakter og masser af penge har ikke fået ham til at ændre på den stil, han har haft, siden han skatede som teenager i Odense. Han gider ikke please nogen.

»Jeg kan godt lide ikke at skulle klæde mig på til mit arbejde. Jeg vil have frihed til at gå klædt, som jeg vil, og så længe det, jeg laver, er hundrede pct. i orden, så er det fuldstændig lige meget, om jeg kommer i jakkesæt og slips eller gummisko og t-shirt.

Vores grundlag er godt håndværk, design og kvalitet, og jeg synes, det fede ved briller, er, at du kan skabe så meget personlighed med dem

Jeg er faktisk lidt stolt over, at jeg sidder til en forhandling med 12 japanere, hvor det er mig, der styrer showet med et firma, hvor vi er super tjekkede, uden at jeg behøver at sidde i et jakkesæt. Hvis du er topprofessionel, så kan du tillade dig at klæde dig, som du vil,« siger Henrik Ørgreen, der ikke har noget tilovers for folk, der tænker sit om ham på grund af det manglede businesssuit.

»Folk er helt sikkert forudindtagede, og jeg oplever folk, der ikke har respekt for mig, men hvis de ikke har ændret 180 graders opfattelse, når jeg har fremlagt mine ting, så skal vi bare ikke arbejde sammen.«


»Det resultat, vi har opnået, er 100 pct. som et teamarbejde,« siger Henrik Ørgreen og fremhæver gerne partnerne Tobias Wandrup og Gregers Fastrup.

Henrik Ørgreen er på en af sine mange årlige rejser til Japan for at aflægge visit på nogle af firmaets japanske fabrikker. Han rejser typisk 150 dage om året over hele verden for at tjekke op på Ørgreens aktiviteter og promovere firmaet. Denne uge er kalenderen booket med møder, hvor han skal godkende tekniske tegninger af fremtidige briller og sige go eller no-go til nyskabte prototyper.

Da Henrik Ørgreen ankommer til Fukui fra Tokyo agerer direktøren og hans kollega chauffør for deres danske arbejdsgiver. Respekten for den danske brillemager er stor. Så stor at direktøren lægger bil til alle de tre dage, Henrik Ørgreen bliver i Fukui, og arbejderne er mødt ind på en særlig ferielørdag for at vise, hvordan det går med produktionen.

Ved en lang række maskiner skærer, samler og pudser de de briller, der sælges over hele verden, men hvor mange, der ryger over diskene om året, vil Henrik Ørgreen ikke ud med.

Et par briller med typiske Ørgreen-kendetegn: Kombinationen af to farver samt et stangdesign primært inspireret af gamle amerikanske biler fra 1950'erne og fly fra 1920'erne

»Vi vil gerne vise, at det kan være fedt at gå med briller, og vi er blevet kendt for, at vores briller balancerer i ansigtet og stadig er klædelige, selvom designet kan være markant. Vores grundlag er godt håndværk, design og kvalitet, og jeg synes, det fede ved briller, er, at du kan skabe så meget personlighed med dem. Det er interessant og spændende at lege med,« forklarer Henrik Ørgreen om sin passion for den for mange livsnødvendige accessory.

Selv har han brugt briller siden konfirmationsalderen, og lige nu sidder der et par Wolf med sort yderramme, guldfarvet inderramme og et særligt design på stængerne. Et par briller med typiske Ørgreen-kendetegn: Kombinationen af to farver samt et stangdesign primært inspireret af gamle amerikanske biler fra 1950'erne og fly fra 1920'erne.

Han tager sine briller af for at vise detaljerne helt tæt på. Lige netop de sirlige detaljer var med til at starte hypen omkring Ørgreen, da firmaet blev grundlagt i 1997. Med Henrik Ørgreens trang til at starte sit eget brand som primusmotor, kom her tre unge drenge, som tænkte ud af brilleboksen.


Som 18-årig mistede Henrik Ørgreen sin mor på grund af en fejloperation, og som 20-årig sin far, der døde af en blodprop. Sorgen har taget mange år at bearbejde, forklarer han.

De satte to hængsler på brillerne i stedet for ét, så der nu var dobbeltstænger, de lavede mønstre på stængerne og brugte ægte perler til at lave dem med. Og ikke mindst miksede de vilde farver som pink og gul på samme brillestel. Der blev rusket op i en branche, der havde lullet sig selv i søvn.

»Vi var den nye generation og det nye pust. Når du er helt ny indenfor en branche, duer det ikke at lave det, der allerede findes. Du skal finde på noget nyt eller vildt, og det lagde folk mærke til, og i dag kan vi mærke, at konkurrenterne holder øje med os.«

Henrik Ørgreen har altid været vild med det nye. Han er selvlært med en vifte af forskelligartede job i bagagen. Som 18-årig forlod han barndomsbyen Odense og en uafsluttet HH-eksamen for at flytte til Paris. Her boede han et år og dyrkede ungdomsinteressen for skating ved at arbejde i en skaterbutik.

Kender ikke til risiko

Tilbage i Danmark startede han et skateboardfirma i København med import af boards og tilbehør, efterfulgt af et par år på sprøk-uddannelsen, import af snowboards, en butik med streetwear i Kronprinsensgade, en natklub i Boltens Gård, opstart af Worldcup i Skateboard i Forum og et job som distributør af de amerikanske solbriller Arnette.

Du skal finde på noget nyt eller vildt, og det lagde folk mærke til, og i dag kan vi mærke, at konkurrenterne holder øje med os

»Jeg har altid haft en naturlig appetit på ting. Jeg har aldrig tænkt over risikoen ved at springe ud i et projekt, jeg har bare synes, at det var spændende. Hvis man kan sige, at jeg har et iværksættergen, så er det nok medfødt. Allerede da jeg var helt lille, købte jeg et kamera og tog billeder af dem, jeg skatede med og lavede fotoudstillinger, og jeg var den, der søgte penge til en ny skaterrampe ved kommunen og fik den bygget nede i klubben,« fortæller Henrik Ørgreen.

Han letter kasketten, roder lidt i håret og sætter den tilbage på hovedet.

»Jeg er rastløs, men jeg har forstået at kanalisere den her rastløshed videre. Nogle vælger at kalde mig dampbarn, men jeg tror ikke, det er så grelt, men måske lidt. Jeg har altid haft en naturlig lyst til at lave nye projekter og være aktiv, ellers keder jeg mig selv ihjel.«

At de projekter nærmest aldrig har kastet mere end de nødvendige penge af sig til husleje og mad, har Henrik Ørgreen kun en let hovedrysten til overs for.

Når vi var på snowboardferie, spiste vi pulverkartoffelmos og Jaka-bov og smuglede seks pilsnere med ind på baren under jakken. Sådan var det dengang, og det var super fedt

»For mig gik det ikke ud på at tjene penge til pension eller køre i en fed bil. Det eneste, det gik ud på, var, at have råd til at leve et godt liv, at feste, snowboarde om vinteren og skate om sommeren, og det koster ikke så meget. Når vi var på snowboardferie, spiste vi pulverkartoffelmos og Jaka-bov og smuglede seks pilsnere med ind på baren under jakken. Sådan var det dengang, og det var super fedt. Jeg er stolt over, at vi gjorde det. Det viser et overlevelsesgen, og at du ikke er for snobbet til noget.«

Solgte alt hvad han ejede

Da det amerikanske solbrillefirma, som Henrik Ørgeen arbejdede for, blev solgt, faldt hans engagement kun for at blive erstattet af idéen om at lave sit eget. Han solgte sin lejlighed, lånte penge af banken, familie og venner og gik i gang. Først udelukkende med at lave solbriller.

Jeg blev nødt til at forsætte, og da der var en del, der havde taget vores solbrillemodeller og lavet om til briller, kom ideen til at lave højkvalitetsbriller, og det blev vendepunktet

»Jeg havde solgt alt, hvad jeg ejede og havde lånt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Vi havde en naiv drøm om, at vi kunne overleve på kun at lave solbriller, men vi måtte acceptere, at fra slut august frem til tidligt forår havde vi ikke noget salg, og vores drøm om at sælge til vintersport blev ikke realiseret. Da stod vi i et dilemma,« fortæller Henrik Ørgreen, der som ene mand hæftede personligt for alt.

»Hvad skal man så lige gøre? Der var ingen mulighed for at lukke, for så skyldte jeg tre mio. kr. væk. Det var helt sindssygt mange penge. Jeg blev nødt til at forsætte, og da der var en del, der havde taget vores solbrillemodeller og lavet om til briller, kom ideen til at lave højkvalitetsbriller, og det blev vendepunktet.«

Et vendepunkt, der i dag betyder, at Henrik Ørgreen har råd til mere end sin husleje og mad. Sidste år blev han portrætteret i en Discovery-serie med titlen »The Worlds Richest People.«



Han griner stort og vender det hvide ud af øjnene, da serien bliver nævnt. Titlen kom først på, efter optagelserne var lavet.

»Jeg gik kun med til at medvirke i programmet, fordi arbejdstitlen var »The Worlds Most Succesful People.« Havde de sagt, at titlen blev ændret, ville jeg ikke have medvirket. Nok er vi succesfulde, men slet ikke blandt de rigeste i verden, så det er helt latterligt,« siger han.

»Selvfølgelig er det super fedt at tjene sine egne penge. Hvis du har lyst til at gå ud at spise en bøf, kan du gå ud og spise en bøf. Du skal ikke være hjemme og lave spaghetti med dåsetomater.

Du får noget luksus og nogle muligheder, og jeg har det ikke dårligt med at sige det, for det er noget, vi har knoklet for, og det er ikke kommet nemt. Men mit forhold til penge er super afslappet,« siger Henrik Ørgreen og trækker på skuldrene.

Vigtigere for ham er de erfaringer, han har taget med sig fra perioden på bunden.

»Du kan lære af din nedtur, fordi der er ting, der har været pressede og ting, hvor du har været tvunget til at finde nogle løsninger. Der var virkelig mange nætter, hvor jeg sov dårligt, og jeg var nede at skrabe så dybt, jeg kunne. Men når du så kommer op, har du en ballast i ryggen, fordi du klarede det, og nu har du lyst til at give den gas og vise, hvad du kan. Andre ville måske være desillusionerede og have givet op, men min natur er, at jeg har en kampgejst, og det var det, der fik mig til at kæmpe videre.«

20 år har arbejdet for sorgen

Efter et par dage i Fukui, er det tid til et stop i Japans gamle hovedstad Kyoto. Her præsenterer Henrik Ørgreen endnu en af sine yndlingsretter, Sukiyaki med Kobe-kød, som serveres stegt i soya og risvin blandet med sukker og spises siddende på gulvet. En spise, han selv kalder det mest fantastiske måltid, han har smagt, og et tydeligt skridt opad fra ungdommens Jaka-bov.

Fra Kyoto går turen til Tokyo med tog. Et par timers rejse, hvor der også bliver tid til at tale om en anden side af Henrik Ørgreen. Nemlig den private, hvor han også har været tvunget til at finde kampgejsten frem. Som 18-årig mistede han sin mor på grund af en fejloperation, og som 20-årig sin far, der døde af en blodprop.

Kasketten hviler på knæet, mens han tilbagelænet i sædet nøgternt fortæller om det store tab. De næsten tyve år, der er gået, har arbejdet for sorgen, fortæller han.

»Jeg vil ikke give nogle gode råd om, hvordan man kommer igennem sådan noget. Man græder og er ked af det, og man prøver at dele sorgen med dem, der er tættest på en. Det var hårdt for mig, men jeg var i en alder, hvor der skete så mange ting. Det har ikke været let, men det er nemmere at abstrahere, når du laver nogle andre ting, end hvis du sidder hjemme og er ked af det. Man er stadig ked af det i hverdagen, men man er nødt til at komme i gang igen, ellers bliver det bare værre og værre. Det er en hård måde at sige det på, men jeg tror, det er sådan, det er. Men derfor kan man godt få en klump i halsen og en tåre, der triller, når man tænker tilbage.«

Vil have fire børn

Adspurgt om, hvorvidt det har påvirket hans måde at arbejde på, ryster han med det samme på hovedet.

»Jeg har ikke fået mere lyst til at vise, at jeg kunne noget, efter de er væk. Jeg kan da godt have det sådan, at jeg ville ønske, de kunne se, hvad jeg lavede, og jeg ville gerne kunne spørge min far, som selv var forretningsmand, til råds nogle gange. Jeg tror, de ville være stolte af mig, og det vil man jo gerne have, at ens mor og far er,« siger Henrik Ørgreen og tilføjer, at der aldrig har ligget noget pres på hans skuldre fra forældrenes side.

Min far sagde engang til mig, at 'lige meget hvad, så ved jeg, at du altid kommer til at klare dig'

»De havde sikkert gerne set, at jeg havde gjort min HH færdig, men det blev accepteret, at jeg ikke gad det. Min far sagde engang til mig, at »lige meget hvad, så ved jeg, at du altid kommer til at klare dig.« Da var jeg 20 år og havde haft gang i 12.000 forskellige projekter, så når din far siger det til dig, så rammer det plet lige i hjertet.«

Det eneste positive, der kom ud af tabet af forældrene, er ifølge Henrik Ørgreen, at han i dag er endnu tættere på sine tre ældre søskende.

»Derfor har jeg det også sådan, at når jeg skal have børn, så vil jeg gerne have fire, for jeg kan lige så tydeligt huske, at da vi mistede vores far, var det den største trøst i livet, at vi havde hinanden. Vi har altid været tæt i vores familie, men vi er blevet endnu tættere, fordi vi dengang kun havde hinanden, så vi måtte hjælpe hinanden, så godt vi kunne.«

Turen lakker mod enden, og nu står der brillemesse i Tokyo i Henrik Ørgreens kalender. Iført kasket – denne gang lilla – brun t-shirt og sneakers i samme farve, tjekker han firmaets stand i den store hal. Bagvæggen er beklædt med farverige firkanter, der ligner en murstensvæg påtrykt Ørgreen-logoet, og i en montre ligger sorte og grønne solbriller med spejlglas i guld. Rundt omkring har de konkurrerende danske og udenlandske brillefirmaer deres stande. Der er dog ikke meget konkurrence at spore, i hvert fald ikke fra Henrik Ørgreens side.

Han farter rundt og hilser med store knus og »heeey man, hvordan går det?« – efterfulgt af en invitation til firmaets designfest samme aften. Henrik Ørgreen er begejstret.

»Jeg er med på messerne i Japan for at hilse på kunderne og vise min respekt, men jeg står mest og bukker og siger goddag og skriver en autograf eller to. Det fede er at møde de andre drenge fra branchen, det er super hygge. Når vi mødes til messerne, tager vi altid en aften, hvor vi fester igennem. Jeg har da også været uheldig og misset mit fly et par gange på grund af det.«

Han griner, mens hans japanske kollega smiler og ryster på hovedet. Det var nemlig ham, der ledte efter den sovende Henrik Ørgreen, da flyet var ved at lette.

Modnet med alderen

Denne gang er Henrik Ørgreen alene afsted på messerne, men når han rejser, er det ofte med en af sine to partnere.

»Vi har det super fedt sammen, og når vi er afsted, er det ligesom at være på ferie med sine gode venner, som man kan lave sjov og ballade med. Til tider er det også rigtig, rigtig hårdt at have et firma med sine gode venner, og vi har da haft vores kriser og de heftigste skænderier. Specielt da vi havde meget dårlig økonomi, så er man mere under pres, og ens lunte er ikke så lang, men når det kører, fungerer vi for det meste godt sammen,« siger han og påpeger, at alderen også har modnet dem en smule.

Hvis vi står et eller andet underligt sted i verden, og der kommer en med vores briller, så ringer vi til hinanden. Det er noget, man gør, hvis man er nogle små drengerøve

»I takt med, at vi er blevet ældre og endnu vigtigere, at vi har fået alle aftaler ned på papir, så er det nemmere. Vi er blevet bedre til at tale om tingene, og forstå hinanden,« siger Henrik Ørgreen, der udover sine to venner, også arbejder sammen med sin kæreste, Sahra Lysell, i firmaet.

Hun er uddannet beklædningsdesigner og har ansvaret for at udvikle farver til alle Ørgreens kollektioner. Parret har været kærester i 12 år, og sammen med Henrik Ørgreens søskende, danner hun i dag hans bagland. Et bagland, der sammen med firmaet er med til, at han i dag er lige så begejstret som dengang for 13 år siden, da han fik ideen til firmaet.

Gennem hele mit liv har jeg gjort alle de ting, jeg gerne ville, og jeg har aldrig holdt mig tilbage – hverken med underlige projekter eller vanvittige idéer

»Succesen har betydet, at jeg har realiseret en drøm og en vision. Jeg ser ikke mig selv som en succes, men vores firma og vores mærke er en succes. Det resultat, vi har opnået, er opnået 100 pct. som et teamarbejde. Jeg bliver stolt, når jeg ser folk gå på gaden med vores briller, og sådan har mine partnere, Tobias og Gregers, det også. Hvis vi står et eller andet underligt sted i verden, og der kommer en med vores briller, så ringer vi til hinanden. Det er noget, man gør, hvis man er nogle små drengerøve,« siger Henrik Ørgreen og griner.

»Jeg er rigtig glad. Jeg lever det liv, jeg har lyst til, og jeg priser mig lykkelig. Jeg hviler i mig selv og trives med at være der, hvor jeg er lige nu. Vi har ikke en stor kommerciel virksomhed, der skal nå nogle mål, men jeg har en succesfuld virksomhed, nogle dygtige partnere og en dejlig kæreste. Gud forbyde, at livet skulle slutte nu, men så fint. Gennem hele mit liv har jeg gjort alle de ting, jeg gerne ville, og jeg har aldrig holdt mig tilbage – hverken med underlige projekter eller vanvittige idéer.« .

Læs seneste udgaver

Cxense Display