Drama-dronningen: Mad Men var min barndom
Dramatikeren Rhea Leman voksede op i New York i 1960'erne med en far, der var benhård forretningsmand. Hun fortæller om det armbåndsur, hun fik af sin far på hans dødsleje.
Foto: Jeppe Carlsen
Portræt Af
Når man selv er kunstner med hang til sort tøj, ord og dramatik, kan der være rigtig langt til en verden befolket af jakkesæt med fokus på tal og bundlinjer.

Dog ikke for 57-årige jødisk-amerikanske Rhea Leman, der selv voksede op i New York City med en far i stort hjørnekontor på Manhattan – i bedste Mad Men-stil – og derfor altid har fundet forretningsverdenen interessant. Der er en masse livskraft og trøst i et ur. Den aften min far døde, lå jeg med uret og faldt i søvn "Jeg har mange minder om min fars kontor i en skyskraber på Manhattan. Når jeg ser tv-serien Mad Men, så er det som at være der igen. Der var sekretærer i forkontorerne, elevatordreng og mænd i jakkesæt. Ja, selv møblerne er de samme," husker Rhea Leman på charmerende dansk med amerikansk accent, da jeg møder hende i hendes store lejlighed på Frederiksberg.

Teaterstykke om krisen

Senest har hun brugt sine barndomsminder – og hendes arbejde som konsulent for en stor international virksomhed – til at skrive et teaterstykke om finanskrisen og dens indvirkning på en virksomhedsledelse i en virksomhed med røde tal.

Teaterstykket "Gorilla" havde premiere i Herning i september og har i oktober måned været opført i New York.

"Jeg elsker de mænd i jakkesæt, det er derfor, jeg kan skrive om dem," siger Rhea Leman, der i mere end 30 år har arbejdet som kunstner i Danmark.

Rhea Lehman flyttede til Danmark i 1981, hvor hun blev gift med filmskaberen Hans Kragh-Jacobsen

Hun flyttede til København i 1981, efter at hun havde mødt sin danske mand, filmskaberen og forfatteren Hans Kragh-Jacobsen, i New York og bare 14 dage senere havde giftet sig med ham.

"Jeg blev forelsket til op over begge øre, og Hans er stadig manden i mit liv. Der var ingen tvivl om, at vi bare skulle være sammen, så da han efter 14 dage ville giftes, så sagde jeg ja – også selvom det betød, at vi skulle bo i Danmark."

Læs også: Carlsberg-direktør: Ikke rigtig voksen endnu

"Vi blev gift så hurtigt, at jeg ikke helt havde forstået, at hans efternavn var Kragh-Jacobsen. Derfor hedder jeg kun Jacobsen," griner Rhea Leman, der først arbejdede som koreograf og danser i København, før hun siden begyndte at instruere og skrive tv-serier og teaterstykker.

Hvad er dit kæreste eje?

"Jeg synes, det var en meget svær opgave, for jeg er ikke særlig fikseret på ting. Men det skal selvfølgelig være noget fra USA, og ikke mindst noget fra min familie. Kort før min far døde i 2004, gav han mig et armbåndsur, som han selv havde fået af sin far, og som kommer fra Rusland, hvor min fars familie emigrerede fra for mere end 100 år siden."

"Da jeg fik det, virkede det ikke, men jeg har siden fået det repareret. Jeg synes, der er noget symbolsk ved et ur, der viser tiden. Tiden slutter aldrig, den går og går, og på den måde er der en masse livskraft og trøst i et ur. Den aften min far døde, lå jeg med uret og faldt i søvn." Jeg er blevet mere og mere fascineret af at fortælle historier, og jeg elsker at skrive om menneskets kamp med livet Armbåndsuret fortæller jo historien om din jødiske familie, der flygtede fra Rusland og til USA. Har det også en betydning for følelsen af rødder, når du nu selv er flyttet til Danmark?

"Jeg er jo kun tredjegenerationsamerikaner, for min farfar Needleman kom fra Kiev i 1910, mens min mors familie kom fra Tyskland omkring 1880. Så jeg tænker da på, at uret har været i familien i generationer. At det overlevede, og at det var noget, der var let at rejse med. Jeg husker stadig, at min farfar talte både russisk og jiddisch, og vi var helt klart en indvandrerfamilie."

Hvad betød det at være en jødisk indvandrerfamilie, da du voksede op?

"Selv om min far var en stor forretningsmand på Manhattan, så var mine forældre meget politisk progressive og vel nok det, som i USA vil betegnes som meget venstreorienterede."

"Som jøder var de en del af borgerrettighedskampen, for de blev også diskrimineret, så jeg følte mig som en outsider. Ikke mindst når mine forældre tog mig med til demonstrationer i weekenden, mens mine veninder shoppede sko. Jeg husker også en gang, mine forældre lejede en del af deres hus til en sort familie, og hele nabolaget var i oprør."



Var der ikke en modsætning mellem at være politisk rød og stor forretningsmand?

"Mine forældre var måske lidt naive, men de så ingen modsætning mellem at være pacifist og kapitalist. Efter borgerrettighedskampen fortsatte de med at demonstrere mod Vietnamkrigen, og så sent som i 2003 stod de i sneen og demonstrerede mod Afghanistankrigen. They never fucking stopped!" New York er måske mere wow end København, men til gengæld er København meget mere ahhhh Og så valgte du selv at flytte til Danmark i 1981. Hvad var din oplevelse af dit nye land?

"Danmark var paradis dengang for en kunstner som mig. Jeg følte, der var en forståelse for kunstnere, at det var nemmere. Der var en tolerance og en intellektuel bevidsthed, som i gennemsnit var højere end i USA – ikke mindst fordi jeres uddannelsessystem og dagplejesystem var bedre. Og så kom jeg også til et meget fredeligt land."

Læs også: Lars Brygmann: Kvantitetstid er alfa

"I 1980 var New York farlig, og der var stor risiko for at blive overfaldet. Jeg husker stadig følelsen af at cykle hjem klokken fire om morgenen uden at være bekymret og på vagt. New York er måske mere wow end København, men til gengæld er København meget mere ahhhh."

Var der slet ikke noget, du savnede?

"Selvfølgelig savnede jeg familien, men det hårdeste var at sige farvel til mit sprog – selvom alle taler engelsk."



Du begyndte som danser og koreograf i Danmark, men nu er du først og fremmest dramatiker og instruktør. Hvorfor det skifte?

"Over tid er jeg blevet mere og mere fascineret af at fortælle historier, og jeg elsker at skrive om menneskets kamp med livet. Jeg keder mig aldrig, når jeg sidder og skriver et stykke. Processen er skræmmende og frustrerende, men også fascinerende."

"F.eks. skrev jeg om Joseph Goebbels i stykket "Hitler on the roof" (Ina-Miriam Rosenbaum vandt en Reumert i 2011 for sit portræt, red.), og der var udfordringen, om jeg kunne elske Goebbels, når jeg nu selv er jøde. It keeps me on my toes!".

Læs også:
Mia Lyhne - Alene med de eneste to
Endelig alvor for Jonatan Spang
Sportsminister – jo, hvorfor ikke
.

Læs seneste udgaver

Cxense Display