Krimiforfatteren Jo Nesbø: "Min datter arver ikke mine penge"
"Alle forfattere skriver om deres eget liv," siger Jo Nesbø til spørgsmålet om at bruge sig selv i forfatterskabet. Hans liv er åbenbart så interessant, at han nu er Skandinaviens største krimieksport.
Foto: Jonas Pryner Andersen
Portræt Af
Han står bag Skandinaviens største krimieksport lige nu og er blevet mangemillionær. Mød verdensstjernen Jo Nesbø, der lever op til en krimiforfatters image som den ensomme ulv. Altså bortset fra når han hygger sig i Oslo med sin datter Selma

Køen til signering er lang i Arnold Busck-boghandlen på Købmagergade midt i København, men det er også Skandinaviens bedst sælgende krimiforfatter, som om få minutter vil møde sine fans.


"Jeg bruger egentlig ikke så mange penge, så når jeg dør – og vi Nesbø'er dør tidligt – skal de testamenteres til min stiftelse"


Jo Nesbø er i byen, og den 53-årige nordmand er på få år blevet en verdensstjerne med sin krimiserie om politibetjenten Harry Hole. De seneste to år er salget af hans bøger eksploderet fra cirka 10 millioner eksemplarer globalt til nu 20 millioner. Til sammenligning har danske Jussi Adler-Olsen solgt færre end 10 millioner.

 Salgssuccesen skyldes ikke mindst, at amerikanske og engelske læsere har kastet sig frådende over serien, og fanskaren i Danmark vokser også eksponentielt.

"Jo Nesbø er min yndlingsforfatter, han er både raffineret og intelligent. Det værste bliver at gemme den nye bog til ferien," siger 43-årige Jette Svane.

Sammen med veninden, 45-årige Margith Sommer, står hun forrest i køen og venter på idolet, der i disse dage lancerer "Politi", tiende bind i krimisagaen.

 
Der er velbesøgt når Jo Næsbø signere sine bestsellers for sit publikum.

"Harry Hole er fantastisk. Fornuften siger, hold dig væk, selv om han er både kærlig og omsorgsfuld," siger Jette Svane i et tonefald, så man er i tvivl om, hvorvidt hun mener den fiktive Harry eller den aleneboende Nesbø.

Men for en fan er det måske to sider af samme sag. I hvert fald smiler de to veninder saligt, da de lidt senere bliver fotograferet med idolet og får signeret hver sin bog.

Tit i København

Dagen efter mødet med fansene, hvor Jo Nesbø skrev 150 autografer på 20 minutter, møder jeg ham igen på hans hotel i Nyhavn. Efter 24 timer i den danske mediemaskine glæder han sig til at komme tilbage til Norge og puste ud, før turen går videre til Sverige og endnu en interviewrunde.

 "I min ungdom var jeg tit i København. Det er jo en transitby for mange nordmænd, når de skal videre ud i verden. Jeg var kæreste med en norsk pige, der læste på handelshøjskolen (CBS, red.), og så har jeg overnattet på Christiania engang," fortæller Jo Nesbø, der er klædt i det samme tøj, sort T-shirt og jeans, som dagen før.

"Jeg havde en enkelt T-shirt og et par underbukser med til at skifte, men jeg har de samme sokker på, fordi jeg glemte både sokker og tandbørste derhjemme," griner Jo Nesbø, da jeg spørger til hans begrænsede rejsegarderobe.

 
Oplæsning af Jo Nesbøs nyeste bog Politi.

Han pointerer dog, at han har børstet tænder – han fik en tandbørste i hotelreceptionen. Men generelt foretrækker han det simple liv og er ikke forfængelig. Biler og dyrt mærketøj har ingen interesse, heller ikke masser af timer i træningscentret – selvom han ser ud til at være i god form.

"Det er ren genetik, min bror ser ligesådan ud," lyder forklaringen.

Gode anmeldelser

 Hans forfængelighed handler meget mere om bedømmelsen af hans bøger. Så de gode danske anmeldelser for "Politi", vores anmelder giver fem stjerner, glæder ham.

"Jeg vil hellere have gode anmeldelser end mange læsere. Særligt i starten af karrieren er det jo anmelderne, der afgør din skæbne. Jeg lytter dog mest til de dårlige anmeldelser, for det er ligesom med kvinder, at man er mere forelsket i dem, der ikke er forelskede i dig, end dem der er," siger Jo Nesbø.


"Jeg vil hellere have gode anmeldelser end mange læsere. Særligt i starten af karrieren er det jo anmelderne, der afgør din skæbne"


Dermed giver han en – måske utilsigtet – indsigt i, hvorfor han bor alene i Oslo. Den eneste officielle kvinde i hans liv er datteren Selma på 13 år, og Nesbø værner næsten hysterisk om sit privatliv. Direkte adspurgt afviser han at fortælle, om Selma også hedder Nesbø til efternavn.

Men det er i hvert fald ikke mangel på penge, der gør det svært for Jo Nesbø at finde en livsledsagerske. Forfatteren havde ifølge de åbne norske skattelister i 2011 en formue på 87 mio. kr. Et tal der ud fra eksplosionen i salgstal siden kan være mere end fordoblet.

 
Jo Nesbø har fans i hele verden – også Sydkorea. Ved et tilfælde er Joohee Hong turist i København, da Jo Nesbø signerer bøger i Arnold Busck-boghandelen i Købmagergade. Hun må selvfølgelig have en bog med forfatterens hilsen, og da hun ikke kan læse dansk, vælger hun en af hans børnebøger med mange tegninger.

"Jeg er ret rig, og det er dejligt. Jeg bruger egentlig ikke så mange penge, så når jeg dør – og vi Nesbø'er dør tidligt, min far som 70-årig og min ene bror som 52-årig – skal de testamenteres til min stiftelse, (Harry Hole stiftelsen der arbejder for at give børn i udviklingslandene bedre læse- og skrivefærdigheder, red.). Min datter får penge til at bo ordentligt i Oslo, men hun arver ikke mine penge, det har jeg forklaret hende," fortæller Jo Nesbø.

Født færdigopdraget

Succesforfatteren har ikke hørt de store protester fra hende i den forbindelse.

"Hun er det letteste barn, hun blev født færdigopdraget. Hun er så fornuftig og hensynsfuld, at det næsten er en skuffelse. Jeg havde store ambitioner om at være den store opdrager, men jeg har aldrig fået lov at bruge mine evner," forklarer Jo Nesbø og kalder sig en over middel-far.

"Jeg giver mig selv et firtal på et terningekast. Det er ok".

 I det hele taget er Jo Nesbø ganske godt tilfreds med livet. Han bruger sin tid på at rejse, på at skrive og på at klatre. Han ejer en bungalow i Sydthailand og drømmer om at klatre i Yosemite-nationalparken i Californien.

"Når jeg klatrer, så eksisterer der ikke andet. Det er ren afkobling, og så er det en mental øvelse. Kroppen vil intuitivt klatre ned eller blive stående, så det er hjernen, der tvinger den op af klippen. Jo ældre jeg bliver, jo mere bliver jeg interesseret i det mentale," siger Jo Nesbø.

Med alderen føler Jo Nesbø også, at han er kommet tættere på en afslutning af sin krimiserie.

"Om ti år, hvis jeg stadig lever, så vil jeg gerne skrive for et mindre publikum, for eksempel til teatret. Jeg har stadig ambitioner om at blive en bedre forfatter".

  

Læs seneste udgaver

Cxense Display