Helt ude i skoven med Helle Helle
Den prisbelønnede forfatter Helle Helle har efterladt provinskvinderne ved kakkelbordet og tager i sin nye roman læseren med i skoven. Denne gang skal det handle om en mand, der er faret vild.
Foto: Simone Astid Pedersen
Portræt Af
Grusstien, der snor sig mellem de høje graner, guider hende på rette vej. Med sikre skridt fører hun vej gennem skoven, som hun kender så godt. Det er hendes skov. I hvert fald tæt på.

For forfatteren Helle Helle bor i et lejet hus omgivet af skov lidt uden for Sorø på Vestsjælland. Og når hendes tanker har brug for ny luft.

"Jeg fik nærmest klaustrofobi og skovmætning af at være i skoven. Så jeg begyndte at gå langs landevejene"


48-årige Helle Helle slog for alvor igennem med romanen "Rødby-Puttgarden" og har efterfølgende skrevet romanerne "Ned til hundene" og "Dette burde skrives i nutid". Sidstnævnte indbragte hende boghandlernes pris De Gyldne Laurbær, som uddeles af landets boghandlere

 "Se, nu har jeg glemt, om vi er gået forbi de steder, jeg ville vise jer, fordi vi går og snakker," udbryder Helle Helle og stopper op et kort øjeblik. Kigger rundt og fortsætter sin gang gennem skoven.

Stiletterne har hun ladet stå hjemme i entréen, i stedet er hun hoppet i et par sorte og hvide Nike-sneakers, der målrettet går mod den lysning, hun vil vise.

I dag er der ingen problemer med at finde den rigtige vej gennem skoven. Men for bare få dage siden endte Helle Helle og hendes mand, billedkunstneren Mikkel Carl, nærmest selv midt i handlingen i hendes nye roman "Hvis det er".

Her farer to fremmede løbere vild i skovens vildtvoksende labyrint, og der er ingen hjælp fra mobiltelefonerne, så de to fremmede bliver nødt til at holde sammen. På samme måde måtte Helle Helle og hendes mand hjælpes ad, da de for vild på en af deres mange gåture.

 Men det er ikke derfor, bogens handling netop udspiller sig langt inde i en skov.

Det handler mere om Helle Helles ønske om udfordring.

"Det er meget, meget svært for mig at skrive, hvis ikke der er et hverdagsrum omkring mig. Hvis ikke nogen skal drikke kaffe, skal med bussen, går på arbejde eller ikke få tømt deres kuffert. Derfor var det også en stor udfordring at skrive fra sådan et rum som det her. For her er ingenting at skrive om. Eller det er der, der er jo hele skoven. Men det er vildt svært," forklarer hun.

Undgår mobiltelefonen

Helle Helle har det omvendt lettere med at stå ved sin feminine side. Også selv om hun går i en skov. Hun havde overvejet at tage sin nye løbejakke på, som Stella McCartney har designet for Adidas. Den bruger hun til hverdag.

 I stedet for faldt valget i anledningen af interviewet på en sort blazer, en hvid T-shirt med enkelt Yves Saint Laurent-logo og et par tætsiddende sorte bukser.

På hendes daglige gåture afspejler tøjvalget en mere sporty side af hende, som når hun opslugt og opbrugt af skriveriet har brug for ny energi og frisk inspiration. Og så passer det hende meget godt, at mobildækningen ikke er særlig stærk i skoven nær hendes hjem, for så er der mere inspiration at hente.

 
Helle Helle tæller ikke ord, når hun skriver, men kilobyte. Hun har et mål om at skrive en kilobyte om dagen. På en god dag skriver hun tre.

"Jeg har et problem med mobiltelefoner i mine bøger. Det er vigtigt for mig, at personerne er til stede, hvor de er, eller at de ikke kan komme væk."

I hendes tidligere romaner har handlingen udspillet sig i 80'erne og langt ude på landet på Sydsjælland for at undgå mobiltelefonerne. Ligesom hun også undgår mobilens indblanding i "Hvis det er".

 "Det forstyrrer mig, hvis folk for nemt eller hele tiden er i kontakt med verden omkring dem. Og så tænkte jeg, at jeg måtte ind i en meget stor skov. Det praktiske ved at henlægge handlingen til en skov er, at mobilen ikke virker. Det er hele præmissen for handlingen."

Skoven og mobiltelefonen er ikke den eneste udfordring, hun har givet sig selv i "Hvis det er". Fra start af havde hun et ønske om at skrive noget andet, end hun plejer. Så til forskel fra hendes tidligere romaner er jeg-fortælleren blevet en mand.

"Jeg prøvede at gøre det sværeste, jeg kunne forestille mig. Og det var at have en mandlig fortæller," lyder forklaringen.

Skoven til inspiration

Når Helle Helle sætter sig ned for at skrive en bog, går hun lige til sagen, for hun er ingen stor researchforfatter, indrømmer hun. I hendes tidligere bøger har hun også valgt miljøer, hun kender. Som Glumsø, der ligger ti kilometer væk fra hendes hus, samt færgen ved Rødby-Puttgarden, hvor hun selv har arbejdet som ung. På samme måde er skoven et nemt sted for hende at arbejde med, da hun går der så ofte.

 Den er blevet brugt til at overveje selv de mindste detaljer i forhold til den nye bog. Hvordan knaser skovbund? Hvorfor ligger en granknogle på et bestemt sted?

Engang efter en gåtur nåede hun frem til den konklusion, at det var en skam, at der ikke kom en bog ud af at gå, fordi skoven fyldte hende med idéer.

Det var blandt andet også på grund af skoven og naturen, at Helle Helle forlod København til fordel for huset i skoven, hvor hun har boet i 16 år. Alligevel bookede hun sig i syv dage ind på et værelse i øverste etage af Bella Sky Comwell i København for at få ro til at skrive på hendes nye bog "Hvis det er".

 Tasken var fyldt med mad til alle dage, så hun hverken behøvede at sætte håret, pudre kinderne eller andet for at få noget spise. Hun sad på hotelværelset hele dagen lang, kun afbrudt af ture i hotellets kurbad.

Resultatet var, at hun i de syv dage ofte kom i kurbad. Men målt på antal ord var udbyttet ikke særlig stort, for storbyen fungerer ikke længere for hende som inspirationskilde.

Helle Helle er også med tiden blevet klogere på, hvilke mennesker der inspirerer hende. Selv om hun i sin kommende roman har prøvet at skrive noget helt andet end tidligere, er det alligevel de samme slags mennesker, der optræder i romanen.

 
Forfatter Helle Helle har brugt skoven nær sit hjem uden for Sorø meget under skriveprocessen til sin nye bog "Hvis det er" . I bogen farer to mænd vild i en skov.

"Jeg kan ikke producere god litteratur om personer, der gør alt det rigtige. Det sætter ikke noget i gang hos mig. Men der er en god sproglig energi i at skrive om nogen, der ikke ved, hvad de skal," forklarer hun.

 Med svag gestikuleren med den ene hånd, hvor de orange negle, guldarmbåndet og guldringene danser let i luften, fortæller Helle Helle gladeligt om ønsket om at skrive noget udfordrende, som hun har forsøgt i "Hvis det er". Lige så bevidst er hun om, at bogen egentlig ikke er så langt fra de tidligere romaner.

"Det kan godt være, at bogen helt grundlæggende handler om de samme ting, men den gør det på en ny måde. For det er igen nogle mennesker, der ikke kan finde retning hverken i livet eller i skoven. Der er et tomrum og mangel på nærvær, som de får via hinanden."

Samme mangel på nærvær følte Helle Helle ikke, da hun begravet i sin kommende bog gik sin daglige tur i skoven. Tværtimod. Pludselig kom skoven til at fylde for meget.

"Mens jeg skrev bogen, nåede jeg til et punkt, hvor jeg ikke kunne holde ud at gå her mere, for hele min bog foregår i en skov. Jeg fik nærmest klaustrofobi og skovmætning af at være i skoven. Så jeg begyndte at gå langs landevejene," fortæller hun grinende.

Kvalme af skoven

Den proces er dog helt naturlig for Helle Helle. Da hun skrev romanen "Ned til hundene", kom hovedpersonen fra et parcelhuskvarter, og dengang fik hun samme kvalmende fornemmelse af at gå i hvilket som helst parcelhuskvarter.

"Jeg kunne ikke holde det ud til sidst, fordi jeg hele tiden tænkte på bogen. Sådan var det også, når jeg gik i skoven og tænkte på, hvordan det var for løberne i bogen," forklarer hun.

Men når en bog først er færdigskrevet, forsvinder følelsen af mæthed og kvalme.

Og Helle Helle kan igen gå i skoven og finde ny inspiration.

"Hvis det er" udkom den 26. september.

  

Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

�