Forfatter Siri Hustvedt: "Du ved godt, at dette her handler om mig, ikke?"
Forfatter Siri Hustvedt
Foto: Jasper Carlberg
Portræt Af
Forfatter Siri Hustvedt er for længst blevet en etableret forfatter med et imponerende cv. Hun går lige så meget op i hjerneforskning og filosofi som sit romanforfatterskab, der er oversat til 30 sprog. Alligevel oplever hun gang på gang, at mænd opfører sig nedladende og bedrevidende over for hende

Siri Hustvedt har perfektioneret kunsten at sætte mennesker, der er nedladende over for hende, på plads. Uden at blive vred og uden at gøre dem flove eller skabe en scene.

Det har hun været nødt til.

Dels fordi hun som tidligere model og høj, lyshåret kvinde er vant til at flytte tilfældige gramseres hænder i New Yorks metro. Dels fordi hun er succesrig i en bogverden, som i foruroligende grad stadigvæk har en tendens til at favorisere mænd og mandlige forfatterskaber.

Sådan opleves det i hvert fald for Siri Hustvedt, der har oplevet at blive beskyldt for, at hendes mand, forfatteren Paul Auster, skulle have skrevet nogle af hendes bøger. I så fald har hendes mand haft travlt, for Siri Hustvedt har udgivet syv romaner oversat til mere end 30 sprog og vundet priser i massevis.

På trods af det bliver hun stadig beskrevet som sin mands kone, spurgt til sin mands holdning i interviews om sine bøger – i en sådan grad at hun flere gange har været tæt på at ringe ham op og stikke ham røret – og hun oplever gang på gang, at journalister og kritikere opfører sig nedladende over for hende.

Denne aften i København er ingen undtagelse. I Den Sorte Diamant sidder en for længst udsolgt sal klar til at lytte på, at forfatter Siri Hustvedt bliver interviewet
om sin nyeste bog, "Minder om fremtiden".

Der er bare ét problem. Intervieweren er ikke rigtigt i gang med at interviewe. Han er i stedet i gang med at tale om en kommende Søren Kierkegaard-udstilling, og han spørger ikke rigtigt Siri Hustvedt om noget. Ikke noget, der handler om hende i hvert fald. I næsten 20 minutter får den verdensberømte forfatter tildelt en underlig rolle som lytter. Publikum begynder at røre uroligt på sig.

Til sidst får Siri Hustvedt nok:

"Jeg håber, at vi på et tidspunkt ret snart kommer frem til at tale om mit arbejde. Du ved godt, at det her handler om mig, ikke?" siger hun så.

Mens publikum griner med hende, fortsætter hun:

"Hvis du tager for lang en omvej, kommer jeg til at stoppe dig."

Det er bedre at handle

Dagen derpå er den amerikanske forfatter i sine lange herrebukser og sprøde hvide silkeskjorte tæt på at være definitionen af elegance. Hun ligner en skønhed fra et andet årti med sin porcelænslyse hud og klassiske ansigtstræk – som om hun er gået forkert ind i nutiden.

Siri Hustvedt har været oppe kl. 6 og i "Go' Morgen Danmark", hun er blevet fotograferet i en time, og selvom det er 25 grader, og de fleste andre på forlaget Lindhardt og Ringhof, som udgiver hendes bøger og har stillet lokaler til rådighed, går rundt og småpruster, ser det ikke ud til at påvirke hende det mindste.

I dag er den sidste dag i den bogturné, der har holdt hende væk fra byhuset i Brooklyn, hvor hun bor sammen med sin mand tæt på datteren, musiker Sophie Auster, 30 år, i næsten en måned.

Tilsammen er de tre måske den mest sofistikerede, smukke, intellektuelle jetsetfamilie, der findes. Hvis man sagde den slags højt til Siri Hustvedt, ville hun grine højt og feje kommentaren af bordet som latterlig og useriøs.
 
Siri Hustvedt er sammen med sin mand, Paul Auster, en af de mest imponerende og langtidsholdbare par i litteraturens verden. 41 år har de været sammen.-Foto: Jasper Carlberg

Den seneste måned har hun været i England og Norge og fordelt sin tid ligeligt mellem konferencer om hjerneforskning og samtaler og interviews om sin nye roman, og efter at have fået genfortalt aftenens episode fra Den Sorte Diamant er det svært ikke at være en lille smule bange for hende. Men hendes øjne er blå og imødekommende, faktisk er hele hendes væsen imødekommende, samtidig med at hendes stemme er skarp, præcis og hendes ord omhyggeligt udvalgte.

Situationen på scenen har hun befundet sig i et utal af gange, fortæller hun – på trods af at hun for længst er blevet et navn, på trods af en succes der burde tale for sig selv, på trods af sin alder på 64 år og sin lange karriere i den litterære verden.

"Det sker for mig igen og igen. Intervieweren troede, det handlede om ham. Men det skulle faktisk ikke handle om ham. I den slags situationer viser visse mænd en chokerende nedladenhed. De undervurderer ens intelligens og går på upassende vis ud fra, at et arrangement handler om dem, selvom det faktisk handle om mig, som det f.eks. gjorde i går," siger Siri Hustvedt.

Da Siri Hustvedt var yngre, fandt hun sig i det. Lod det passere og forholdt sig passiv. Sådan gør hun ikke længere. Hun har lært, at hun er nødt til aktivt at ændre samtalen.

"Uden at være vred, uden at ydmyge manden på scenen," understreger hun.

"Men man er nødt til at gøre det klart, så personen forstår, at dette her ikke er den samtale, vi skal have."
Indimellem har hendes mand, Paul Auster, hvis forfatterskab har gjort ham verdensberømt nøjagtigt som hustruen, været vidne til disse situationer.

"Bagefter sagde han: "Det gør ingen nogensinde med mig." Og det er helt sikkert, fordi han er en mand," siger Siri Hustvedt.

Bogen, der ikke må se dagens lys

Grunden til, at hun som yngre lod de situationer passere, var, at hun ikke var sikker på, om hun overreagerede. Om det overhovedet var et kønsspørgsmål. Hun spurgte sig selv, om hun mon var dygtig nok? Om det var hende, der var for følsom?

"Men det, der er gået op for mig, når jeg nu både er blevet ældre og mere succesrig og f.eks. har vundet tre priser de seneste seks måneder, er, at det ikke handler om, hvad jeg kan. Når det stadigvæk sker, ved jeg med sikkerhed, at det handler om mit køn. Ikke om andet. Og det er bizart. Men det sætter mig også fri til at korrigere situationen, og det gør jeg," siger hun med henvisning til i går:

"Det føles meget bedre at handle end ikke at handle. Det føles bedre at sige fra end ikke at sige fra."

Den viden havde yngre Siri Hustvedt ikke, da hun i 1978 flyttede til New York for at læse sin ph.d. i litteratur på Columbia Universitet. Hun var ikke streetsmart på nogen måde efter en opvækst langt ude på landet i det sydlige Minnesota, og som karakteren i sin nye bog, "Minder om Fremtiden", havde hun meget at lære.

Romanen er bygget på egne oplevelser af at forlade den trygge barndomsbase langt fra storbyen, om at rykke ind i en skrabet, nedslidt lejlighed i en boligblok, som man med et pænt ord ville kalde for ramponeret, og om den berusende følelse af frihed, der lå i muligheden for at skabe sit eget liv, der fyldte hende, sammen med sulten og livet på fattigdomsgrænsen. I bogen spiser den yngre fortællerstemme bl.a. en halvfortæret sandwich fra en skraldespand. Så fattig var hun dog ikke selv, insisterer Siri Hustvedt, men bogen er inspireret af hendes egne år som ung i New York.

Dengang skrev hun også. Faktisk har hun vidst, hun ville være forfatter, siden hun var 13 år og på ferie i Reykjavik en sommer med sine norsk-amerikanske forældre. Midnatssolen holdt hende vågen om natten, og hun læste alt, hvad hun kunne komme i nærheden af. Det har hun gjort lige siden.

Bogens unge fortæller ved også, at hun vil være forfatter. Siri Hustvedt lader den ældre romanforfatter møde sit yngre jeg, da romanforfatteren finder sin dagbog fra dengang, hun ankom til New York, og gense de tanker og handlinger, der fyldte hende dengang, og som hun nu forstår med en rutineret ældre kvindes sind.

"Jeg tror, at jeg har skrevet denne bog om minder, fordi jeg er gammel. Det, der sker, når man bliver ældre, er, at man begynder at tænke mere på fortiden, end man plejede at gøre. Jeg er meget interesseret i både videnskaben og filosofien bag tid og hukommelse, og jeg vidste, at de temaer var bogens hjerte. Men jeg kunne ikke få den til at fungere."

Alligevel fortsatte hun med at skrive i et år. Nåede op på 150 sider, men det hele blev ved med at mislykkes; handlingen faldt fra hinanden.

"Det var bare dårligt, rigtigt dårligt. Det var deprimerende," siger Siri Hustvedt og slår opgivende ud med armene.

Et af hendes desperate forsøg på at fikse bogen var, at fortælleren skulle lytte til en ny karakter gennem sin væg. Da hun kom i gang med det, opdagede hun, at det var en helt anden bog, hun skulle skrive. Resultatet var, at hun måtte kassere et helt års arbejde.

"Jeg smed hele den bog ud. Eller... den er i mit skab, men de sider kommer aldrig til at se dagens lys. Og pludselig var det, som om denne her bog begyndte at folde sig ud helt af sig selv."

Et par poeter

Siri Hustvedt skriver bedst om morgenen. Hun sidder i et kontor højt oppe i sit byhus i Brooklyn, hvor hun har boet sammen med Paul Auster i 25 år. De to mødtes til en poesioplæsning i New York, og Siri Hustvedt har i interviews siden hen beskrevet, at hun havde svært ved at tro, at så en smuk mand kunne være forfatter. De blev gift i 1981, og da de købte huset i Brooklyn, sagde Paul Auster til sin hustru:

"Ikke dårligt for et par poeter."
 
Siri Hustvedt har flere gange besøgt København.-Foto: Jasper Carlberg

I 1992 udkom Siri Hustvedts første bog – hendes mands forfatterskab var begyndt at tage fart, og parret fik råd til deltidsbørnepasning, så hun også kunne skrive – og siden da har hun givet en masse interviews i husets forreste stue, der er fyldt med bøger og moderne kunst, hvilket både journalister og udenlandske forlæggere, der kommer forbi, beretter om.

For både Siri Hustvedt og Paul Auster er tilsyneladende gæstfrie og lukker gerne folk ind i deres hjem. Det er mildt sagt usædvanligt, for de fleste kunstnere af deres status og berømmelse værner nidkært om deres privatliv. Men så alligevel: Længere ind i huset end den forreste stue kommer fremmede ikke.

Siri Hustvedt skriver hver dag fra den tidlige morgenstund, for hendes skrivehjerne fungerer bedst om morgenen, og hun stopper ca. kl. 15, hvorefter hun flytter sig væk fra computeren og i stedet læser bøger eller videnskabelige artikler om de emner, der interesserer hende.

Den 64-årige forfatter er ikke lige typen, der vælger en letkøbt overspringshandling som en hurtigt fordøjelig tv-serie. Hun er lektor i psykiatri ved Weil Cornell Medical College i New York, og hun har forsket i hjernen, siden hun som helt ung oplevede voldsomme anfald af migræne, der udviklede sig igennem teenageårene og kulminerede, lige inden hun skulle tale til sin fars mindehøjtidelighed.

Migrænen blev til anfald med rystelser og andre ukontrollerbare bevægelser. Medicin hjalp ikke, hovedpinerne kunne vare i ugevis, og hun blev nødt til at finde en anden måde at gribe det an på. Var det en sær neurologisk lidelse, sceneskræk, uforløst sorg, og havde hun brug for medicin eller en terapeut eller bare en ferie?

Det skrev Siri Hustvedt bogen "Kvinden, der rystede" om, hvor hun blandede sin egen historie sammen med neurovidenskab, filosofi og psykologi. Det lyder indviklet, men når man taler med hende er det, som om hun altid befinder sig et sted mellem de punkter. Anekdoter bliver belæsset med videnskab. Som når hun beskriver sit forhold til minder, et af den nyeste romans temaer:

"Hvis du er en af de læsere, der holder af erindringer fyldt med usandsynligt specifikke minder, må jeg bare sige: Forfattere, som hævder at kunne huske deres kartofler i alle detaljer flere årtier senere, er ikke troværdige," står der i begyndelsen af bogen, og Siri Hustvedt uddyber:

"Min søster husker ting fra vores barndom, som var vigtige for hende, som jeg ikke kan huske, og jeg kan omvendt erindre ting, som hun har glemt. Der er ingen original hukommelse i hjernen, vi er ikke computere. I den kultur, vi lever i, er der en bred opfattelse af, at man kan fortælle, hvad der præcist skete. At man kan finde ned til fakta, til den rigtige historie. Men det kan man ikke. Man kan ikke genskabe øjeblikket, som det var. Vores minder er forestillinger. Hvis man er til familiesammenkomst, og alle husker et bryllup, husker alle det forskelligt, fordi vores følelser omkring det, der sker, er forskellige."
 
Mænd læser oftest bøger af mænd. Kvinder læser bøger af mænd og kvinder. Det skal vi tale meget mere om, mener Siri Hustvedt.

Det sociale menneskedyr

Som et forskningsprojekt, hvor en gruppe mennesker, der ser en film og bagefter skal referere filmens handling, viser: Først går det fint med referatet. En uge efter kommer gruppen tilbage og bliver spurgt, hvad der skete i filmen.

Gruppen fortæller det, og mindet er stadig korrekt. Men så siger forskerne: "Er du sikker? For de andre siger, at det ikke er rigtigt," og derefter ændrer de fleste forklaring. Da forskerne en uge efter indrømmer, at de har narret gruppen, holder de fleste nu fast i det falske minde i stedet for at gå tilbage til det rigtige.

"Hvis man giver sig selv et falsk minde, kan man ikke ændre det. Så er det sket.
Det er videnskabeligt bevist," forklarer Siri Hustvedt.

"Det viser mig, at vi alle er sociale dyr, og vi ændrer os for at tilpasse os gruppen. Vi vil ikke lyve med vilje, men vi gør det alligevel. Vores følelser påvirker minderne, og gruppen er virkelig værdifuld. Det her med at høre til og ikke gå imod den kollektive bevidsthed er afgørende for os."
Man kan også tage andres minder til sig.

"Jeg har oplevet, at min mand husker ting, som jeg har fortalt levende om, men jeg er helt sikker på er sket for mig alene. Det er ret normalt for folk, der lever i intime forhold."

Det eneste, man oftest kan huske præcist, er, når en situation bliver traumatiserende. Hvis man f.eks. kommer ud for et overfald, som det sker for den yngre fortæller i bogen, vil mindet blive lagret på en anden måde. Derfor har massevis af kvinder i den aktuelle #metoo-debat også kunnet huske præcist, hvad der skete, selvom det ligger mange år tilbage.

"I hjernen bliver de traumatiske minder liggende, fordi der er så mange følelser i dem. Mens de mænd, der tit agerer på en uhensigtsmæssig måde, ofte ikke kan huske det. Det forsvinder, fordi det er business as usual. Når det ikke fylder særligt meget følelsesmæssigt for dem, bliver det ikke hængende. Mens den unge kvinde, det er gået ud over, ikke kan holde op med at tænke på det. I den slags situationer kan man siden hen gå tilbage og løfte noget af den skyld og skam, der blev fejlplaceret dengang," siger Siri Hustvedt.

Jagten på lykken

Når man spørger Siri Hustvedt, hvorfor hun interesserer sig så meget for sindet, svarer hun:
"Fordi det fortæller os noget om, hvad vi er. Hvad er mennesket?"

Hele hendes forfatterskab kredser om at undersøge netop dette, og hun fortæller med indsigt i den nye research, der forbinder hjernen og tarmene, om immunsystemets forbindelse med nervesystemet og endda det endokrine systems samspil med kroppens hormoner.

"Min interesse for alle de spørgsmål er faktisk helt logisk, for jeg synes ikke, at vi kan tale om mennesker og kompleksiteten af vores liv, hvis vi ikke samtidig taler om biologi, historie og sociologi."
Som eksempel fortæller hun om en dag for næsten 30 år siden, hvor hendes datter Sophie var tre år og sad i sit badekar og hyggede sig med sit legetøj.

"Pludselig kiggede hun op på mig med sine store dådyrøjne og spurgte med sin lille barnestemme: "Mor, når jeg bliver voksen, vil jeg så stadig være Sophie?"

Siri Hustvedt slår en kærlig latter op ved tanken om den lille pige i badekarret. Hvor de fleste forældre nok bare havde svaret et beroligende "Ja, selvfølgelig, skat," og så ikke tænkt mere over det, er Siri Hustvedt stadig den dag i dag i tvivl. Spørgsmålet har filosofisk karakter, og den slags tager en forfatter, der nærer en dyb kærlighed til Søren Kierkegaard, ikke let på.

"Det er jo et virkeligt godt spørgsmål," siger Siri Hustvedt langsomt.

"For hvad er selvet? Og hvordan ændrer det sig gennem tiden?"

"Jeg er ikke den samme, som jeg var, da jeg var 23 år. Men i min verden er den ældre kvinde i stand til at forstå aspekter omkring det yngre selv, bare fordi jeg har et andet og mere vidende perspektiv."

Det perspektiv har gjort hende i stand til at harcelere over det, hun kalder "det kulturelle manuskript".

"En af de fortællinger, der ofte forekommer i traditionelle dameblade, er, at man som kvinde finder den rette mand, den eneste ene, bliver gift og lever lykkeligt til sine dages ende. Men der er også det sære lykkemanuskript: At man køber en bog, og bogen fortæller dig, hvordan du bliver lykkelig. Well..."

Siri Hustvedts ansigtsudtryk røber, at hun synes, det er decideret latterligt.

"Vi ville ikke vide, hvad lykke var, hvis vi ikke også var kede af det og ulykkelige. Der findes ikke et stadie af lykke, der skal nås. Livet er en evig proces i at blive det ene og det andet, en skiftende, dynamisk realitet, der ikke holder op, før vi er døde."

Med et langt ægteskab bag sig og foran sig synes Siri Hustvedt, det er en fin idé at finde et menneske at leve sammen med, men de kulturelle manuskripter er stadig med til at skabe en usund illusion.

"Idéen om, at man når til et højt lykkeniveau og kan blive der, er faktisk en krænkelse af organismens sandhed. Det kommer bare ikke til at ske. Hvis vi begynder at tænke mindre på os selv som statiske mennesker og mere som nogle, der er i proces og altid forandrer os, vil vi meget bedre kunne håndtere de ting, der sker for os undervejs i livet."
 
Foto: Jasper Carlberg

Vi skal tale om det

Siri Hustvedt har aldrig skjult, at hun er feminist, og hendes romaner er altid fyldt med stærke kvindelige karakterer. I "Den flammende verden" lader Siri Hustvedt tre yngre mænd tage æren for en aldrende kvindelig kunstners værker for at vise, at kunsten vil blive anskuet anderledes, når den har en mandlig ophavsmand.

For sådan er det ifølge Siri Hustvedt; mænd har nemmere ved at blive anerkendt end kvinder. På hylderne bag hende står Karl Ove Knausgårds mange bind af autobiografiske værker, "Min kamp", og netop dem har hun skrevet et essay om til et litterært magasin med titlen:
"Knausgård skriver som en kvinde."

Titlen var redaktørens, ikke hendes, men hun er sikker på, at Knausgårds værker aldrig var blevet udgivet, hvis en kvinde havde skrevet dem.

"Når en mand skaber et kunstværk, løfter det automatisk kunstværket. Det maskuline virker opløftende og gør, at værket står renere. Hierarkiet i kulturen er underbevidst, og vi skal tale mere om det, så alle bliver opmærksomme på det," siger hun.

Det samme gør sig gældende inden for litteraturen. Mandlige læsere vil hellere læse bøger af mænd end kvinder. Mens kvinder læser begge dele.

"Jeg har altid tænkt, at grunden til, at mænd ikke vil læse bøger af kvinder, er, fordi de så sætter sig selv i et passivt forhold med en kvindelig autoritet, forfatteren af bogen, og det føles antimaskulint for dem."
Ifølge Siri Hustvedt er mange mænd bange for at miste deres maskulinitet. Forskning viser, at en bøf er maskulin, mens det at bestille salat er feminint.

"Det er meningsløst. Det er jo mad! Men maskulinitet er konstrueret i samfundet som noget, du kan miste, mens femininitet bare er der, når man har en livmoder, en vagina, en klitoris – som desværre ofte bliver ignoreret. Er man kvinde, er man bare kvinde. Men for mænd er det at ryge ned i den der pøl af femininitet farligt."

Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

�