Sydamerikas største turistattraktion
Verdens største vandfald skal ses fra mange sider.
Et familiedrevet junglehotel tæt på Iguazú-vandfaldene er hacienda-afslapning med fugleture, fusionskøkken og indianerreservater.

Selvom vi er ved Sydamerikas mest besøgte attraktion, Iguazú-vandfaldene, er solnedgangen over Paraná-floden og buskadset med dyrelyde jomfruelig og uforstyrret. Cayman-bøffen er fanget af stedets argentinske og indianske kokke her i pioner-byen, Puerto Bemberg, 40 kilometer syd for verdens største vandfald.

Fra udsigtsposten over trætoppene strækker områdets regnskove sig så langt øjet rækker og udvisker grænselandets grænser mellem Argentina, Brasilien og Paraguay. Under et besøg i 1937 udbrød USA's daværende førstedame, Eleanor Roosevelt: »Stakkels Niagara« ved synet af Iguazús 237 vandfald over 3,5 kilometer Hotel Puerto Bemberg er i dag et afslappet luksushotel ombygget efter knap et århundrede som centrum for en af Argentinas første mate-plantager. Værten Joaquín Zorraquín er oldebarn til de to franske Bemberg-brødre, der i 1925 åbnede mate-plantagens 1000 hektar som led i grundlæggelsen af udposten Puerto Bemberg.


Hotel Puerto Bemberg har alt, hvad hjertet begærer såsom en varm pool med drinks og wifi ved vandkanten.

Et godt udgangspunkt for et par dage eller en lille uge i hjertet af Argentinas vildeste regnskov og tæt på en af verdens naturvidundere: Iguazú-vandfaldene. På guaraní-indiansk betyder det stort vand. Under et besøg i 1937 udbrød USA's daværende førstedame, Eleanor Roosevelt: »Stakkels Niagara« ved synet af Iguazús 237 vandfald over 3,5 kilometer.

Læs også:
Til himmels - Under en gasbrænders brøl
Vancouver - Verdens mest behagelige by
Almægtige Alhambra

Det er storslået. Og skal opleves på nært hold.

Djævlens strube

Argentinsk eller brasiliansk side? Det er det spørgsmål, som alle turistbøger stiller om Iguazú. Svaret er, at den argentinske side er stor og smuk med en mere voldsom og uspoleret brasiliansk side. Og dermed anbefaler alle turistbøgerne at se det store vand fra begge sider. Vi stiger om bord på det lille gasdrevne tog, der siden 2001 har kørt hundredtusinder af besøgende hen til Iguazú-faldenes hovedattraktion:

Djævelens strube, der er verdens største vandfald målt i vandmasse. Støvregnen i luften bliver tykkere og tykkere, jo tættere vi kommer på vandfaldene. Nationalparkens myndigheder har lånt os regnslag, og kameraer og mobiltelefoner bliver kun taget frem når de skal bruges. Fornemmelsen af at være med i Discovery Channel er stor Følelsen af vand i luften, og et enormt konstant lufttryk mod ansigtet, bliver forstærket, jo tættere vi kommer på vandfaldene i båden. På et tidspunkt kan vi intet se, da et vindpust laver en form for vandstorm i luften. De lokale guaraní-indianere har i årtusinder troet, at Iguazú er slangegudens M'Boi's straf til to unge forlovede indianere, krigeren Tarobá og den underskønne Naipí.

Et par uger før giftermålet gik Naipí ved flodbredden, hvor M'Boi så hende og krævede, at hun blev den næste jomfru som hans årlige offergave. Det unge indianerpar forsøgte at flygte ned ad floden i en kano og blev som straf til et evigt fald, vandfald.



Tilbage på flodbåden, og virkeligheden føles vandfaldene foran os som øredøvende kaskader af bølger, der slår ind mod bredden. Små regnbuer kommer og går alt efter solstrålerne. Vi sejler tilbage og går en halv time for at få et andet syn på sagerne, hvor lyden er anderledes og fornemmelsen af at være med i Discovery Channel er stor.

Jesuitter-ruiner

Et besøg i de nærliggende jesuitter-ruiner San Ignacio er en god dagtur og en tidsmaskine tilbage til Sydamerikas kolonisering.

Jesuitterne var Vatikanets forlængede arm i datidens Latinamerika, den nye verden, og nåede at overtage magten i Paraguay i deres forsøg på en katolsk omvendelse af de lokale indianere. San Ignacio-ruinerne er også verdenskulturarv og et indblik i Latinamerikas dannelse, hvor Vatikanet og kongehusene i Madrid og Lissabon ikke kunne blive enige om kursen for de nye kolonier.

Iguazú-vandfaldene er hovedattraktionen. Men downstream er der flere vandfald og indianer-steder helt uberørt

Magtkampen mellem de lokale magthavere og jesuittermunkene, og opfattelsen af hvordan de lokale indianere skulle behandles som henholdsvis slaver eller primitive potentielle kristne, kulminerede i 1783 forvisningen af jesuitterne fra Latinamerika.

Mate-land

Spillefilmen, The Mission (1986), er optaget i området og viser denne konflikt. I 1750'erne med Jeremy Irons som den spanske jesuitterpræst, der lader den portugisiske slavehandler, en såkaldt Bandeirantes, spillet af Robert De Niro betale sin dødssynd tilbage, efter at han har dræbt sin egen bror i en duel. Filmen satte for alvor området på verdenskortet.

San Ignacio Mini, som det hedder, hører til verdens bedst bevarede jesuitter-ruiner. I området kan man besøge flere guaraní-reservater, der dog kan være en turistfælde, hvorfor det er at foretrække at forhøre sig hos turistmyndighederne først.



På vej rundt i området er der regnskov og mate-plantager til begge sider. Denne afgrøde er et must for enhver husholdning i det, der traditionelt betragtes som gaucholand, de sydamerikanske cowboyer. Området strækker sig fra det sydligste Brasilien over Paraguay og Uruguay og det meste af Argentina. Et enormt område på størrelse med Europa.

Mate-urterne tørres og indtages af alle i bilen, bussen, i frikvarteret, til eftermiddagskagen og meget mere. Mate-urterne fra Misiones-provinsen her i det nordøstlige Argentina er den bedste. Nogle af de bedste plantager er i små 100 år blevet ledet af schweiziske og polske indvandrere i området omkring Misiones-provinsens næststørste by, Oberá.

Fester i ti dage

Fra 1920-40, hvor Schweiz på ingen måde var et velstillet land, ankom knap 15.000 schweizere fra Luzern og omegn til Misiones. De taler stadig den karakteristiske kanton-dialekt og på gaden er der et overtal af folk med blå øjne. De schweiziske kolonier ligger tæt på de polske, som er den anden store europæiske indvandrergruppe, der søgte denne fugtige og frugtbare del af Argentina.

Vi bliver vist rundt i en af mate-plantagerne af Carlos Dieter, hvis bedstefar udvandrede i 1928. Carlos har arbejdet hele sit liv med familiens mate-plantage og har gået i schweizisk grundskole. Han har dobbelt statsborgerskab, selvom han aldrig har været i Schweiz – endnu, som han siger og viser fotos af både afdøde og nulevende familiemedlemmer i Alpelandet.

Inde i byen sælges ost, og fondue-restauranterne ligger side om side. Hvert år i september afholdes her Argentinas største festival for kolonier, hvor områdets indvandrergrupper fra Europa, Mellemøsten, Asien og resten af Sydamerika fester, drikker, spiser og danser i ti dage.

Familie jungle-hotel

Tilbage på hotel Puerto Bemberg er de 380 hektarer et lille stykke paradis. Med wifi, bibliotek, piano og vinkælder udsmykket af en argentinsk kunstner. Der er endda en pasarela, gangbro, hen til et udsigtspunkt over Paraná-floden.

Et lille kapel i det fjerneste hjørne af baghaven. Flodbyen Puerto Bemberg var fra 1940 og frem til åbningen af den internationale lufthavn 40 km nordpå, et af Buenos Aires jetsettets foretrukne perler for daseferie eller bryllupsrejse. Med flere dages flodbåd frem og tilbage.

Pikant og delikat smag

Joaquin Zorraquin fortæller om, hvordan hans oldefædre som unge franske indvandrere sonderede mulighederne i det også dengang isolerede område af Argentina. Fra 1872 til åbningen af familien Bembergs mate-plantage i 1925 blev der langsomt bygget en by op fra grunden med kirke, skole og viktualehandler.

I 2008 overtog det unge værtspar hotellet med en totalrenovering. De logerende er argentinere, nordamerikanere og sydeuropæere. Joaquin Zorraquin fortæller om hotellet, der har et fusionskøkken med den præmierede kok Joselina Hoffmann i spidsen samt hendes assistenter, der blandt andet tæller en guaraní-indianer.

Duftene i køkkenet er nye og smagene pikante og delikate. Som den lokale ferskvandsfisk, Pacú, i bananskræller og guayaba-sovs, der er en c-vitaminrig frugt i tusindvis af arter som blev brugt under Anden Verdenskrig for dens høje næringsindhold. På de mange udsigts- og læsepunkter spredt i hotellet og i baghaven ned mod floden er der mate og te til rådighed.

»Iguazú-vandfaldene er hovedattraktionen. Men downstream er der flere vandfald og indianer-steder helt uberørt. Man vælger det som livsstil at bo heroppe (ift hovedstaden Buenos Aires, red.),« siger Joaquin Zorraquin.

Vi sætter os til rette i det lille bibliotek og læser om de lokale kampe med guaraní-indianerne. Svømmepølen er lige udenfor døren.

Læs også:
Miami - Latinamerikas finanshovedstad
Verdens bedste brudesuiter
Her er verdens længste strand
.

Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

Cxense Display
Cxense Display
�